« Tilbage til søgeresultaterne
Formueforholdet mellem Ægtefæller
Fru Bjørg Bløndals Artikel om dette Emne i »Kvinden og Samfundet« er sikkert bleven læst med stor Interesse af Dansk Kvindesamfunds Medlemmer. Ved det nordiske Kvindesagsmøde i Fjor var Opmærksomheden netop i høj Grad henvendt paa dette Spørgsmaal, ikke mindst fordi man vidste, at den skandinaviske Familieretskommission i den kommende Tid skulde til at udarbejde Udkast til Lov herom. Desværre tillod Tiden ikke, at Spørgsmaalet drøftedes udtømmende paa Mødet, skønt sikkert mange gerne vilde have udtalt sig efter de overordentlig interessante Indledningsforedrag. Men maaske kunde Fru Bløndals Artikel nu udvirke, at flere af Dansk Kvindesamfunds Medlemmer her i Bladet kommer frem med deres Meninger og Ideer. Netop i en Sag som denne er der Brug for at øse af de Erfaringer, Kvinder har gjort i det praktiske Liv.
Enhver, der har tænkt nærmere over Ordningen af Formueforholdet mellem Ægtefæller, er sikkert klar over, at Løsningen af Spørgsmaalet ikke er nogen let Opgave. At de nugældende Regler, navnlig Reglen om Mandens Eneraadighed over Fællesboet, er uretfærdige mod Hustruen, er ganske klart. Men hvordan skal den Regel være, der kan virke fuldt retfærdigt til begge Sider?
Jeg mener ikke, at Fru Bløndal ved sit Udkast har løst den Opgave: »indenfor en enkel Ramme at finde Plads for Livets og Udviklingens rige Variation«. Netop fordi det her drejer sig om et i det uendelige varierende Forhold mellem to Mennesker, hvor der saa at sige aldrig er nogen fuldstændig Lighed, anser jeg det for umuligt at opstille en saadan mekanisk Ramme, der skal tvinges til at passe paa alle Forhold. Den vil komme til at virke som en Prokrustesseng, og hvad enten der bliver hugget eller trukket vil det være lige pinligt.
Fru Bløndals Grundsynspunkt om hvert Menneskes »Kapitaliseringsværdi« er i Overensstemmelse med den Betragtning, der i de senere Aar stadig stærkere er bleven hævdet indenfor Kvindesags-kredse, nemlig, at den gifte Kvinde, selv om hun intet ejer og intet erhverver, dog i Kraft af sin Stilling som Hustru, Husmoder og Moder udfører et Arbejde, der er af største Værdi for Hjemmet og for Samfundet, og at hun derfor ikke skal stilles som en umyndig, der intet har at raade over selv. Navnlig for den Kvinde, der før Ægteskabet har haft selvstændigt Erhverv, maa Tilstanden føles som en »Degradation, økonomisk set«. Det er rigtigt, at Mennesket, baade Mand og Kvinde, i sig selv har en personlig Kapitaliseringsværdi - men naar Fru Bløndal opstiller som Grundregel, at Ægtefællerne skal indestaa hinanden for deres »personlige Kapitaliseringsværdi« og Manden erstatte Hustruen hendes Kapitaliseringsværdi (det omvendte vil praktisk talt sjældent blive Tilfældet), naar hun ved Ægteskabet opgiver sit Erhverv, saa mener jeg, at denne Regel tager for ensidigt Hensyn til Hustruen, og ofte vil virke ubillig mod Manden. Jeg tror ikke, det er heldigt saaledes at sætte en Kvindes Værdi til en bestemt Pris, udregnet i Kroner, en Pris, som Manden skal være forpligtet til at erstatte uden Hensyn til - eller med ialfald ikke meget Hensyn til - hvorledes hans økonomiske Forhold er.
Der vil blive Tale om en »billig« eller en »dyr« Kone i en ganske ny Forstand, og der er al Rimelighed for, at Mændene i Almindelighed, da nu engang det økonomiske spiller en stor Rolle i Livet, ikke mindst ved Dannelsen af et Hjem, vil have Tilbøjelighed til at gaa uden om de »dyre« Koner, og netop derved undgaa dem, der har haft Lejlighed til at udvikle deres Evner særligt, og derfor sidder inde med en Dygtighed, der burde komme Hjem, og Børn tilgode. Jo større Udbytte, de har haft af deres Evner - desto mere afskrækkende vil de virke paa Mændene! Nej, skal der fastsættes et Beløb til Hustruens Raadighed, saa maa det være under Hensyn til de økonomiske Forhold, der kommer til at gælde for dem begge under Ægteskabet, jfr. nedenfor.
