« Tilbage til søgeresultaterne
Den personlige Kapitaliseringsværdi
Fru Björg Blöndals Forslag angaaende Lovgivningen om Ægtefællers Formuesforhold.
I 14de Hæfte af »Hertha« for i Aar er der blevet gjort Rede for et Forslag angaaende Spørgsmaalet om det økonomiske Retsforhold mellem Ægtefæller, som Fru Björg-Blöndal har fremsat i Dansk Kvindesamfurrds Blad »Kvinden og og Samfundet« (Nr. 14 af denne Aargang).
Efter at have søgt at sætte mig ind i Forslaget og derved haft Lejlighed til personlig at mødes med Forslagsstilleren og drøfte med hende saavel hendes Forslag, som mit eget angaaende samme Spørgsmaal (se Artiklen »Den gifte Kvindes selvstændigere Stilling i 8. Hefte af »Hertha« for i Aar, gengivet i Nr. 16 af »Kvinden og Samfundet«), beder jeg om Tilladelse til her at fremsætte nogle Synspunkter i Anledning af Fru Blöndals Forslag.
Udgangspunktet for os begge har været at bevare Kvindens økonomisk-retslige Selvstændighed og Fuldmyndighed indenfor Ægteskabet. Denne Hensigt danner jo ogsaa Grundlaget for ethvert af de Reformkrav, som her er paa Tale. Enhver Stræben i denne Retning hviler paa Overbevisningen om, at Kvindens Selvstændighed i det hele taget og særlig paa dette Omraade er noget værdifuldt, som bør af Lovgivningen videst mulig fremmes og er af en saadan Betydning og Vægt, at adskillige andre mindre væsentlige Interesser maa skydes til Side, hvis det er nødvendigt, for at berede Plads for Retsbestemmelser, som sikrer Selvstændigheden.
Tydeligt fremgaar det da ogsaa af de nu fremførte Synspunkter, at Lovgiveren ikke bør lade sig afskrække af de tekniske Vanskeligheder, som kan rejse sig paa hans Vej, naar det gælder en praktisk Løsning af Problemet. Energiske Anstrengelser maa kræves af ham, for at Hovedsagen kan blive varetaget, det ske nu under den ene eller den anden Form, ifølge det ene eller det andet System.
Derimod lønner det sig ikke meget at drøfte, de forskellige Synspunkter i denne Sag med dem,
som ikke alvorligt interesserer sig for Kvindernes Selvstændighedskrav, i dette Tilfælde særlig den gifte Kvindes økonomisk-retslige Selvstændighedskrav, eller, for at bruge et andet Udtryk, drøfte det med dem, som ikke indser, at her foreligger, dybere set, et psykologisk Spørgsmaal, ikke saa meget et Spørgsmaal om at sikre den gifte Kvinde visse økonomiske Fordele indenfor Ægteskabet eller at beskytte hende mod de økonomiske Følger af Mandens Ødselhed eller deslige.
Man bør imidlertid tage i Betragtning, at det kvindelige Selvstændighedskrav bestandig møder stærk Modstand fra en stor Del af dem, som er Indehavere af Lovgivningsmagten. Man bør derfor ogsaa regne med, at disse Modstandere, om de overhovedet mer eller mindre modvillig giver efter for de Reformkrav, som grundes paa Kvindernes Selvstændighedskrav, selvfølgelig er tilbøjelige til særlig kritisk at granske den gifte Kvindes nuværende økonomisk-retslige Stilling i Almindelighed, og derved maaske komme til et Resultat, som til Vederlag for Eftergivenhed overfor Selvstændighedskravet indeholder Afrustninger med Hensyn til den gifte Kvindes formueretlige Stilling paa andre Punkter.
Skal virkelig, saaledes udtales der fra Modstandernes Side, den gifte Kvinde paa engang tilkendes selvstændig Raadighed over sin Del af Ægtefællernes Ejendom og dertil vedblivende nyde Fordelene af at erhverve Halvdelen (Boeslod) i hvad Manden gennem sit Arbejde, sin Forretningsdygtighed o. 1. fortjener, en Virksomhed, hvori Hustruen som oftest ikke har nogensomhelst Del? Det kan vel lade sig gøre med det nuværende System, mener man videre, thi dette virker praktisk set fornemmelig blot som en Enkeret eller Arveret for Hustruen (man siger ogsaa i daglig Tale, skønt med Urette, at »Hustruen arver sin Mand«; Sandheden er, at hun ved Mandens Død faar sin Halvpart eller sin Boeslod i Ægtefællernes fælles Ejendom). Denne Enke -eller Arveret forundes gerne Hustruen; uretfærdig kan det nuværende System egentlig kun virke i Tilfælde af Skilsmisse, naar Hustruen tager sin Part af den gennem Manden i Ægteskabet indførte Kapital eller den gennem Mandens Arbejde erhvervede Formue, maaske efter et kort Ægteskab, og uden at hun er i Trang for den Ejendom, som udgør hendes Boeslod.
