Dolce far niente.

Hun kunde sidde i Timevis nede ved Stranden, med Blikket rettet ud over Havet, som i lange, rullende Dønninger skyllede ind over hendes Fødder, og kun drømme, drømme, hun vidste ej om hvad. Men hørte hun Alm komme - hun kendte saa godt de lette, hurtige Skridt - da strømmede pludseligt alt Blodet til hendes Hjerte, hendes Puls bankede, hendes Kinder glødede og frygtsom lig Strandmaagen sneg hun sig opad Skoven til.

Da han vaagnede om Morgenen og trak Rullegardinet op, var Himmelen graa, og graa var Luften, Havet, Stranden, Stormbygerne piskede Regnen mod Ruderne, saa den drev ned ad Karmene.

Det var trist, forfærdeligt trist. Frokosten smagte ham ikke, og da han havde røget sine to Cigarer, stod Røgen saa kvalmende tyk under det lave Loft, at han maatte aabne Vinduet for at faa den ud. Regnen piskede nu langt ind paa Gulvet. Pelargonien blæste om og Gardinerne reves i Stykker, saa han skyndsomt maatte lukke igen, og saa var den Fornøjelse forbi.

Han havde nogle gamle Numre af Dagens Nyheder, og dem læste han atter igennem fra Ende til anden med Avertissementer og det hele; bandede over Adressen fra Sødermanland og spekulerede i Ægteskabstilbudene paa sidste Side. Men saa blev han ogsaa ked deraf, rejste sig i daarligt Humør op af Sofaen og gik ud i Køkkenet, der laa lige udenfor Kammeret.

Grete sad alene ved Vinduet med sit Sytøj. Faer var paa Søen, og Moer var roet over til Dalarø allerede tidligt om Morgenen, før det begyndte at regne, for at faa et Plaster til sin daarlige Fod.

Da hun saa Alm rejste hun sig for at gaa ind. Men han kom hende i Forkøbet, stillede sig foran Døren og holdt hende fast ved Armen. Hun blev rød som en Pæon, slog Øjnene ned og søgte at komme løs.

”Hvorfor flyer Du mig, Grete?” spurgte han alvorligt. Hun svarede ikke.

„Tror Du ikke, jeg har mærket det? Jo, det har jeg. Du undviger mit Blik. Det er, som kunde Du ikke taale Synet af mig, og blot jeg nærmer mig, gaar Du din Vej. Hvad har jeg forbrudt? Saa svar mig dog - svar.”

Hun sagde ikke et Ord. Hævede ikke Blikket. En Hulken vilde arbejde sig frem, men hun undertrykte den.

„Før havde vi det ikke paa den Maade”, sagde han. „Men hvorfor plager vi dog hinanden saaledes. Kom lidt ind til mig og lad os snakke sammen. Vi to Eneboere maa vel se til at holde hinanden med Selskab; og han gjorde et svagt Forsøg paa at le ugenert.

Han skød hende sagte foran sig ind i Kammeret og fik hende til at sætte sig i Sofaen.

Selv gik han med lange, tunge Skridt frem og tilbage paa Gulvet, Hænderne holdt han paa Ryggen, Øjenbrynene var sammentrukne.

Der vilde ikke komme nogen Samtale i Gang. Grete sad saa net hun kunde paa Kanten af Sofaen og løftede ikke Blikket fra sin Kjolesøm. Tavsheden begyndte at blive pinlig.

Pludselig standsede han foran hende, greb om begge hendes Hænder med sine og sagde:

„Se paa mig, Gretchen.”

Hun løftede langsomt sine Øjne op mod hans, og store, varme Taarer trængte sig op i dem.

Forstaar Du da ikke, at jeg elsker Dig? raabte han højt, „forstaar Du ikke - elskede - elskede - ?” og han sank ned i Sofaen ved Siden af hende, slog heftigt Armen om hendes Liv, trykkede hende tæt, tæt ind til sig og kyssede hendes Mund, Kinder, Øjne og Haar.

Hun brast i Graad.

Aa, disse varme, husvalende Taarer, som hun græd ved hans Bryst med Armene slyngede om hans Hals og hans glødende Aandedræt paa sin Nakke. Aa, disse klare, dryppende Taarer, der faldt lig Sten efter Sten fra hendes arme, beklemte Hjærte; disse dybe, befriende Aandedræt fra et Bryst, som ikke længe har trukket Vejret frit. Aa, denne ømme Hvisken, disse Kærtegn og Løfter, der Tomme for Tomme lærte hende hvor dybt, hvor glødende han elskede hende. Aa, om hun blot altid kunde sidde saaledes, akkurat saaledes, paa hans Skød, med hans stærke Arm om sit Liv og sine Hænder foldede om hans lokkede Hoved. Hun vilde aldrig give slip paa ham - aldrig.

Og da de senere stod nede paa Stranden Side om Side - Regnen var ophørt - og saa hvorledes Solen brød igennem Skyerne, hvorledes den spillede i skinnende Lysreflexer og Farver, da trykkede hun sig tæt ind til hans Arm, saa ham op i Ansigtet med de blaa, barnlige Øjne og hviskede:

„Aa, om Du vidste, hvor jeg er lykkelig!”

Om Lørdagen fik han en Billet fra Fru Frøman, at de vilde komme om Søndagen.

Den gamle Fisker roede ham med Jollen ud til Damperen. Fru Frømann havde taget sin sorte Silkekjole paa og var derfor forfærdelig bange for Vandet, men Amelia i den lyse, blomstrede Sirtseskjole, de lange straagule Silkehandsker og den fortryllende Hyrdindemine var allerkæreste.

Aa, hvor de fandt alt dejligt! Det lille Kammer med sin David og sit Staffeli - og Udsigten og Hængemaatten, og det svale, skyggefulde Lysthus, som Alm havde bygget op bag det lille Hus! Og saa Stjernen, der for øvrigt slet ikke følte sig smigret ved Besøget og saa meget unaadig ud, da Amelia kildrede ham i Siden med Spidsen af sin Parasol, saa hun blev forfærdelig bange, det lille Skind. Men hun havde sat sig for at være rigtig flink den Dag, og det var hun ogsaa. Hun gik langt ud i Vandet med sine smaa, højhælede Støvler, løftede Kjolen op foran og strakte sig efter de runde Kiselstene, der skinnede saa hvide nede paa Bunden. Og hun lo saa hjærteligt, da hun nær havde faaet Overbalance og var falden lige paa Næsen i Vandet, om ikke Alm i en Fart havde grebet hende om Livet.