Pladsen forbyder at gaa ind paa alle Enkeltheder i Fru Bløndals Udkast, men jeg skal blot gøre nogle Bemærkninger til enkelte Punkter.
Jeg forstaar ikke, hvorfor der i Artiklens Punkt 4, 2. Stk., opstilles en Beregningsregel, der gør Forskel paa de Tilfælde, hvor Hustruen beholder sit Erhverv og de Tilfælde, hvor hun
opgiver det, men senere genoptager Erhvervet. Ved at udregne et Eksempel viser det sig, at Hustruen faar betydelig mere til Rest til sig selv i det sidste Tilfælde end i det første. Sætter vi, at Manden har en Indtægt paa 4400 Kr., at Hustruen før Ægteskabet har en Indtægt paa 1200 Kr., og at de fælles Udgifter i Ægteskabet er 3200 Kr., saa vil i det første Tilfælde, hvor Hustruen beholder sit Erhverv ved Ægteskabets Indgaaelse, Mandens Bidrag til de fælles Udgifter blive 2660 Kr., Hustruens 640 Kr. (deres Bidragspligt vil forholde sig som ca. 1/4), og Manden vil faa til Rest til sig selv 1840 Kr., Hustruen 560 Kr. I det andet Tilfælde derimod, hvor Hustruen opgiver sit Selverhverv ved Ægteskabets Indgaaelse, men senere genoptager det, lad os sætte med samme Indtægt som tidligere, altsaa 1200 Kr., der skal lægges til den Erstatningssum, hun oppebærer, vil Mandens Bidrag til de fælles Udgifter blive 1828 Kr., Hustruens 1371 Kr. (Forholdet 3/4), og Manden kun faa til Rest 1372 Kr., Hustruen derimod 1029 Kr. Men hvorfor denne Forskel? Hvorfor skal Manden stilles saa meget ringere, og Hustruen saa meget bedre, fordi hun i f. Eks. det første halve Aar efter Ægteskabet har været uden Erhverv? Det synes mig ganske vilkaarligt.
Lige saa vilkaarligt er det at sætte som absolut Regel (jfr. Punkt 7), at der ingen Erstatningspligt finder Sted mellem Ægtefæller, naar begge har Formue og ingen af dem »opgiver sin personlige Kapitaliseringsværdi«, altsaa begge beholder deres Selverhverv. Har f. Eks. Manden stor Formue og stor Indtægt, men Hustruen kun en ganske ringe Formue og en lille Indtægt af sit Erhverv, saa faar hun altsaa ikke andet at raade over end sin egen lille Rente- og Erhvervsindtægt, hvoraf hun tilmed skal yde sit forholdsmæssige Tilskud til Fællesudgifterne, medmindre hun derved vilde komme ned under den i Punkt 5 nævnte Minimumsgrænse. I dette Tilfælde vil det være Hustruen, der stilles ringere, end hun burde.
Punkt 9 antyder, at Ægtefællerne eventuelt kan træffe Aftale om, at de skal hæfte for Gæld i en anden Proportion, end deres Indtægter angiver. Hvis der dermed tænkes paa, at de ganske privat indbyrdes kan træffe saadan Aftale, maaske fuldstændig i Modstrid med det Forhold, hvori deres Indtægter staar til hinanden, saa vil Reglen være ganske uretfærdig over for Tredjemand, der intet aner om denne Aftale, men har indladt sig i Retshandel med Ægtefællerne i Tillid til, at deres Indtægter gav Udtryk for deres Gældsansvar. Adgangen til at træffe en saadan anden Bestemmelse kan kun staa aaben for Ægtefællerne, naar Tredjemand samtidig gøres bekendt dermed. Naar Fru Bløndal derefter under Punkt 10 anvender sin Erstatningsregel ved Separation og Skilsmisse, saa kommer her et Omraade, hvor der bedre kan blive Tale om en saadan »Erstatning« eller »Godtgørelse«. Det i 1913 af den skandinaviske Familieretskommission udsendte »Udkast til Lov om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning« anvender netop i sine Bestemmelser om Bidragspligt i Tilfælde af Separation eller Skilsmisse Udtryk, der peger i denne Retning og giver Ægtefællerne en Adgang til Bidrag og Godtgørelse, der vil bevirke en mere retfærdig Ordning af disse Forhold end den tidligere (se § 67 og § 68 i Udkastet). I Motiverne til disse Bestemmelser anvendes tildels den samme Betragtning, som anstilles af Fru Bløndal, og som gaar ud paa, at der bør tages Hensyn til Ægtefællens (Hustruens) Forringelse af Arbejdsevnen ved Ægteskabet, indskrænket Adgang til Erhverv o. s. v. Men den samme Betragtning, der kan anvendes og findes retfærdig ved Ophævelsen af et Ægteskab, altsaa hvor der som Regel er en eller anden Dissonans at bøde paa, behøver ikke at være lige saa velgrundet, hvor det drejer sig om de normale Regler for det bestaaende Ægteskab.