Men en Uretfærdighed sat i System blev det, mener man videre, om den ene Ægtefælle (man tænker nærmest paa Hustruen) skulde umiddelbart under Ægteskabet komme i Besiddelse af sin Boeslodspart af, hvad den anden Ægtefælle (i saa Tilfælde Manden) erhvervede ved sit Arbejde. Det vilde føles, som om den førstnævnte tog noget af den andens retmæssige Ejendom; det vilde ikke være billigt. Og da det i Reglen er Manden, som er den erhvervende, vilde en Lovgivning af det omhandlede Indhold i idet hele og store medføre, at Hustruen blev utilbørlig begunstiget paa Mandens Bekostning.
Det er ikke saa meget Varetagelsen af den gifte Kvindes Selvstændighed, som har mødt Modstand i det af mig fremsatte Forslag, men mere det andet grundlæggende Moment deri, nemlig Ligheds- og Ligestillethedsprincipet. Formaalet med mit Forslag har jo været, at Ægtefællernes Ligestilling skulde stærkt understreges i Loven. Begge Ægtefæller skulde frit og selvstændig raade over lige Dele af Ægtefællernes samlede Indtægter, uden Hensyn til, fra hvis Arbejde eller Formue Indkomsten skrev sig. Derved skulde en naturlig Forudsætning skabes for, at Ægtefællerne skulde kunne som Jævnstillede gode Kammerater komme overens med hverandre om de fælles Udgifter, indbefattet den Del deraf, som skulde lægges tilside som opsparet Indtægt. Den ene Ægtefælle skulde da ikke, i det mindste ikke i selve det formueretlige System, finde nogen Anledning til at se ned paa den anden som en økonomisk mindreværdig (og derigennem maaske mangen Gang for Følelsen ogsaa psykologisk mindreværdig) Person. Parterne skulde i det mindste ikke af Lovgivningen opfordres til saa nøje at veje og maale hverandres Erhvervsevne og økonomiske Duelighed (»den personlige Kapitaliseringsværdi«), men det skulde snarere ligge som en stiltiende Forudsætning i det ægteskabelige System, at Ægtefællerne nærede saadanne gensidige Følelser mod hverandre, at den indkomsterhvervende Ægtefælle gerne saa, at den anden fik lige Del i og Ret til Indkomsten, som han selv. I den gensidige Følelse, som bør ligge til Grund for et Ægteskab, ligger bl. a. et Moment af Ædelmodighed for ikke at anvende Udtrykket »Flothed«. »Mit er Dit og Dit er mit«, hedder det jo. Om man ogsaa indrømmer, at det maaske, gaar for vidt, at man sammen lader Ægtefællerne faa gensidig Boeslod i hverandres i Ægteskabet indførte Kapital, hvormed jeg mener den arvede eller paa anden Maade gennem Arbejdet under Ægteskabet erhvervede Ejendom (altsaa lader Mennesker »gifte sig Penge til« i denne Forstand), saa synes det dog udfra de nylig anførte Synspunkter en tiltalende og lempelig Middelvej, at Ægtefællerne erholder gensidig Ret til Halvdelen af Indkomsterne under Ægteskabet og derved i Reglen ogsaa til Halvdelen af det, som kan opspares af Indkomsterne.
Men det er just denne økonomiske Ligestillelse af Ægtefællerne, uafset hvorledes den ene eller begge bidrager til Indkomsterhvervelsen, eller hvilken Del i Indkomstfortjenesten den ene eller den anden har, og uafset, hvorledes Hustruen, hvis hun ikke havde indgaaet Ægteskab, skulde have været i Stand til at naa op paa samme Indkomst som Manden, det er just dette Punkt i mit Forslag, som har mødt den kraftigste Modstand. Selv fra kvindesaglig Side har man forøvrigt modsat sig en saadan Ordning; man mener, at det i visse Henseender skulde være Hustruen imod at faa en større Del i Ægtefællens Indkomst end den, som virkelig svarer til hendes eget Arbejde, henholdsvis større Del i Mandens Indkomst end en retfærdig Erstatning for den Indkomst, hun som ugift har haft eller skulde have kunnet have. Hendes Stolthed skulde forbyde hende at forlange eller gennem Loven tilkendes mere.
