« Tilbage til søgeresultaterne
Margrethe-Betragtninger
„Geniet har intet Køn," - disse Ord skal Madame Staël-Holstein have sagt til Napoleon ved en bestemt Lejlighed, som det ikke er Stedet her at komme nærmere ind paa, men den berømte Forfatterinde har sikkert haft ikke hel Uret i sin Paastand. Ligesom Geniet, kunstnerisk, videnskabeligt eller praktisk, vandrer ad sine egne Baner og skriver sine egne Love, saaledes lader det ogsaa haant om Sædvanemæssige Mands- og Kvindedyder og gaar lige løs paa sit Maal uden at afpasse sit Væsen efter en vedtagen mandlig eller kvindelig Normaltype. At bebrejde et af Historiens kvindelige Genier (en Jeanne d’Arc, en Elisabeth, en Margrethe) Mangel paa Kvindelighed er en yndet Sysselsættelse, men lige saa urimelig som at ville anlægge en justeret mandlig Maalestok paa saadanne Kvinder. De er lige saa lidt Normalmænd som Normalkvinder; de er over alle Hver-dagsmaal, i Strid med alle Vedtægter. Men saaledes som de en Gang er, maa Sol, Maane og alle Stjerner neje sig for dem baade i Samtid og Eftertid; højt over alle andre skrider de frem ad deres egen lysende Bane, ensomme som selve Solen.
Et saadant Geni var Margrethe Valdemarsdatter, hun, hvis Navn er saa stærkt fremme indenfor Kvindebevægelsen paa dette Tidspunkt, hvor danske Kvinder bereder sig paa at tage den politiske Gerning op, som hun alene af alle danske Kvinder til denne Dag har øvet under eget Ansvar. Det er kun lidet, Historien meddeler os om hendes Barndom og Ungdom. Havde ikke Omstændighederne i hendes 22de Aar kaldt hende frem af hendes Hjemmelivs Ubemærkethed og sat hende paa den første Plads i Riget, vilde hendes politiske Genialitet maaske aldrig have faaet Lejlighed til at udfolde sig, eller hun vilde ligesom sin i politisk Henseende jævnbyrdige Aandsfrænde, den hellige Birgitte i Sverige, have fundet Udløsning for sine geniale Evner i profetiske Syner og politiske Aabenbaringer. Hvem véd i det hele taget, hvor mange Margrether, der i Aarhundredernes Løb er gaaet tabt for Politiken baade her hjemme og i andre Lande, takket være den Fordom, som stængede Kvinden ud fra politisk Virksomhed? Eller hvem véd, hvor meget af det saakaldte kvindelige Føleri og mystiske Sværmeri, der i Virkeligheden, som Tilfældet var med den hellige Birgitte, er uforbrugt og derfor udartet politisk Genialitet? Naar Margrethe, der rimeligvis igennem sin Fostermoder Mærete, Birgittes Datter, har været stærkt paavirket af denne mærkelige Kvinde, alligevel af Historikere prises for sin Udprægede Virkelighedssans og sit praktiske Skarpsyn, da fristes man til at formode, at ogsaa disse Egenskaber fandtes hos Birgitte, men ikke blev tagne i Brug af det praktiske Liv saaledes som hos Margrethe, og der aabner sig uvilkaarlig for Tanken et Perspektiv tilbage over al det kvindelige Skarpsyn og diplomatisk Snilde, der i Tidens Løb er ofret paa den Guddoms Alter, som kaldes Skabningens Herre, og fremad over de vide Marker, som nu med denne nye Grundlov aabner sig for Kvinders Evner og Virkelyst.
,,Geniet har intet Køn." - Naar Margrethe, baaret højt paa sin kraftige Gangers Ryg rider fra Borg til Borg i sine tre Lande og personlig mægler i Stormændenes Strid og hører paa Smaamands Klage, hvilket vi har et skrevet Vidnesbyrd om i disse den svenske Adels Ord om hende, „fordi hun haver med os omganget og nær os været," da er det kun kvindeligt Snerperi, som ser en Fornægtelse af hendes Køns Værdighed i den Omstændighed, at hun sidder højt til Hest i Stedet for at lade sig drage mageligt af Sted i hængende Karm ad Veje, hvor Karmens plumpe Hjul maatte blive stikkende i Dyndet hvert Øjeblik, og naar hun bryder Stormandsvælden til Fordel for et stærkt og levedygtigt Kongedømme, som ved retfærdige og kraftige Love kan beskytte de smaa og svage i Samfundet mod de stores Overgreb, da er det kun doktrinær Demokratisme, som fornægter og forkaster hende og stirrer sig blind paa Magtens Symbol om hendes Tinding, i Stedet for at fæste Blikket paa de uimodsigelige Vidnesbyrd om hendes Hjerte for Almuen, som Historien har overleveret os: „Og bede vi alle, Klerke, Landbo, Bønder og Almue, venligt og kærligt, at hvis vi og vore Fogeder hidtil haver gjort Eder noget imod, at I det for Guds Skyld os og dem forlade. Vi ville Eder gerne yderligere til Vilje og Gode være, hvor vi kunne og formaa." Kun gennem den
Kongevælde, Margrethe tilstræbte, ikke for sin egen Skyld - hun havde aldrig saa snart sat Kronen paa sit Hoved, før hun gav den til sin Plejesøn, Erik af Pommern - men for sit Lands og Folks Skyld, thi kun et stærkt Kongedømme kunde skabe Orden og Retssikkerhed i det retsløse Rige, kun gennem den Kongevælde gik Vejen til vore Dages Folkevælde. Med hendes store Forordning af 1396, som indledes med det Paabud, at alle skal holde: „Kirkefred, Kvindefred, Husfred, Gaardfred, Plovfred og Tingfred" er Grundlinierne trukne for vore Dages folkelige Samfund, og de Ord, en svensk Historieskriver har sagt om hende: „Hun vilde hjælpe alle og enhver til lige Ret og Lov, styrke Retfærdighed og undertrykke al Uret, hvilket Gud hende lønne," de kunde enhver Socialdemokrat i vore Dage uden Blusel anvende paa sig selv.
e-e.
(Fortsættes).
