« Tilbage til søgeresultaterne

Dronning Margrethe-Statuen

Af: Gyrithe Lemche, Signe Bjerregaard, Ida Alsted

« Se emneord

Da Tanken om en Dronning Mar­grethe Statue synes at vinde mere og mere frem, synes jeg, det kunde væ­re paa Tide at drøfte, hvorledes man paa værdigst og smukkest Maade kan sætte Dronning Margrethe et Eftermæle, som for sene Slægter kan vidne om hende som Dronning og som Menneske.

Tanken om en Statue af Dronning Margrethe har mit fulde Bifald, - Grunden er det vist overflødigt at komme frem med; men jeg vil nødig have hende siddende paa en Heste­ryg, som der har været paa Tale. Det er dog næppe paa den Plads, hun i Fortiden har sejret, eller paa den Plads, vi i Fremtiden kunde ønske at vinde frem.

Kunde hun ikke faa Lov at være saa meget kvindelig, at hun f. Eks. blev anbragt siddende i sin Tronstol, eller vilde det være umuligt for en Kunstner at fremstille hende staaende i al sin Dronningsværdighed, udstedende sine Befalinger til sine Raadgivere? Vilde begge Stillinger - mest maaske den første - ikke være værdigere og smukkere for en Kvinde som Dronning Margrethe, end Fremstillingen af en Amazone til Hest.

Hvorfor skal hun i Fremtidens Be­vidsthed leve som saadan, fremfor som den kloge og stærke Kvinde, der fra sit Højsæde ved sin Personligheds store Magt evnede at samle de tre nordiske Riger til en Enhed.

Signe Bjerregaard,

Silkeborg.

 

Det er endnu ikke afgjort, hvilken Form for Statue, der skal anvendes. Vi modtager gerne Indlæg ogsaa om denne Side af Sagen.             

Red.

 

Dagspressen har nylig bragt en Meddelelse om, at man tænker paa at rejse en Rytterstatue af Dronning Margrethe med Nutidskvinder - symboliserende Kvindernes Valgret - paa Fodstykket.

Hvorfor vil Kvinder følge Mændene i denne nu saa moderne Rejsen Min­desmærker?

Tanken med „Kvindeegene”, som d. 5. Juni blev plantede rundt om i Lan­det, var en overordentlig smuk Tanke og hæver sig i Indhold højt over, hvad der ligger i Stenmonumenternes Tanke. Det skønne, langsomt voksende Egetræ er et smukt Symbol paa det, vi haaber maa blive Frugten af den al­mindelige Valgrets Indførelse.

Dronning Margrethe synes derimod ilde anbragt i denne Sammenhæng.

Hun er et af Historiens mest frem­trædende Eksempler paa, at Mands Vilje og Mod og Kløgt - men ogsaa Mands Ærgerrighed og Herskelyst, - kan bo i Kvindekrop. Det modsatte Fænomen er ikke kendt i Historien og er vist sjældent i det daglige Liv, om end man har hørt om en Mand, hvis Hustru døde fra et lille Barn un­der en lang Rejse - og Manden plej­ede da Barnet og ydede virkelig den Strøm af Opofrelse, som ellers kun Kvinder formaar at yde.

Men naar det er sagt Gang paa Gang, at vi ikke ønsker Mandssjæle i Kvindekroppe, saa synes det mig og­saa forfejlet at tage til Symbol for Kvindernes nye Stilling i Danmarks­historien den Kvinde, om hvem det hedder, at Naturen tog Fejl, da den gjorde hende til en Kvinde.

Og ser vi paa Dronning Margrethes berømteste Daad, det mærkelige, at hun formaaede at samle Norden, saa er heller ikke den egnet til at staa, som et lysende Forbillede for os Nutidskvinder. Det, hun byggede, ligner et højt og skønt Taarn, bygget i Hast og paa saa usikker Grund, at det maatte falde, saa snart der ikke var kyn­dige, stærke Hænder, der kunde sæt­te Afstivere til Taarnet paa de rette Steder.

« Og saadanne Hænder, der kunde af­løse hendes egne, formaaede Dronning Margrethe ikke at finde, og derfor faldt Taarnet Stykke for Stykke og knuste i Faldet de Skatte, det var be­stemt til at bevare - thi det kan ikke overses, at Dronning Margrethes saa højt priste Stordaad blev Forudsætnin­gen for den Mands Udaad, hvem Sven­skerne ikke uden Grund kalder Kri­stian Tyran -Udsæden til bittert Had og blodige Krige.

