« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Sophus Michaëlis: Hellener og Barbar. - Roman fra Perserkrigenes Tid. - G. B. N. F. 330 Sider. »Det var i Arkadien«, - saalede begynder denne interessante Bog, som Forfatteren har kaldt en Roman, men som næppe med Rette kan gøre Fordring paa denne Betegnelse, skøndt den paa mange Steder ejer noget af Romanens Spænding men i altfor høj Grad savner dens faste Bygning. Snarere kunde man kalde den: »En Hymne til Hellas«, thi Forfatteren fører os med kyndig Haand gennem saa godt som alle Egne af det gamle Grækenland, til Arkadiens solbeskinnede Græsgange, til Pans og Artemis hellige Lunde, til Festspillene paa Olympia, til Afrodites Forgaard o. s. v. - hele det gamle Hellas rundt, og overalt vækker han vor Interesse for de gamle Sagn og Fortællinger, som dels findes opbevarede hos vore græske Klassikere og dels endnu lever i Folkemunde paa de omtalte Steder. Det er en i Litteraturen vel bevandret Rejsende, som - i Omskrivning - giver os sine Indtryk og Stemninger fra den klassiske Jord - og giver os dem undertiden vel detaillerede. Ikke alle vil synes om den Sanselighed, som ret ofte faar Udtryk i Fremstillingen, men som ikke destomindre let vil godkendes af de indviede; disse vil til Gengæld nyde den Stemning, den Duft fra den klassiske Oldtid, som disse i mange Henseender henrivende Skildringer kalder tillive hos Læseren.
Det er egentlig Uret mod de øvrige Skildringer at nævne nogle enkelte, thi mange andre, end de her fremhævede, kunde med samme Ret medtages; men, læs Fremstillingerne om Narcisos i Pans Lund, om Brudeløbet i Sparta, den storslaaede Skildring af Xerxes’ Tog fra Susa til Hellessponten og videre over Broen og gennem Thrakien, og man faar et Billed af Østerland, som næppe nogen gør bedre. Og læs saa til Slut Skildringen af Slaget ved Thermopylai, og du ser for dig en Brydning af to mægtige Kulturer, som det hver især har taget mange Aarhundreder at skabe, og som nødvendigvis ifølge de givne Forhold engang maatte tørne sammen, - ikke for at bukke under den ene for den anden, som man maaske vilde have ventet, men for delvis i alt Fald at befrugte hinanden.
Maatte Læseverdenen gribe denne Bog med Begærlighed og læse den med Forstaaelse. F.
Elith Reumert: Louise Phister. Paa Theatret og i Hjemmet. G. B. N. F. - 263 Sider.
Denne, lidt tidligere i 1914 udkomne Bog, er falden os i Hænde nu og er ikke omtalt her i Bladet før, hvorfor vi mener at burde henlede Opmærksomheden paa den, fordi den fortæller om en kendt og almenyndet, stor Kunstnerinde og hendes ikke mindre skattede og geniale Gemal. Den danner tillige paa visse Punkter et udmærket Modstykke til Fru Heibergs kendte; og »skattede, med stor Begavelse affattede, men ikke altid lige paalidelige Skildring af sit og Heibergs Liv: »Et »Liv genoplevet i Erindringen«.
Begge disse Fortællere kommer, som naturligt er, ind paa de fælles Oplevelser i Theaterverdenen i og omkring Scenen paa Kongens Nytorv, og det har sin store Interesse at sammenligne mange af de omtalte Begivenheder i de to Skildringer. Vi kan ikke nægte, at Fru Phisters Beretning oftest bærer et stærkere Paalidelighedspræg, end hendes store samtidige, kvindelige Kollegas, og hun er, saavidt Skønnes, mere nøgtern og retfærdig i sin Dom og værger sig et Sted ret stærkt mod at ville indlade sig paa Sladderhistorier, om hun end ikke har kunnet overvinde sig til helt at gaa udenom Historien med Fru Heiberg og Michael Wiehe, der kyssedes, da de i et Stykke var lukket inde et Sted, hvor de troede sig usete Vi skal ikke indlade os paa en nærmere Redegørelse for Bogens Indhold. Den bør læses, hvis man overhovedet interesserer sig for Theaterforhold i Midten og sidste Halvdel af det 19. Aarhundrede. Bogen er udgiven efter Fru Phisters Død efter Aftale med Forfatteren, og er i alt væsentligt godkendt af Fruen selv.
F.