Den af Fru Bløndal opstillede Ramme er saa langt fra at være enkel, at den tværtimod, naar den skal føres ud i Livet, vil virke i høj Grad som en indviklet, tung og upraktisk Regel - dens ideelle Retfærdighedskrav ufortalt! Praktisk retfærdig vil den ikke komme til at virke. Den vil i nogle Tilfælde give Hustruen for lidt - f. Eks. naar hun før Ægteskabet ikke særlig har anvendt sine Evner og derfor sættes til en ringe Pris, men under Ægteskabet med en maaske velhavende Mand viser stor Dygtighed som Moder og Husmoder - i andre Tilfælde give hende for meget, f. Eks. naar hun ved Ægteskabet med en ikke velhavende Mand opgiver et indbringende Erhverv, og derved kommer til at virke som en stor økonomisk Byrde for sin Mand. Men disse skæve Resultater fremkommer, fordi Fru Bløndals Hovedhensyn er det, hvad Ægtefællerne var værd før Ægteskabet, medens Hovedvægten dog maa ligge paa, hvorledes de økonomiske Forhold bliver under Ægteskabet. Naar de to Parter indgaar Ægteskab og derved knytter deres Livsforhold sammen, saa maa de se paa Fremtiden og ikke ensidigt se paa, hvorledes deres økonomiske Forhold var tidligere.
-----------
Det af Georg Stjernstedt i »Hertha« skizzerede Forslag forekommer mig at komme den ideelle Løsning af Spørgsmaalet langt nærmere. Det bygger paa det naturlige Grundlag: Ægtefællernes Indkomster under Ægteskabet, og dets Hovedregel om en Ligedeling af Indkomster og en lige Pligt til at bidrage til de fælles Udgifter virker klart og umiddelbart tiltalende, og er i Overensstemmelse med den Ordning, som Kvinder i deres Hjerter har set hen til som et Fremtidsideal. Denne Regel praktiseres allerede nu i adskillige gode Ægteskaber, hvor Mand og Hustru betragter hinanden som to jevnbyrdige Mennesker. Men jeg deler Forfatterens Tvivl om, at Tiden er kommen til, at dette Ejendomssystem kan blive Hovedsystem. Jeg tror ikke, at mange Mænd, ejheller for den Sags Skyld mange Kvinder endnu ser saa dybt og retfærdigt paa Forholdet, at de vil indrømme, at den fulde Ligestilling paa det økonomiske Omraade er det eneste rigtige. Jeg tror ogsaa, at mange Kvinder endnu ikke er modne til at bære det Ansvar, der derved vil lægges paa dem.
Men som Alternativ i Loven mener jeg, det burde kunne faa Plads - hvis der kan findes Udvej for at bøde paa Forslagets svage Side, nemlig Anvendelsen af Ligedelingen i de under Pkt. 9 anførte Tilfælde, hvor det drejer sig om »anden Indkomst end Løn«, d. v. s. den store Klasse af Tilfælde, hvor Manden driver et selvstændigt Erhverv som Forretningsmand, Industridrivende, Landmand etc. Her er der ikke Tale om nogen fast Indtægt, men Vinding og Tab kan skifte fra Aar tilAar. Efter Systemet vil den Ægtefælle, der ikke er Erhverver, faa Del i Vindingen, men ikke behøve senere at yde noget for at dække Tabet.
Den store Uretfærdighed, der derved fremkommer, mildnes noget, naar man betænker, at den ikke erhvervende Ægtefælle af sin Del i Vindingen dog har betalt sin Halvpart af de fælles Udgifter. Men Uretfærdigheden er der alligevel, og det er en væsentlig Brist i Systemet, naar der i disse Tilfælde, der udgør saa stor en Del af Ægteskaberne, som Udvej kun kan henvises til Ægtepagter. Systemet melder derved Pas paa et væsentligt Punkt og viser derved, at det ikke, som det er opstillet, er fuldt brugbart.
