« Tilbage til søgeresultaterne
Enten - Eller
Det er ikke „vanærende”, at en Kvinde skriver en Satire over Kvinder, - deri giver vi Fru Ejlersgaard Ret, - navnlig ikke, hvis hun gør det for at frelse en Sag, som hun mener forfuskes, forvanskes og forvrøvles i vedkommende Kvinders Hænder; men hvis hun indlader sig derpaa, maa hun forstaa som de „hedengangne Klassikere” at bruge Satirens vanskelige Vaaben saaledes, at Publikum til Trods for Slakkerne, hun viser det, dog ikke et Øjeblik taber det ædle Metal af Syne, som Slakkerne skjulte. Forstaar Forfatteren ikke den Kunst, da bliver det nemlig Sagen selv og ikke dens Forvrøvlere, hun gør til Genstand for sin Satire, idet Forvrøvlerne i Publikums Bevidsthed identificeres med Sagen. Havde Fru Ejlersgaard blot i sit Stykke: „Naar vi kommer til” vist os en eneste virkelig Repræsentant for Kvindesagens Alvor, da havde hun forhindret, at Publikum saa grundig misforstod hende, som Premiéreaftenens Jubel og ikke mindst Kvindernes Holdning, viser os, at Publikum gjorde, thi det er saa langt fra, at Kvindesagen i Øjeblikket glider med Strømmen, at tværtimod selv den mest Godtkøbs Satire over den kan være forud sikker paa at have det store Flertals Bifald. Og det maa erindres, at „Kvindernes Holdning”, som Fru E. saa flot indkasserer, hovedsagelig refererer sig til Damer indenfor et stort alt Slugende Teaterpublikum og ikke kan tages som et Udtryk for de Kvinders Mening, der af et Stykke kræver andet og mere end nogle Timers Tidsfordriv.
Men enten det nu skyldes bristende kunstnerisk Evne eller den bevidste Hensigt at ville stille Kvindesagen i Gabestokken, og tilmed paa et for den meget kritisk Tidspunkt, sikkert er, at Fru Eilersgaard ikke har givet Kvindesagen en eneste virkelig Repræsentant i sit Stykke og maa enten som Forfatter eller Kvindesagsforkæmper tage Ansvaret derfor.
Saaledes som Stykket er skrevet, betyder det da enten et Nederlag for Fru Ejlersgaard som Forfatter, idet hun ikke har formaaet at sige det, hun med Stykket vilde have sagt, eller det betyder et Nederlag for Fru Ejlersgaard som Kredsformand indenfor D. K. Thi at ville bekæmpe en Sag, saa længe man selv staar indenfor dens Rækker; er ikke alene beskæmmende for paagældende, men fældende, den som gør det, er i samme Øjeblik død for Sagen.
Vi har sammen med flere Medlemmer af D. K.s Fællesstyrelse overværet et af Stykkets Opførelser. Naar vi ikke destomindre undlod selv at kritisere dette, men gengav en anden Kritikers Ord, som vi forøvrigt af fuldt Hjerte kunde underskrive, var det fordi vi ønskede at vise vore Læsere, at man fra anden Side, der ikke maatte antages at være særlig kvindesagsvenlig, har opfattet Stykket ikke som en nidkær Kvindesagsvens „Vagt i Gevær” mod dem, som vil forfuske og misbruge Sagen, men som et tilsigtet forargeligt Angreb paa Sagen i selve Sejrens Øjeblik.
Fru Ejlersgaard har nu haft Lejlighed til at rense sig for ovennævnte Beskyldning, men det forekommer os, at hendes Forsvar langtfra er fyldestgørende. Hun tilsigter paa én Gang at redde sig som Stykkets Forfatter og som Formand for en af D. K.s gamle Kredse, dette er ugørligt. Fru Ejlersgaard har med sit Stykke „Naar vi kommer til” enten beredt sig et Nederlag som Forfatter eller som Formand for D. K.s Middelfartskreds. Anderledes kan vi ikke se paa denne Sag.