Fru Blöndals Forslag synes i nysnævnte Henseende at være saa at sige lettere at sluge for Modstandere af Kvindesagen, og mere tiltalende for de yderligstgaaende Kvindesagsforkæmpere. Fru Blöndal forlanger ikke, at den ikke indkomsterhvervende Ægtefælle, skal tilkendes samme økonomisk retslige Stilling i Spørgsmaalet om Indkomster under Ægteskabet, som den indkomsterhvervende, men hun nøjes med, at der sikres den førstnævnte (vi antager Hustruen) selvstændig Ret til, hvad Fru Blöndal kalder »den personlige Kapitaliseringsværdi«. Fru Blöndal indrømmer ganske vist, at mit Forslag for Halvdelens Vedkommende er det ideale og mest tiltalende, men at hendes Forslag angaaende den personlige Kapitaliseringsværdi er mere indlysende retfærdigt eller maaske hellere: det er sværere at slippe fra at tilkende den gifte Kvinde selvstændig Ret til hendes personlige Kapitaliseringsværdi. Her bliver Spørgsmaalet om en direkte Erstatning. En Kvinde giver ved Ægteskabets Indgaaelse Afkald paa at forsørge sig selv og ofrer sig udelukkende for Familien og Hjemmet, imod at hun faar samme Indkomst og samme selvstændige Raadighed derover, som hun ved Ægteskabets Indgaaelse havde. Hun vinder altsaa ikke umiddelbart nogen økonomisk Fordel gennem Ægteskabet. Den Fordel for Hustruen, som ifølge Fru B.’s Forslag ligger deri, at Hustruens Andel i Mandens Indtægter skulde bogstavelig taget øges med stigende Indtægter for Manden, er ikke saa stor, at den virker som en uretmæssig Berigelse af Hustruen paa Mandens Bekostning. Hustruen faar dog aldrig mere end den Kvotadel af Mandens Indkomst, som hendes personlige Kapitaliseringsværdi ved Ægteskabets Indgaaelse udgjorde i Forhold til Mandens. Om f. Ex. hendes personlige Kapitaliseringsværdi derved med Rimelighed kunde ansættes til 2000 Kr. og Mandens til 4000 Kr., saa kan hun ifølge Fru Blöndals Forslag i Principet dog ikke faa mere end en Trediedel af Mandens Indtægt*).
Se B. Blöndals Efterskrift.
(Jeg minder her om, at hvad som gælder Hustruen gælder ogsaa omvendt Manden, ganske som i mit Forslag).
Den gifte Kvindes økonomiske Selvstændighed i Betydning af Selvstændighed i Raadigheden over den Del af Ægtefællens Indkomster, som tilkommer hende, reddes principielt ligesaa vel ved
Fru Blöndals System, som ved mit. Hovedsagen er jo ogsaa for os begge Selvstændigheden.
Med Ligestillingen mellem Ægtefæller og alt, hvad dette har praktisk og økonomisk at betyde, ikke mindst for hele Opfattelsen af Forholdet mellem Mand og Hustru, bliver det ifølge Fru Blöndals Forslag ringere, og det tydelig af den Grund, at Kvindernes Indkomstniveau for lange Tider i det mindste og til en vis Grad maaske altid bliver gennemsnitlig lavere end Mandens. Den gifte Kvindes Stilling bliver ifølge Fru B.s Forslag ganske sikkert ikke ringere end den ugiftes, under Forudsætning af, at Manden kan berede Hustruen en lige saa høj økonomisk Stilling, som hun havde som ugift, d. v. s., at hendes Kvota del af hans Indkomst naar saa højt som til hendes Indkomst som ugift. Men den gifte Kvindes økonomiske Stilling bliver som Regel ringere end Mandens. Kun i det Tilfælde, at Kvindernes Indkomstniveau højnes til Ligestilling med Mandens, bliver Gennemsnitsresultatet ifølge Fru Blöndals Forslag ligesaa gunstigt for Hustruen, som efter mit Forslag.
Nu taler nok en vis Rimelighed for, at Lovgivningen tager rørligt Hensyn til den gifte Kvindes økonomiske Stilling i Jævnføring med den ugiftes. Uden at jeg vil gaa nærmere ind paa denne Rimelighed, kunde dog her paapeges, hvorledes en gift Kvinde synes at være i Stand til gennem Besparinger indenfor sin Andel af Ægtefællernes fælles Indkomster at sikre sig lige overfor saadanne Eventualiteter, som Mandens bristende Arbejdsevne eller Arbejdsløshed, Skilsmisse (i Tilfælde af, at hun ikke kan faa Underhold af Manden) m. m. Med den Kvotadel, Fru Blöndal sikrer den gifte Kvinde, bliver det sværere for hende at lægge Besparinger tilside. Selv om ogsaa Hustruen som ugift ikke skulde have kunnet spare mere, er selvfølgelig Trangen for en gift Kvinde, særlig paa Grund af Moderskabet og dets Følger, til at sikre sig mod den Situation, at hun kommer til at staa ene uden Arbejde, større end for den ugifte. Mulighederne for en saadan Sikring er flere i mit Forslag, end i Fru Blöndals.
