Nogle rettelser til Artiklen Undervisning i Fransk i "Hvad vi vil"
af Søndagen den 23de Avgust.
Den altfor rosende Omtale, jeg gentager det, som den ærede Redaktion af „Hvad vi vil” har skænket min Gerning som Lærerinde i Fransk i København, og hvorved denne fremdrages for Offenligheden, tvinger mig til at bede om Plads i det ærede Blad for nogle rettende Indsigelser.
- Det er urigtigt at kalde mig Lærd, jeg er det ikke og attraar ikke denne af saa mangen „bas bleu” eftertragtede Betegnelse.
Ingen Dansk kan bedre end jeg selv bedømme min Kundskab i Fransk, fordi ingen kan korrekt bedømme et Læsestudium, hvis fineste Detailler ligger udenfor dens særlige Viden; og jeg véd det med Vished, ingen Dansk har haft de særlige Forhold, der fra spædest Alder 1) skænkede mig det
mest uforfalskede Materiale til mit senere Livsstudium og derfor i ung Alder stillede mig som et uafviseligt Kald, jeg maatte følge, den Opgave at vaage over korrekt Undervisning i Danmark i det for den aandeligeVækst saa betydningsfulde franske Sprog 2). - Men Fader var tro i dette Kald til sin Død, jeg haaber, at den gode Gud, som gav mig Forholdene og Evnerne, ogsaa vil skænke mig Aands- og Legemskraft til at virke i dette mit Kald indtil Døden. Skal jeg end ikke opleve Sandhedens Sejr over al Humbug i Undervisningen her hjemme, da dør jeg dog i tryg Forvisning om, at Gud giver Sandheden Sejren til sin Tid. Kampen var altid haard mellem Sandhed og Løgn; men Løgnen bukkede dog under omsider. Med den Sandhed for Øje, at Skolen og Lærerne er til for Børnene og ikke Børnene til for Skolen og Lærerne, og med Forstaaelsen af, at Børnenes aandelige, sunde, sande og harmoniske Udvikling dog efter alt bliver det afgørende med Hensyn til den Plads, Nationen for Fremtiden skal indtage blandt Samtidens Nationer, vil Staten omsider blive sig sit uafviselige Ansvar bevidst. Den vil forstaa, at den ikke tør hverken være uvidende om eller famlende overfor, hvad der er pædagogisk sandt eller usandt. Dens Repræsentanter vil forstaa Nødvendigheden af selv at være nøje bekendte med ethvert betydningsfuldt Fremskridt ?: kende Fremskridtet i dets inderste Kerne 3). Staten vil da selv overtage Uddannelsen af Lærerne for alle Undervisningsgrader i Landet og selv vaage over, at Methoderne er svarende til de af Nutiden stillede, voksende Undervisningskrav, overfor hvilke de gammeldags Methoder ikke er fyldestgørende. Den vil vide, at for at faa det fornødne og tidssvarende Lærerpersonale, maa den først sikre sig Lærere til Uddannelse af Lærere med moderne Methoder, saaledes som sket er i Frankrig, der for Tiden er det Land, i hvilket Undervisningen staar højst. Jeg har understreget dette, fordi jeg véd, at det netop er, hvad man i Reglen ikke aner i Danmark og hvad de i Amerika, Tyskland eller Schweitz uddannede Lærere tror at kunne bestride. Men for at bestride en offenlig udtalt Paastand af saa alvorlig Betydning for hele Landet, er det ikke nok at hviske bag min Ryg i Krogene; jeg taler altid højt og aabent. - Hvorfor har man aldrig besvaret denne af mig, i energiske Artikler i „Dagbladet” af Januar 1885, og senere i „Nationaltidenden”, bestemt fremsatte Paastand?
Man har troet at kunne tie den ihjel, fordi den er ubekvem 4); men det lader sig ikke gøre; jeg vil tale atter og atter, saa ofte Tiden og Kræfterne tillade mig at tale Sandhedens Sag. Og en Kendsgerning er det, at de Numre af ovennævnte Dagblade, i hvilke jeg har skrevet, har været saa udsolgte, at ikke ét overkomplet Eksemplar har været at opnaa for mig selv. - At mine Paastande derved ikke blot har sivet igennem til de fjerneste Afkroge af Landet; men at de der har vundet Tiltro og Tilslutning, viser ikke blot den almindelige Misfornøjelse med Undervisningen og dens Resultater her hjemme, men end mere direkte de Udtalelser af Forældre og Lærere, som møder mig, hvor som helst jeg opholder mig i Danmark. Lærerne er selv de ivrigste til at bede mig skrive mere; thi det store Flertal af Lærere i Danmark, om de end ikke er saa lykkelige selv at kunne rejse ud at høre og se, sidder dog higende og sukkende efter sunde og sande Forbedringer paa Undervisningsomraadet, lettende baade for Lærer og Elev. Lettende derved, at Læreren forlenes med hele den indgaaende, fuldt tilegnede, klare Kundskabsfylde, uden hvilken han med Eleven arbejder gennem Taager, og med det i den levende Methode (la méthode vivante) heldbringende, pædagogiske „Faire simple”.
