« Tilbage til søgeresultaterne
Charlotte Klein
Født d. 28. Oktober 1834, død d. 9. Marts 1915.
Dansk Kvindesamfund er et gammelt Træ, og selv om det endnu hvælver sin grønne Krone over det ganske Land, hænder det dog nu og da, at et Blad, gulnet af Tiden, river sig løs fra sin Stilk og synker til Jorden stille, næsten umærkeligt. I saadanne Øjeblikke gaar der et Suk gennem Træets Grene, det vilde jo helst have holdt paa alle sine Blade til den længe ventede Stund kom, hvor Sejrsbasunen forkyndte Opfyldelsen af dets Livs stolteste Drøm, men Opfyldelsen lader stadig vente paa sig, og de gamle Blade bliver trætte og længes efter Hvilen dernede i Mulden. Den Tid er jo længst forbi, da de tvivlede om Sejrens Dag de Hindringer, som de engang satte deres Ungdomskraft ind paa at overvinde, findes ikke mere, og de ved, at der er grønne Blade nok paa Træet, som vil forstaa at drage det fulde Udbytte af Sejren. Saa slipper da det gulnede Blad den Kvist, som bærer det, og synker længselsfuld efter Hvilen ned i Muldens Moderskød.
Der er i dette tidlige, vinterkolde Foraar faldet et Blad fra Dansk Kvindesamfunds Træ, et af Bladene fra den fejre, fjerne Tid, hvor Træet slog sine første dybe Rødder i Danmarks Jord: Skolernes Tid. Stifteren af Dansk Kvindesamfunds livskraftigste Skole, »Tegneskolen for Kvinder«, Fru Charlotte Klein har lukket sine Øjne.
For knap et halvt Aar siden bragte »Kvinden og Samfundet« i Anledning af Fru Kleins 80-aarige Fødselsdag nogle varmfølte Mindeord af en gammel Elev om hendes Virksomhed som Lærer paa Tegneskolen; og i Juli 1913, dengang hun havde udgivet sit lille Skrift: »Hvad jeg venter af Kvinderne«, stod her i Bladet en Skildring af Fru Kleins Forhold til Kvindesagen og Dansk Kvindesamfund. Vore Læsere vil derfor allerede vide, hvad hun har betydet i Kvindernes Selvstændighedskamp.
Disse Linier ved hendes Død skal da heller ikke være en historisk Redegørelse, men kun et Udtryk for den Taknemlighed, Dansk Kvindesamfund føler overfor hende, som aldrig har svigtet den Sag, hun saa at sige fik i Fødselsgave.
Der ligger foran mig to Breve, som Fru Klein har skrevet til mig endnu i dette Aar, d. 5te og d. 17de Januar.
Hun skriver bl. a.: »Naar man etsteds har bemærket, at min Interesse for Kvindesagen hidrører fra mit Bekendtskab med Mathilde Fibiger, saa er det ikke rigtigt. Jeg var 30 Aar, da jeg første Gang mødte hende, og allerede i mit 11te-12te Aar begynder de Tanker, der fører mig til Kvindesagen.«
I samme Brev beder hun om Optagelse i »Kvinden og Samfundet« for den Artikel, som ledsaget af et Ungdomsbillede af Mathilde Fibiger stod i Bladet for 30te Januar.
Som en af de faa nulevende, der har kendt Mathilde Fibiger, føler Fru Klein, medens hun i Julens Dage dvæler i sine Erindringers Verden, en Trang til, som hun selv udtrykker sig, at retlede denne Slægts Syn paa Kvindesagens første Forkynder her i Landet. Hun fortæller om, hvorledes hun lærte Mathilde Fibiger at kende, dengang hendes Hjem, det gamle ansete Købmands hjem i Helsingør, blev et Tilflugtssted for den hjemløse, ensomme Banebryder, som Krigen i 1864 havde fordrevet fra Telegrafstationen i Haderslev. Enhver, som er kendt med Forholdene i en dansk Provinsby især paa den Tid, og som tillige ved, i hvilket ufordelagtigt Lys »Clara Rafaels« Forfatter stod for Flertallet af sin Samtid, vil kunne dømme om, hvilken Fordomsfrihed og Menneskekærlighed, Fru Kleins Familie lagde for Dagen, da den optog »den emanciperede Dame« i sin Kreds. Man saa i de Dage nærmest med samme Øjne paa emanciperede Damer, som i vore Dage paa militante Suffragetter.