Yderligere vil der i disse Forretningsforhold ofte være Vanskeligheder for den erhvervende Ægtefælle m. H. .t. en kontant Udbetaling af hele Indtægtshalvdelen; det er maaske formaalstjenligt eller nødvendigt, at et Aars Indtægtsoverskud anvendes til Udvidelse eller Sikring af Forretningen; Forretningsmanden bør ikke have bundne Hænder i saadant Tilfælde, men maa kunne disponere frit over det hele Indtægtsoverskud. Forslagets Udvej, at den anden Ægtefælle faar et Bevis (Gældsbrev) i Stedet for Kontanter, er ganske vist en Udvej, men ikke meget tilfredsstillende for den Ægtefælle, der maa nøjes med Beviserne.
Men det forekommer mig, at der maatte kunne findes en anden Udvej, at der maatte kunne udarbejdes en særlig Regel om Fordelingen, der gjaldt i disse Tilfælde, forsaavidt der ikke var Ægtepagt (thi Adgang til Ægtepagt maa selvfølgelig altid staa aaben for Ægtefællerne). F. Eks. vilde det delvis bøde paa Forholdet, naar den ikke-erhvervende Ægtefælle, der havde faaet et Indtægtsoverskud udbetalt, var forpligtet til ved senere Aars Tab at yde Tilskud heraf til Dækning af Tabet eller, hvis Overskudet var forbrugt, at f inde sig i Afkortning, naar der senere paany kom Indtægtsoverskud. Men kommer der ikke saadant senere Overskud, maa den erhvervende Ægtefælle ganske vist finde sig i at have baaret hele Tabet alene, saa Reglen vil altsaa ikke helt afbøde Ubilligheden.
En anden Hindring for Forslagets gode Modtagelse vi! sikkert fremkomme, idet Mændene og for mange Tilfældes Vedkommende med Rette, vil protestere mod Billigheden af, at en Mand, der ved sin store Dygtighed, Energi, Omtanke, Spekulation o. s. v. tjener mange Tusinder om Aaret, skal overlade sin Hustru Raadigheden over Halvdelen af denne sin store Indtægt. Hvor mange Kvinder er endnu modne hertil? Og hvor mange Mænd vil finde det rimeligt at afgive Halvdelen af deres store Indtægt, tjent ved deres Anstrængelser og Risiko, til en, der maaske ikke selv vilde være i Stand til at tjene til det nødtørftigste eller ikke har Forstand paa at administrere Pengene? Reglen vil passe bedre i de Tilfælde, hvor Forholdene er mere beskedne, hvor der ikke tjenes store Summer, men til Dagen og Vejen, højst et ringe Overskud til Henlægning.
Det Stjernstedtske Udkast kan altsaa ikke antages at kunne vinde Indpas for Tiden som et Hovedsystem, højst vil det kunne anvendes som Alternativ. Spørgsmaalet staar da stadig aabent m. H. t. det System, der kunde billiges som Hovedsystem. Det af Dansk kvindesamfunds Udvalg i 1908 udarbejdede Forslag gaar ud paa Formuesfællesskab med Særraaden, idet hver af Ægtefællerne skal raade alene over, hvad Ægtefællen indfører i Ægteskabet eller erhverver under Ægteskabet paa en hvilkensomhelst Maade (Arv, Gave, selvstændig Virksomhed o. s. v.). Men Forslaget har den Fejl, at den Hustru, der ingen Formue indfører i Ægteskabet og intet erhverver under Ægteskabet, ikke faar nogetsomhelst at raade over. Et saadant Resultat kan Kvinder ikke ønske sig i den nye Lov om Formueforholdet mellem Ægtefæller. Rent bortset fra Lovforslagets mange gode Tanker og Forbedringer, saa vilde der ved dets Gennemførelse i denne Skikkelse begaas en Uretfærdighed mod de mange Kvinder, der lægger deres Arbejde og Interesse i Hjemmet, uden at eje eller erhverve noget, thi de vilde komme til at staa i økonomisk Henseende som umyndige Børn, der er afhængige af, hvad Forsørgeren vil give dem.
Hustruen bør have en i Loven fastslaaet Ret til Raadighed over en Del af Mandens Indtægter, naar hun selv ingen Indtægt har, eller kun en forholdsvis ubetydelig Indtægt. Dette Beløb, som Hustruen skal have til sin Raadighed, er ikke nogen »Løn«, ejheller maa det begrundes som en »Erstatning« for mulig Opgivelse af Selverhverv - det maa betragtes som Udtryk for et Retfærdigheds- og Lighedskrav, som hun kan gøre gældende som Mandens sidestillede Medhjælp i Arbejdet for de fælles Interesser.