Nej, en Lærer er ikke lærd, fordi han besidder den for at undervise i sit Fag fornødne, korrekte og tidssvarende Kundskab, han er det end ikke om den offenlige Mening, i Forbindelse dermed har hædret ham med Tilkendelse af: „den Evne at kunne undervise pædagogisk”, hvilket svarer til det franske „aptitude au professorat”, det i Frankrig for enhver Lærer, der skal uddanne Lærere for Staten, uundværlige Diplom.
Skole-Censuren i Frankrig fører imidlertid Undervisningskontrollen langt ud over Diplomet. - Det var ønskeligt, at Undervisningen i Danmark naaede op til lige saa betryggende Tilstande.
For blot at nævne et Eksempel paa Undervisningsavtoriteternes vaagende Øje i Frankrig, skal jeg her nævne, at det er M. le Dr. Paul Passy 5), Lærer i Engelsk i Paris, af det franske Undervisningsraad forbudt at anvende sit Undervisnings Volapük, ?: sin fonetiske Methode, i de franske Statsskoler. - Man ser heraf, at Undervisningen af de fremmede Sprog i Frankrig stilles under ligesaa strængt og umiddelbart Tilsyn af Staten som alle andre Undervisningsfag. Man føler overhovedet i Frankrig, at Staten saa vel som Forældre og Lærere har stillet sig ærligt over for den ubestridelige Sandhed, at der begaas Svig mod Barnet og derigennem mod Nationen og Fædrelandet, hver Gang en af de kostbare Timer af Barnets Læreaar, som aldrig vender tilbage, misbruges, lige meget om Tiden ved Vranglære eller Tant forskertses eller om Barnets Hjerne overbebyrdes.
Dette sidste er dog det værste, og det hos os hyppigst oplevede. Som sagt, Ansvaret hviler med hele sin Tyngde paa Staten, saa vist som Nationens aandelige og moralske Udvikling er Statens første Opgave. (Fortsættes).
1) Jeg var 14 Dage gammel, da en fint dannet Pariserinde optoges i mine Forældres Hus som Lærerinde for mine ældre Sødskende; det er derfor ingenlunde min Fortjeneste, om Øre og Taleorgan tidligt dannedes under Paavirkning af hendes, saa vel som min Faders korrekte og velklingende Fransk. Min den Gang formuende Fader, med sin idealistiske pædagogiske Stræben og sin ægte franske Afsky for ethvert „Jargon”, skyede ikke Omkostningerne ved at betro min Opdragelses Afslutning til den geniale M. Charrier-Boblet, hvis grammatikalske Arbejder var lønnede med det franske Akademis „Prix Monthyon” og tjente til Lærebøger for Louis Philippes Børn, ligesom hun talte blandt sine Elever Jules Simon og hans Børn. Det af hende skabte, berømte „Cours dEmulation” fortsættes efter hendes Død stadig i le faubourg St. Germain, for en udvalgt Kreds af Børn, tilhørende la haute société parisienne. - Da Fru Charrier-Boblet, under Belejringen af Paris 1870, havde taget Ophold i Belgien, fortsatte hun, pr. Correspondance, den i Paris afbrudte Undervisning, med Elever, som havde taget Ophold i England eller var forblevne paa Herresæder i de af Tyskerne ubesatte Dele af Frankrig. - Selvfølgelig blev min Uddannelse, under en saadan Paavirkning, literær paa Grundlag af de franske Klassikere, saaledes som enhver dannet Mands eller Kvindes Uddannelse i Frankrig maa være, lige meget hvad Stilling der senere vælges i Livet. - Af de Kendsgerninger, jeg hjembragte fra Paris 1882 og 1890, fremgaar, at ogsaa Kommunebørnene i Frankrig, efter Skole-Reformen, som uundværlig aandelig Ballast modtager en fyldig literær, paa klassisk Grundlag hvilende Kundskab.
2) Jævnfør de Ansøgninger til Undervisningsminister Hall, paa hvilke jeg vandt mit første Rejsestipendium, som jeg selv supplerede med 1800 Kr.
3) Jeg respekterer intet: „Von høren sagen” eller Kendskab, som kun hviler paa Bøger og Dagblade, med andre Ord: hvad man kan læse sig til; der maa ses og prøves.
4) De er faa, der kan paatage sig en Skole-Undersøgelse i Frankrig med tilbørligt pædagogisk Udbytte; derfor maa vi i Danmark nøjes med at kopiere Tyskland, Schweitz eller det højst upædagogiske England.
5) Den i Fortalen til Hr. Otto Jespersens franske Læsebog for Begyndere i dansk Skole nævnte, høje, franske Avtoritet!!