Baronesse E. v. Heyking: Tschun. Fortælling fra det vaagnende Kina, oversat af O. Lehmann. (Hagerups Forlag).
Allerede med sin første Bog, »Breve, som han ikke fik«, vandt Baronesse E. v. Heyking sig et anset Navn baade herhjemme og i Udlandet som en sjælden fin Iagttager og fængslende Fortæller. Disse Egenskaber i Forbindelse med Bogens internationale Tone sikrede hende en stor, og omfattende Læsekreds. Bogen opnaaede i hendes eget Hjemland 40 Oplag, hvilket sikkert indenfor Litteraturen maa betegnes som en fin Rekord. Nu er ganske vist de mange Oplag desværre ikke altid en Garanti for en Bogs litterære Lødighed, - vi er f. Ex. her hjemme ikke ukendte med, at en Bog kan opnaa et efter vore Forkold stort Antal Oplag, og ikke desto mindre efter faa Aars Forløb være saa godt som ude af Sagaen - men det Held, som har fulgt Baronesse v. Heykings to første Bøger, og da navnlig den første, var ikke bygget paa Sensationens løse Sand eller paa Egenskaber af mere bestikkende end kunstnerisk Art, men skyldtes den Energi, hvormed Forfatteren var trængt til Bunds i sit Stof, og det sikre, kunstneriske Greb, hvormed hun forstod at lægge det til Rette for Læseren, Med sin sidste Bog er E. v. Heyking atter vendt tilbage til Kina, hvor hendes første Bog for en stor Del foregik. Dengang var det Tiden før Bokseropstanden, hun skildrede, i denne fortælling er det selve Bokseropstanden, som danner Midtpunktet. Hvor livfuldt, ja, næsten
H. C. Andersensk i sit Anslag, begynder ikke Skildringen af Tschun, det vaagnende Kinas Søn.
»Tschun var en lille snavset Kineserdreng. Han var ikke mere snavset end andre smaa Kineserdrenge, tvertimod noget renere. Thi Tschuns Moder var kristen, og Kristendom betyder i Kina, at man lejlighedsvis vasker sig.«
Gennem denne lille Kineserdreng, - som forresten i en forbavsende kort Tid udvikler sig til en dybsindig, reflekterende ung Mand, - oplever vi Tiden umiddelbart før, under og efter Bokseropstanden. Forfatterens Sympathi er afgjort paa Kinas Side, og det Billede, hun giver af de fremmede Magters Gesandter, er alt andet end flatterende. Begærligheden er den ledende Kraft i al deres Handlen og Tragten. Deres skønne Taler om Fremskridt og Civilisation er kun Lokkemad for godtroende Sjæle. Deres Fremgangsmaade er at vække kunstigt Behov, hvor der før har hersket Tilfredshed, at laane Penge ud for at tilfredsstille disse Behov, og derefter selv herske i Kraft af det, der skyldes dem. Det er denne bitre Lære, Tschun høster efter at have givet sig i de fremmedes Tjeneste i Tro til at de var hans Lands sande Venner, højere Væsener i Fremskridtets Tjeneste. Vi ser ham ved Bogens Slutning staa paa den høje, hvælvede Bro, som skiller mellem Kineserbyen og Fremmedbyen, mishandlet og miskendt af de fremmede, til hvem han engang tyede over denne samme Bro for at søge Beskyttelse mod sine egne. Dengang ligesom i dette Øjeblik kom en Flok graa Duer trækkende oppe i det lysmættede himmelblaa højt over Kineserstadens Mur og »fra Bambusfløjterne, som de bar under Svingfjerene, klang sært vemodige, langtrukne Toner ned til Jorden«. Men først i Dag forstaar han, hvad han hin Dag ikke forstod, at disse Klange, det var Forfædrenes Stemmer, som kaldte det vildfarende Barn tilbage til det ældgamle Kina. Men han forstaar ogsaa, at dette Kina er uigenkaldelig forbi. Fremtiden vil afhænge af, om der ligger et nyt Kina begravet under det gamles Ruiner. Maalene er de Maal, for hvilke det har opgivet sin gamle Afsondrethed, men Vejene til disse Maal er ikke mere de mistænkelige, der anvises af de altid egenkærlige fremmede. Fremskridtet er ikke en Importvare, der kun kan købes hos fremmede - det maa købes ved egen Kraft. Og han strækker sine Lemmer for at samle sig til Værket og genoptager sit Løb ud imod det vaagnende Kina.