Vanskeligheden ligger i Fastsættelsen af dette Kravs Størrelse. En bestemt Procentdel anser jeg for ganske vilkaarlig; jeg er enig med Fru Bløndal i, at f. Eks. en Fastsættelse af 5 % vilde virke uretfærdigt snart til den ene Side, snart til den anden Side.
Spørgsmaalet løses heller ikke ved at give Hustruen Ret til en Del af »Opsparingerne«; hvis man vilde nøjes med denne Regel som Udvej, saa vilde man derved tilsidesætte Retfærdighedshensynet til Kvinderne i de allerfleste Ægteskaber, thi de Ægteskaber er og bliver i Flertal, hvor der aldrig vil blive Tale om nogen Opsparing, men hvor Indtægterne netop slaar til til Livets almindelige Fornødenheder. Jeg mener, at en Lovs Hovedregel netop bør være affattet efter disse Ægteskabers Tarv, Adgangen til anden Ordning ved Ægtepagt skal jo stadig staa aaben, og kan benyttes af dem, hvis særlige Formueforhold gør anden Ordning ønskelig.
Hovedreglen maa være den, at Hustruen har Ret til at faa overladt en Del af Mandens Indtægter til sin Raadighed, at dette Beløb skal forfalde periodisk og skal fastsættes under Hensyn til Mandens Stilling, Indtægter og Forhold, Hustruens Stilling i Hjemmet, og andre foreliggende Omstændigheder. En mere detaljeret Beregning af Beløbet mener jeg ikke bør fastsættes i Loven; det vigtigste er, at denne overhovedet anerkender Princippet om Hustruens Ret til en passende Del af Mandens Indtægter.
Hovedreglen burde helst suppleres med en Regel om Hustruens Del i »Opsparingerne«; men ved en saadan Regel vil der blive Vanskeligheder, idet Opsparinger ikke altid foreligger kontant, men kan være bunden i en Forretning eller for en Forretningsmand er nødvendig til hans Bedrift, altsaa ganske den samme Vanskelighed, som møder ved det Stjernstedtske Forslags Ligedeling af
Indtægten i dette Tilfælde. At indskrænke Retten til de Tilfælde, hvor Opsparingerne foreligger kontant, vilde være ganske vilkaarligt. Bedre vilde det være at give den ovennævnte Hovedregel en saa vid Formulering, at der derved hjemles Hustruen Ret til et større Beløb, naar der er foretaget Opsparinger paa den ene eller den anden Maade. Tilføjelsen »andre foreliggende Omstændigheder« synes mig at aabne saadan Adgang, der nærmere kunde udvikles i Lovens Motiver.
Det Hustruen tilkommende Beløb bør være beskyttet mod Mandens Kreditorer, og hvis Ægtefællerne ikke kan blive enige om dets Størrelse, bør det kunne fastsættes (dog ikke for bestandig) ved Henvendelse til en Ægteskabsret, en Institution, som er paakrævet i høj Grad ved de nye Love dels om de her omtalte Forhold, dels om Forholdet til Børnene og dels om Separation og Skilsmisse. Naar man ophæver det gamle Forhold mod den ene Parts Eneraadighed, saa maa man have en Udvej for de Tilfælde, hvor de to ligeberettigede Parter ikke kan blive enige, og i saa Henseende mener jeg, at en Ægteskabsret er nødvendig, idet en saadan Ret ved udelukkende at have Ægteskabssager vil erhverve sig en særlig grundig Indsigt og Erfaring i disse Forhold.
Det har ikke været min Hensigt at opstille noget fuldstændigt System saaledes som i de to ovennævnte Artikler. Jeg har blot villet pege paa det Grundlag, som jeg mener maa være Kvindernes Hovedkrav til den nye Lov. Men forøvrigt kan jeg minde om, hvad Fru Bugge Wicksell udtalte i sit Indledningsforedrag paa det nordiske Kvindesagsmøde i Fjor - vi lever i en Overgangstid, hvor vi endnu er midt i Udviklingen af Forholdet mellem Kvindens Arbejde i og uden for Hjemmet, hele det økonomiske Spørgsmaal er endnu uløst, og derfor vil ogsaa mange af den ny Formuelovs Bestemmelser blive Forsøgsregler, som man senere kan blive nødt til at ændre i Overensstemmelse med Forholdenes Udvikling.
Astrid Holten-Bechtolsheim,
f. Rickmann.
