« Tilbage til søgeresultaterne
Efteraarsudstillingen 1915
Naar man af og til har følt sig træt og sørgmodig af Byens graat i graat, og ligesom har savnet Aarstidernes vekslende Farver, har det virket velgørende paa Sindet at tilbringe en Time eller 2 paa en eller anden af de store Malerisamlinger, Hirchsprungs eller Statens. De fine Perler af forskellige Tiders og Landes Kunst, som her findes, har kunnet sætte Sindet i Harmoni igen, de skønne Farvers rene og oplivende Spil har gjort en glad, og man er gaaet beriget og forfrisket tilbage til sin Gerning. - Er det ikke ogsaa Kunstens Idé at være Bindeleddet mellem Skaberen og det skabte, at være Midlet, der lader den trællende Menneskeslægt se Glimt af Aanden, der lever i alt?
Efteraarsudstillingen med al sin Farverabalder og al sin Ungdom gør netop den modsatte Virkning. Ganske vist er det Ungdommens Udstilling, ialfald hvad Hovedindtrykket angaar, der findes jo nok et Par ældre Udstillere, men de forekommer nærmest som nogle uvedkommende Væsner, der virker fremmed mellem det andet.
Vel er det Ungdommens Ret at værne om sit eget jeg til det yderste, vise sig raa og utilhugget, men ved den første Tur igennem „den frie”s Sale, fristes man til at udbryde med det lille Barn hos
H. C. Andersen, da det ser Kejseren: „han har jo ingen Klæder paa”. Er det muligt, at sand Kunst maa virke saaledes paa en interesseret og kunstelskende Tilskuer, at Øjet først efter l ½ Times Forløb er vænnet til at forstaa, at dette skal være de Skikkelser og Landskaber - de Naturstemninger, som omgiver ham i Livet?
Har end den store, norske Maler Edvard Munck med sit grandiose Udkast til en Dekoration af Christiania Universitetets Festsal vist Vej med stærke Farver og store forunderlige Flader, saa er hans Kunstform dog et Udtryk for hans mægtige skabende Syner, og de store Felter han skal dekorere, svarer i Dimensioner til hans Tanker og Malemaade. Men hvorfor anvende samme Maalestok for en Myg som for en Elefant?
Dette er som sagt de Tanker, man er opfyldt af efter l ½ Times Gennemgang af de udstillede Billeder. - Har man imidlertid virkelig Interesse for vor nye Flok af malende Kunstnere, tilbringer man den næste Time med at lede dem frem, man kender fra tidligere Udstillinger, og finder jo ogsaa en stor Del, man kan glæde sig; over.
Men for at samle os om vort Speciale „Kvindekunst”, maa vi gaa raskt forbi de mandlige Malere, skønt vi nok havde Lyst til at studere nogle af dem lidt nærmere, saasom Harald Hansens 5 friske Billeder, hvorimellem „Udsigt fra Børstaarnet”, Oluf Høsts smaa Mariner, William Stuhr og Poul Schrøder; ikke at tale om Jais Nielsens Rædsler (Negerkvinder) og Olaf Rudes Muligheder, idetmindste hvad Herreportrættet angaar.
Den første Kvinde, vi træffer paa, er Ebba Carstensen, der stadig ikke er særlig lovende, selv om hun nu med „Foraar i Haven” forsøger sig i en Retning, som nærmest maa betegnes som kubistisk, ialfald hvad Tegningen angaar. Derimod er den kolde haarde Foraarsluft kommet ganske godt frem i Farverne.
Agnes Jensen er absolut sikrere end forrige Aar, den forunderlige Løshed i Farve og Tegning har hun overvundet, „en ung Pige” og „Pige med Æbler” er meget heldigere end hendes „Russerinde” ifjor, „Skitsen” virker meget naturlig, det er kun kedeligt, hun ikke har Sans for Farvens Skønhed. Det har derimod Gudrun Tscherning, især i „Studiehoved” af en ung sovende Kvinde, hvis Hoved hviler saa udmærket med Hagen trykket dybt ned, ligeledes i hendes „Landskab”s rolige og kraftige Farver - og den unge Kvinde paa „Figurbilledet” staar godt i Havegangen.
Hos Karen Meiszner Jensen finder vi egentlig ikke nogen synderlig Fremgang, hverken i hendes meget pæne „Landskab fra Gilleleje” eller i de noget intetsigende „Roser”, meget bedre lover Else Schrøder med sine „Fiskerhuse, Liseleje”, som paa en naturlig og ganske almindelig Maade gengiver Sollysets og Luftens friske Uro, der omgiver Genstandene i Landskabet ved Havet; et Glas med „Roser” er ogsaa frisk malet - men i Modsætning til de andre Unge er hun vel hverken „original” eller „selvstændig nok” - disse Ejendommeligheder finder man bedst hos Besse Syberg, der stiller med et Billede kaldet „Have i Valby”, som - forhaabentlig paa Grund af vor Nærsynethed - syntes os at forestille liggende Brandstiger, men viste sig at være Rækværket om nævnte Have; et Forsøg paa at samle Billedets Linier og Farver ved at gaa saa langt fra det som muligt, helt ind i den 3die Stue, lykkedes ikke. - To Billeder „diset Morgen ved Gentofte” og ,, Skovpart!” af Edith Wilhjelm er temmelig uklare og grødede, og hendes „Hoved af en Ko” mangler Fasthed i Tegningen. Cnristine Swane er som tidligere ret interesseløs, nu er i hendes Farver forunderlig flade og kedelige, før lagde hun nøje an paa de enkelte stærke Farver.
