Strøtanker.
Mon unge Ægtemænd betænker, hvilket Ansvar, de, ved deres Opførsel mod Hustruen, paatager sig over for den kommende Generation? Jeg tror, at her almindeligvis handles tankeløst og derfor hensynsløst! Det er ikke gjort Mændene indlysende, hvilken Indvirkning Hustruens hele aandelige saa vel som legemlige Befindende har paa Barnet, hun bærer under Hjertet. En forpint, nedtrykt Moder føder vanskeligt et saa aandeligt velbaaret Barn til Verden som en frejdig, livsglad, fortrøstningsfuld Hustru. Aandelig Forkrøblethed og Nervøsitet vil sikkert mangen Gang kunne henføres hertil. Forunderligt, det gentager sig Gang efter Gang, at man bliver opmærksom paa den ringe Omhu, Menneskene udviser imod deres eget Afkom, hvorimod de freder om en fin Hests, en Hoppes Afkom; der bliver nøje paaset, at alle gunstige Betingelser kan være til Stede! En Arbejders Kone sjover, slider og slæber lige til hun føder sit Barn. Og hvor er saa de Godtfolk henne med deres Prædiken om, at Mennesket er skabt i Guds Billede, og som samtidigt ser saa roligt paa, at Dyrets Billede bliver agtet højere end fattig Mands Barn, der allerede har maattet lære at sulte i Moders Liv. Mangen en skjult Taare og fortvivlet Tanke hos den forpinte Hustru har sikkert nok listet sig ned bag Moderhjertet, fortrolig med, hvad der snart almindeligvis anses for ikke at kunne være anderledes! Forøgelse af Familjen er just ikke altid Forøgelse af Mandens Kærlighed, men kan maaské endog blive Kilden til det modsatte. Imidlertid, lad Mændene, som jo er dem, der tager Bestemmelse i alle Dele, ogsaa gøre sig klare over, hvor vidt de har Raad til at have flere Børn, ellers maa de lade være med at faa disse, og dersom en Inkonsekvens heri dog muligt medfører en Fødsel, da maa de tage det med værdig Taalmod og tænke paa, hvor meget mere Hustruen gaar i Møde. Disse pirrelige, gnavne Ægtemænd og Fædre samt klynkende overanstrengte Hustruer, hvis aarlige Pligtfødsler kun udmarver dem selv og beriger Verden med fra Moders Liv sygelige, lidet evnende Borgere, lad os komme bort fra dem kalde dem en Uting, og lad os ældre arbejde hen til, at vore unge Folk kan staa sunde, frejdige og lykkelige med hinanden, Side om Side, delende Besværligheder som Lykke i et frit og idealt Ægteskab, hvor Ordet „Tvang” skal være banlyst som Slangen af Paradis! Hvor vi er langt tilbage og længe om at fatte, at i sand Frihed der er alle Mand som Kvinde lige.