Men hvis vi ønsker, at Kvindeværk i Danmark skal vokse langsomt og ældes sent, som et Egetræ, og ligesom det udfolde mere og mere Liflighed fra Aar til Aar, kunde vi saa ikke nøjes med Egesymbolerne og bruge vore Kræfter og Penge til andre og større Opgaver end den at rejse Mindesmær­ke for en Begivenhed, som - hvis den skulde gaa i Glemme - ikke for­tjente et Mindesmærke og i modsat Fald ikke trænger dertil.

Ida Alsted.

 

Svar til Frk. Alsted.

Intet har saa meget som Deres Ord om Dronning Margrethe overbevist mig om, hvor ønskeligt det vilde væ­re, om Kvinderne som Tak for Valg­retten gav deres store politiske For­gænger en Oprejsning for alle de vild­farne Meninger om hende, som gaar i Svang ikke mindst blandt Kvinder. Det virker nedslaaende at erfare, at mens fremragende mandlige Histori­kere enes om at lovprise hende som den ypperste Kvinde, Danmarks Histo­rie kan opvise, gives der Kvinder, der fornægter hende som Kvinde, ja næ­sten undser sig ved hende som varv hun en Skam for sit Køn.

Ved Femhundredaarsfesten for Mar­grethe i Roskilde, mindes jeg, at Højskoleforstander Bredsdorf i sin store Tale i Domkirken sagde, at det Danmark trængte til, dengang Margrethe tog Styret, det var ikke en despotisk Hersker, men en Husmoder, og hun blev det hele Land en klog og viljestærk Husmoder, som midt i en retsløs Tid bragte Orden i alle For­hold.

Forfatteren Troels-Lund siger i sit Skrift „De tre nordiske Brødrefolk”, at det var med Hjemmets Haand Mar­grethe samlede Nordens Riger, og en­delig skriver Prof. Erslev i „Danmarks Riges Historie”, at ét af de smukkeste Beviser paa Margrethes overlegne Statskløgt var hendes Maadehold og hendes udprægede Finfølelse for, hvorledes Mennesker skal vindes og beherskes. - Alle fremhæver de altsaa, at det var ved sine udpræget kvindelige Egenskaber, Margrethe vandt baade sin Samtids og Efterti­dens Beundring.

At klodsede og brutale mandlige Ef­terfølgere druknede hendes Livs stør­ste Bedrift i Blod, fordunkler ikke Be­tydningen af, at hun har undfanget Tanken om Nordens Enhed, den Tan­ke, som Trods alt ikke kan dø, men stadig stiger nyfødt og straalende op af hvert tilsyneladende Nederlag, og nu i vore Dage har affødt Bestræbel­serne for at slaa en ensartet Lovgiv­nings Bro mellem Brødrefolkene.

Der staar skrevet i Sten paa den døde Margrethes Sarkofag, at hele Ef­terverdenen ikke formaar at hædre hædre hende, som hun fortjener det.

Lad os ved at rejse en Statue af den levende Margrethe vise vor gode Vilje til at hædre hende efter Fortjeneste; paa en værdigere Maade kan vi ikke hædre vor egen Sag.

Gyrithe  Lemche.

 

Den 1. Aug. modtog Sæby-Kredsen den Meddelelse fra Fællesstyrelsen i København, at den i Forbindelse med andre Kvindeorganisationer øn­skede at faa rejst et Mindesmærke for Kvindernes Valgret, og at dette skulde være en Rytterstatue af Dron­ning Margrethe med Nutidskvinder paa Soklen.

Vi her i Sæbykredsen er ikke gan­ske enig med den ærede Fællesstyrelse. Vi synes, det er rimeligt, at der bliver rejst et værdigt og smukt Minde om denne historiske Begiven­hed, men vi mener ikke, at en Ryt­terstatue af Dronning Margrethe kan blive et smukt eller tidssvarende Minde, men derimod at en virkelig smuk og imponerende Bygning til praktisk Brug, rejst paa et centralt Sted i København, vilde blive et me­re værdifuldt og ideelt Minde. Hvad Huset skal bruges til, bliver der nok Enighed om. Der vil sikkert kom­me mange gode Ideer og Forslag frem, naar først der bliver Enighed om en Bygning i Stedet for en Ryt­terstatue. Der vil selvfølgelig kom­me mange Anker frem, bl. a. den, at et Hus vil drukne i Mængden og ikke blive det, Meningen er; men hvis Pla­nen vinder Bifald og kan realiseres stort og godt, saa det bliver en Se­værdighed og faar et Navn eller en let Betegnelse for, hvad det er, saa vil dette - lige saavel som f. Eks. Grundtvigs Hus - blive det, der øn­skes: Et smukt Mindesmærke for Kvindevalgretten.

Styrelsen for Sæbykredsen.