Fru Blöndals System udelukker imidlertid ingenlunde, at Hustruens personlige Kapitaliseringsværdi efter frivillig Overenskomst beregnes til det samme som Mandens, selv om hun i Virkeligheden ikke har samme Erhvervsevne som han. Det væsentlige i Fru Blöndals Forslag synes at være, at en personlig Kapitaliseringsværdi altid fastslaaes, men Forslaget indeholder ikke, at denne skal nøjagtig svare til det virkelige Forhold. Parterne skulle altsaa kunne komme overens om en for Hustruen gunstigere Beregning end denne, exempelvis netop den, som ifølge Fru B.’s egen Mening er det ideale Beregningsgrundlag, nemlig Halvdelen hver.
Dermed er der slaaet en Bro mellem Fru Blöndals Forslag og mit. Det skulde endogsaa ifølge Fru Blöndals Forslag kunne fastslaas i Loven, at naar ingen anden Aftale var truffen mellem Parterne, skulde hver af Ægtefællerne anses for at have den samme personlige Kapitaliseringsværdi. Forskellen mellem Fru B.’s Forslag og mit bliver da alene den, at ifølge den første skal Indkomsten af Kapital i Principet beholdes af Kapitalens Ejer, medens ifølge mit Forslag, al Indkomst - den være sig af Kapital eller Arbejde - skal lægges sammen og deles i to lige store Dele, hvoraf Manden raader over den ene, og Hustruen over den anden. Denne Ulighed er imidlertid, idetmindste for mig, ikke af nogen større Betydning. Bedre synes det dog at være, altid at lade Parterne ved Ægteskabets Indgaaelse slutte en Ægtepagt (eller om man saa vil »Ægteskabs-kontrakt«), som skal indeholde Overenskomst om Parternes personlige Kapitaliseringsværdi, og altsaa fastslaa denne. Men selv ud fra mit Forslag var en tvungen Ægtepagt maaske det rigtigste. Begge Parter tvinges da til at sætte sig ind i den formueretlige Betydning af Ægteskabet, og til at bestemme sig for den ene eller den anden Ordning indenfor sine af Loven fastsatte Grænser. Uden en tvungen Ægtepagt frygter jeg, at Fru Blöndals Forslag vil give Anledning til delikate og vanskelige Uenigheder mellem Ægtefællerne med Hensyn til, hvad der i Virkeligheden udgør Hver isærs personlige Kapitaliseringsværdi.
Fru Blöndal synes heller ikke at have noget at indvende mod tvungen Ægtepagt. I saa Tilfælde skulde Loven om den personlige Kapitaliseringsværdi indskrænke sig til at fordre, at en saadan altid fastsattes, ligesom til at give Forklaring over, hvad dermed mentes og give Anvisning paa, hvorledes den med Rimelighed burde beregnes, uden at denne Anvisning alligevel behøvede at følges af Parterne.
Af den foregaaende Fremstilling turde det tydelig fremgaa, at der ikke raader nogen dybere Modsætning mellem Fru B.’s Forslag og mit. Det sidste gaar lidt videre, Fru B.’s stiller sig ikke i Vejen for dets Videregaaen.
Hvad sluttelig Enkelthederne i Fru B.’s Forslag angaar, kunde der derom være et og andet at sige, men Spørgsmaalet herom synes mig i det mindste for Øjeblikket ikke at have større Aktualitetsinteresse. Formaalet med forholdsvis detaljeret at fremsætte det ene eller det andet Forslag er jo fornemmelig at søge at belyse, hvorledes det foreslaaede System nærmere skulde kunne udformes og tage sig ud i forskellige Henseender, ligesom at vise, at man har søgt at gennemtænke Systemet og er kommet til den Opfattelse, at det ikke bør være umuligt teknisk at løse Problemet ad den Vej, man har foreslaaet. Maaske bliver der Anledning til senere at komme tilbage til Enkelthederne i Fru Blöndals Forslag, søm synes mig den største Opmærksomhed værd.
Georg Stjernstedt.
(Efter »Hertha«).
Vi henviser Læserne til S. 281, hvor den i Fodnote paa S. 276 omtalte Efterskrift findes.
Red.