Den jævne Malemaade og beherskede Farvepaasætning, som findes hos Grethe Hammelef tiltaler langt mere, og hendes ædruelige Syn paa Sagerne fører Tanken hen paa Ring. Hun møder med
4 gode Billeder, hvoraf „I Havedøren” er det mest tiltrækkende. Ligeledes er Gudrun Grove, der hænger i samme Stue, ogsaa værd at lægge Mærke til, hun ser frodigere paa Farverne, og naar i sit Billede „Markblomster” til en egen Hyggelighed og Sammensmeltning i Tonen, trods de stærke Baggrundsfarver for Buketten, der knejser frisk og farverig paa den grønne Bordplade. I hendes „Landskaber” er der gode Luftstudier. Tilbage er for Landskabernes Vedkommende endnu Esther Henriques med en „Udsigt fra Præstebakken over Mørdrup og Tibberup, et sikkert og klart malet Billede med stort Perspektiv.
Af Figurmalerier findes der først to Skitser af Annette Hoff „Moder med Barn”. Der er en fin Ynde over Moderen paa det ene Billede, dog har intet af Billederne Skitzens raskt opsmurte Friskhed over sig - men forekommer snarere som ufærdige Billeder, der kunde vinde ved videre Behandling, hvad ikke altid er Skitzen givet. Dernæst kommer Hilda Sehested med „en ung Pige” og Yrsa Hansen med to Barnebilleder, hvoraf en „Polakdreng” hverken som Maleri eller som Illustration interesserer; hvori mod den lille „Bodil” med det sørgmodige Udtryk, er et vindende Arbejde. Hedvig Frydensberg har „en Københavnerinde” og den ellers saa sympathetiske Marie Ahlmann har desværre kun to smaa Billeder, som naturligvis er dygtig gjort, men saa uendelig mørke. Bizzie Høyer som vi ikke har truffet før, har en fast og godt tegnet „Model” og en „nature morte” af god Farvevirkning. Ved sidste Foraarsudstillings 2den Ophængning viste Astrid Holm sig for, første Gang paa Himlen, som et lille, klart lysende Stjerneskud, hendes ,,blaa Blomst” hævdede sig kraftigt mellem de andre. Ogsaa i Aar er hun værd at lægge Mærke til, især hendes „nature morte” Nr. 889 er, hvad Sikkerhed og Farveskønhed angaar, absolut hendes bedste. Hendes „Billede af en ung Pige” er endnu paa i Begynderstadiet og har en Del af dettes iøjnefaldende Skavanker, men røber dog gode Evner, ogsaa paa dette Omraade.
Det ellers temmelig hyppigt anvendte Motiv „nature morte” har ogsaa i Kamma Thorn fundet en flink Udøver, hun maler kraftigt og sikkert, maaske lidt vel kompakt, som for Ex. den blaa Baggrund til den blomstrende Æblegren. Det vilde klæde dens fyldige og frodige Blomsterklynger bedre, om Baggrunden var af en mere naturtro end dekorativ Virkning. Ogsaa hendes „Amaryllis” er et lille fint Billede, - i disse Motiver føler hun sig synligt mere sikker end i et Motiv som „Yerseykalvene”.
Men prægtigst af alle Blomsterbillederne staar dog Olga Jensens „Markblomster” friske og levende, langt at foretrække for hendes to andre Blomsterbilleder.
Vi har tidt her i Bladet anket over Kvinders manglende Evne til at gøre ny Indsats i Kunsten. Paa den bildende Kunsts Omraade er og bliver de ialtfald stadig kun de flittige Arbejdere, og det Savn træder om muligt endnu stærkere frem i Aar. Det er naturligvis ikke let at hævde sig ved Siden af to saa ejendommelige Kunstnere som Johannes Bjerg, hvis „Abessynier” allerede sidste Aar i Grønningen som „Statuette” tiltrak sig Opmærksomheden, og Svenskeren Milles med de vidunderlige rythmiske Bevægelser i sit originale Arbejde „Dans” - og hans skønne Udførelse af en ganske ny Form for et Ur. - Alligevel formaar dog Thylstrups og nogle af Wederkinchs Bronzer at paakalde Interessen.
Hos de kvindelige Billedhuggere er Motivet overvejende Børn - og meget udover det „søde og nydelige” har de ikke naaet.
Der er Helen Dohlmanns yndige lille „Barnebuste” og „Statuette” - Nanna Johansens „Dreng i Gips” med sin smukke Hovedbøjning og skødesløse Benstilling, der er et dygtigt udført Arbejde med levende Hud og Muskelspil, - Lillie Raben-Levetzau s to Børn, hvis buttede Former egner sig godt til Sandstenens Karakter og endnu Elna Borch, Adda Bonfils og Julie Marstrand med nogle Børneskikkelser; Helle Klint har en meget pæn Buste, et „Kvindehoved” og endelig naar vi til Erna Wederkinch, der som en Afveksling har behandlet to Fuglemotiver, en „Poppedreng, der piller sig” og „Athenes hellige Fugl”, der er meget morsom, med sit vigtige og højtidelige Udtryk, - men hun naar alligevel ikke saa langt i Dyrets Karakteristik som Holger Wederkinch.
Hermed slutter vi for denne Gang, og haaber til Foraaret at møde nogle af de Overraskelser, som vi stadig længes efter.
