Hverdagstanker.

2.

Om Vinteren, naar Stormen raser, Sneen fyger, Frost og Kulde trænger sig ind allevegne, selv gennem den laadne Pels og de tykke, tætte Mure, da er det sikkert, at nu stiger Prisen paa Kul og Brænde, det, der skulde være til Hjælp mod Kulden. Den stakkels fattige, som da trængte til at faa lidt mere for sine surt fortjente Øre, han faar nu mindre. Og mens han maa fryse og sulte, stryger Grossisten rask de klingende Kroner i Kassen. Enhver større Kulforbruger kender saa godt denne Spekuleren i Kulden. Og han sikrer sig Oplag for Vinteren, mens Prisen endnu er rimelig. Men den Fattige har kun fra Haand til Mund. Han, som bor i den usle, utætte Hytte med de tynde Mure og som er klædt i den tynde, forslidte Frakke, han maa betale til Kapitalisten, som spekulerer i hans Nød. Hvor er det dog ikke grusomt? Men vi saa i Sommer et lille Forspil til samme oprørende Forhold her ude paa Landet. Der var Misvækst i Rusland, og Rugudførsel blev forbudt. Her stod Markerne og bugnede af den rige Afgrøde. Saa kom Regnen. Den ødelagde vel en Del, men langt fra i nogen saa stor Maalestok, at der kan være Tale om mislykket Høst. Lidt gik tabt af Rugens Brødværdi, af en Del Kærner udspirede Næringsstoffet; men disse renses let fra, og der er da rigeligt alligevel. Men Brødpriserne steg rask op til næsten det dobbelte af tidligere Priser. Og mens Ejeren af Markens Afgrøde fornøjet saa paa dette, skyndte sig at faa tærsket af den ny Rug og solgte til de høje Priser, sukkede Arbejderen. Han, der gik og udførte det strænge Høstarbejde. Høsten er ellers en Festtid paa Landet ogsaa for Arbejderen, da er der Brug for hans Kræfter, og da faar han sit Arbejde bedre betalt end ellers. I Høsten maa han tjene lidt til bedste for Vinteren, men nu gik denne Mere Fortjeneste jo omtrent med til de høje Brødpriser. Familjen hjemme skulde jo leve hver Dag og Brød er jo dens daglige Kost. Men de, der ret gottede sig, var Ejerne af de store Kornmagasiner. Nu er Udsigterne knapt saa mørke for Øjeblikket, Høsten blev bedre, end det saa ud til, og Brødpriserne daler, dog langsomt. Men hvilket skærende, skrigende Billede er det dog ikke mod de lovordnede Samfundstilstande, at slige Kriser skal kunne bringe yderligere Nød over den i Forvejen Fattige og Overflod til den i Forvejen Rige. Hvor længe kan dog sligt vare ved hos et oplyst Folk? Hvor længe skal dog Uret opholdes ved Lov? Ja, jeg kan ikke lade være at vende Tanken hen imod Kvinden, ogsaa i denne Retning. Hidtil har det været Mændene, og dem alene, der har skrevet Lovene og ordnet alle Samfundets Forhold. Og vi staar da nu saadan i det, at Forholdene bliver for hver Dag mere utaalelige. Mon det dog ikke var paa Tiden at prøve noget nyt? prøve at tage ogsaa den anden Side af Menneskenaturen med, naar der skrives Love. Men dette naas ikke, før vi Kvinder selv tager mere alvorligt fat paa vor Uddannelse, før vi lever noget mere med i alle praktiske Forhold og rører os saa kraftigt inden for Lænkerne, at de tilsidst maa springe.

Men Umyndigheden har gjort os sløve. Ja den Sløvhed er vor største Fortræd, denne

Ligegyldighed blandt Kvinderne over for alle offenlige Samfundsspørgsmaal, den er ikke til at komme frem for.

Lad os dog kaste denne Lænke! lad os røre os paa alle de Omraader, hvor vi kan. Enhver Kvinde, der har faaet en eller anden offenlig Gerning at røgte, har en dobbelt Forpligtigelse til at udfylde sin Plads med Dygtighed. Vi maa vise Mændene, at vi har baade Forstand og Evne til at styre og virke, blot vi kan komme til. Det betroede maa tages op i fuldt Alvor og med Energi. For Eksempel, de Kvinder, der nu er valgte til at have Tilsyn med Plejebørnene. De har et stort Ansvar over for Børnene og Samfundet i det hele. Men hvor skades ikke Kvindesagen ved, at mange ikke rigtigt tager den op; men stiller sig ligegyldige over for Sagen.

Fik vi Bugt med Ligegyldigheden blandt Kvinderne selv, da vandt vi et stort Stykke hen imod den Tid, da Landet styres (som jeg hørte en ung Mand sige en Gang) ikke af Mænd og ikke af Kvinder; men af Mænd og Kvinder. Og jeg tror, vi da vilde faa lysere Tilstande ud over By og Land.

Flakkebjerg, i September 1891.

Mejeribestyrer.