Dolce far niente.

Saa havde han gjort sig gode Venner med „Stjernen”, det var lidt vanskeligt i Begyndelsen, men nogle Haandfulde rød, blomstrende Kløver havde gjort Underværker, og nu var de de bedste Venner af Verden. Den havde endogsaa forsonet sig med hans røde Hat, som naar han kom henne mellem Granerne skinnede langt bort.

Paa den fjerde Dag erklærede han omsider at have fundet et Billed værdigt for hans Pensel, og han tog Staffeli, Solskærm, Palet og Farver og begav sig paa Vej henad Strandstien.

Om Aftenen, da Grete kom ned paa Engen, sad han midt i Græsset og malede et Søstykke, som han kaldte det, det vil sige saa meget som blaat Vand og en Mængde fingerede Fartøjer, Dampbaade og Sejlbaade og saa en Strimmel grønt paa den anden Side; det var Skoven.

„Naa, kom nu herhen, min lille Ven, saa skal De faa at se. Det er en køn Udsigt, ikke sandt?”

„Aa - jo - ” sagde Grete og trak lidt paa Svaret.

Ikke andet end aa - jo? Kan De da ikke se? De maa endelig gaa længere bort, saa - saa Haanden for Øjet. Det er nemlig Impressionisme, ser De. Véd De, hvad Impressionisme vil sige?”

„Ih nej.”

„Jo, se, Impressionisme i Malerkunsten, det er - det vil sige - ja - jeg véd ikke rigtigt, hvorledes jeg skal udtrykke mig - noget - noget vist, De forstaar. - Ligemeget. - Skal De malke?”

,,Ja.”

„Vil De lære mig det?”

„De kan ikke lære det.”

„Kan jeg ikke. Jeg kan alt, hvad jeg vil.”

„Naa, vær saa god da.”

Hun rakte ham Stolen og Strippen, og han satte sig i Lave. Det gik forskrækkeligt kejtet i Begyndelsen og Grete lo af fuld Hals, men saa viste hun ham lidt til Rette, og hvordan det nu end var, saa fik han en klar, hvid Straale til at strømme ned i Strippen. Han satte den fra sig og rejste sig med en triumferende Mine:

„Hvad sagde jeg? Nu kan De fortsætte.”

Saa stod han ved Siden af og saa til medens hun malkede, som han havde gjort det mange Gange før. Hun havde saa smukke Arme, sagde han, at hun aldrig burde bestille andet. Hun lo bare ad ham.

Da hun var færdig og vilde gaa, holdt han hende fast i Haanden.

„Hvorfor saa travlt?”

„Jeg maa gaa hjem med Mælken. Mor venter.”

”Aa, bliv lidt og snak med mig. Bare et lille Øjeblik.”

„Jeg kan ikke.”

„Jeg bønfalder” sagde han, kastede sig paa Knæ foran hende og strakte Armen i Vejret.

Uf, hvor De er utaalelig. Vil De nu straks staa op;” hun stampede med Foden i Jorden og forsøgte at undertrykke sin Latter.

„Ikke før De har bønhørt mig.”

„Ja, ja, jeg bliver. Men staa nu op, staa dog op.”

Han rejste sig.

„Naa, hvad vil De saa?” spurgte hun.

„Aa, egentlig ingen Ting. Blot se paa Dem. Jeg er jo Kunstner - holder af alt, hvad der er smukt, forstaar De.”

„Aa, kom nu ikke med Dumheder, - saa gaar jeg straks.

„Nej, bliv, jeg skal være stum som en ægyptisk Præst og visere end Kalifen”

Saa tav han et halvt Minut. Derpaa begyndte han atter:

„Véd De hvad, De burde hedde Gretchen; det er smukkere end Grete. Jeg vil kalde Dem Gretchen.”

„Gretchen. Hvad er det?”

„Det er tysk, og betyder lille Grete. Er det ikke kønt?”

„Jo - saamænd.”

„Saa skal Du kalde mig Axel. Det er et kønt Navn - ikke?”

„Det passer sig ikke”, svarede hun.

„Passer sig ikke - passer og passer og aldrig andet end passer. Jeg bliver, Gud døde mig, rasende, bare jeg hører det Ord. Kald mig saa Hans, eller Ole eller Peder, eller Desiderius eller Ambrosius eller hvad Fanden Du vil - passer det sig maaské?”

„De er det mest forrykte Menneske, jeg nogen Sinde har set”, sagde hun og lo.

„Synes Du virkelig det, Gretchen.”

„Ja vist synes jeg det. Nej, nu maa jeg gaa. Gud naade mig ellers for, hvad Moer vil sige. Farvel!”

Hun tog op i Kjolen og nejede nok saa net med et skælmsk Blink i Øjet. Han fulgte hende med Blikket indtil hun med raske Skridt forsvandt mellem Træerne.

Stakkels Gretchen, hun lignede ikke mere sig selv. Hverken Faer eller Moer kunde forstaa, hvad der fejlede Pigen i den sidste Tid. Hun gik og hang med Hovedet som en vingeskudt Fugl. Den glade Latter, der plejede at genlyde helt ud i Klipperne, klang nu mere og mere sjælden; de blaa

Øjne, der plejede at funkle af overstrømmende Livslyst, blev mørke og drømmende, de røde Læber krusede sig tungsindigt. En Gang havde Moer endogsaa overrasket hende, gemt blandt Albuskene ved Stranden, med Taarer i Øjnene, som hun forgæves søgte at skjule.

„Grete, Grete, hvad er der dog i Vejen med dig, Barn? Svar mig - fortæl Moer det, hører Du, hører Du ikke.”

Men hun kastede sig blot ned paa Jorden med Hovedet i Moderens Skød og græd endnu stridere Taarer.

Hun vidste ikke selv, hvad hun fejlede. Der var blot kommet over hende en saadan underlig, ukendt Længsel, som trykkede hendes Bryst og sjældent lod hende have Fred. En underlig, smertefuld Følelse, som oftest fik hende til at græde, men ogsaa undertiden til at le.