At Mathilde Fibiger ikke altid trods sin Taknemlighed gjorde sine Værtsfolk deres Værtspligter lette, forstaar man, naar Fru Klein i sin Artikel fortæller om, hvorledes Mathilde Fibiger, hvis der i hendes Nærværelse blev talt mindre godt om en af hendes Venner, plejede at rejse sig og forlade Stuen, selv om man sad til Bords.
Fru Klein var 30 Aar, da hun blev ført sammen med denne ejendommelige Kvinde, og der er Grund til at tro, at alt hvad der har rørt sig i hende fra Barndommens Aar af uklare Forestillinger om en ny og selvstændig Kvindetype, har vundet Fasthed og Form ved Samtalerne med »Clara Rafaels« Forfatter; derfor søger ogsaa hendes Tanker i denne hendes sidste Jul tilbage til Mathilde Fibiger, og hun føler sig tilskyndet til endnu engang at gribe Pennen for at give os et Billed af »den lille, fine, nervøse Skikkelse med det næsten barnlige Blik«, og den sandhedskærlige, ukuelige Aand. Vi ser dem for os disse to gode, forstaaende Venner, medens de i Mørkningen gaar op og ned ad Gulvet Side om Side, og Mathilde Fibiger for første Gang taler til sin Veninde om sin Trængselstid og betror hende, at hun engang var lige ved ikke at kunne lide Menneskene og helst at ville sky deres Selskab, men nu var hun glad og taknemlig over atter at have vundet Tillid og Kærlighed til dem.
Denne Skildring af Mathilde Fibiger blev Fru Kleins sidste Gave til Dansk Kvindesamfund. Saaledes som hun selv havde elsket og beundret hende, saaledes vilde hun ogsaa overgive hende før sin Død til Dansk Kvindesamfund, befriet for alle Tidens og Misforstaaelsernes Forvanskninger.
For os, som arbejder i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse, var det en Glæde at mærke, hvorledes Fru Klein efter flere Aars fjernere Forhold til Dansk Kvindesamfund i de sidste Aar begyndte at glide os nærmere igen. Vi vil især huske hende ved det nordiske Kvindesagsmøde i Sommer, hvor hun sad som en trofast Tilhører paa første Række ved alle Forhandlingerne. Hun skrev til mig efter Mødet, at et af Versene i Kantaten saa levende havde bragt hende Mathilde Fibiger i Erindring; det var disse Linier:
»Hvert Længselssuk i Nattens Kval,
Hver Taare under Lin
Har gydt en Draabe i dens*) Gral
Af dyr og hellig Vin.«
Fru Klein hørte tilsyneladende selv til Livets lykkelige, og dog tror jeg ikke, at jeg tager fejl, naar jeg siger, at ogsaa hun i Nattens Stilhed har gydt sine Længselssuk i Gralen, - Suk efter at se Verden omformet i et nyt Billed, ikke skabt af mandlig Magtfuldkommenhed alene, men af Mænd og Kvinder i Fællesskab ud fra hver sit særprægede Livssyn. Et saadant nyt Verdensbillede foresvævede hende, da hun skrev: »Hvad jeg venter af Kvinderne«, saaledes drømte hun sig Kvindesagens endelige Sejr, da hun lukkede sine Øjne paa Tærskelen til det forjættede Land.
Gyrithe Lemche.
*) Kvindesagens.
