« Tilbage til søgeresultaterne
Dødsfald. Karen Jensen
Karen Jensen, var et ualmindeligt Menneske, en ejendommelig Begavelse.
Da hun døde d. 4. Novbr. kun lidt over 57 Aar gl., var det et indholdsrigt Liv, der fandt sin Afslutning. Hun havde Idealer, og hun arbejdede strengt for at naa dem. Hun sad inde med en ukuelig Energi; Vanskelighederne skulde overvindes. Hun holdt af at sige: »Man kan, hvad man vil«. Men det gik hende, som del vel gaar hver den, der sætter Maalet højt, hun led ofte Skuffelse; dog, hun satte sig ny Maal og tog med fornyet Iver fat paa Arbejdet.
Da hun som ung kom ind til København efter at have været paa Højskole og en Tid været i Huset hos Morten Pontoppidan, begyndte hun i sidste Halvdel af Firserne sit Højskolehjem i en beskeden Lejlighed; men i Slutningen af Halvfemserne købte hun en Ejendom ved Nørrevold og indrettede hele Huset til Højskolehjem. Naar det lykkedes hende at naa saa vidt i det korte Spand af Tid, saa var det ikke alene, fordi hun besad betydelige Administrationsævner, men ogsaa, fordi hun selv var paa Færde baade tidlig og silde.
Hun saa det som sin Opgave at skabe et virkeligt Hjem for de Landboere og Provinsboere, der under deres Ophold i Byen, slog sig ned hos hende. De skulde føle sig tilpas, ogsaa aandeligt; hun forstod at føre dem ind i Samtaler om de Spørgsmaal, der var oppe i Tiden.
Mange af disse Mennesker, der kun opholdt sig kort Tid i Byen, vil vist mindes hyggelige Timer, de har tilbragt i Karen Jensens Højskolehjem, lige saa vel som vi, der i vore unge Dage samledes om de Foredrag og Oplæsningen, hun lod afholde, mindes de mange lærerige og glade Stunder, hun skabte for os.
Da Karen Jensen afhændede sit Højskolehjem til andre, fordi hun trængte til Hvile, fandt hun dog ikke Ro; dertil var hendes Natur ikke. - - Hun havde under sin Virksomhed set, at alt for mange af de unge, der kom ind for at aftjene Værnepligten, søgte til Steder, som havde alt andet end gavnlig Indflydelse paa dem.
Hun anmodede da Kvinder over hele Landet om Støtte til Oprettelse af et Hjem for disse. Hun mente, at Kvindernes Interesse for denne Sag og Bidrag til Løsning af den kunde paakræves; thi det havde saa stor Betydning for Kvinderne rundt i Landet, at deres mandlige Slægtninge havde et godt Tilflugtssted i den store By, mens de laa inde som Soldat. Det lykkedes hende at faa Soldaterhjemmet startet ved Kvinders Hjælp - den kendte Frk. Birgitte Møller var hende blandt andre, en god Hjælper - og med Rette fik det derfor Navnet: »Kvindernes Soldaterhjem«. Den der ofrede mest af Kræfter, Tid og Penge for denne Sag var dog Karen Jensen. I dette Hjem var der ugentlige Mødeaftener med Foredrag, Oplæsning, Sang og Musik, og daglig kunde de unge Mænd tilbringe deres Fritid ved Bøger og Blade.
Dog Karen Jensens Virketrang var endnu ikke tilfredsstillet. Hun havde i Aarenes Løb faaet stærke politiske Interesser; saa mange Rigsdagsmænd af forskellige Partier havde jo boet hos hende. Ofte havde hun med dem taget en varm Debat om de Spørgsmaal, der laa hende paa Hjerte. Har hun aldrig talt offentlig for Kvindens Valgret, saa har hun saa meget desto inderligere talt Kvindens Sag, naar hun sad i fortrolig Samtale med de Rigsdagsmænd, der enten boede hos hende eller besøgte hende. Almindelig Selskabelighed deltog hun ikke i, men i hendes Hjem samledes ikke sjældent en Kreds af interesserede Mennesker fra forskellige Lejre til Diskussion om et eller andet af Tidens brændende Spørgsmaal.
For 10 Aar siden begyndte hun saa at udgive »Den lille Rigsdagstidende«. Det var et upartisk Referat af Forhandlingerne paa Rigsdagen. Hun følte det som en Mission at skabe og udvikle politisk Interesse og Forstaaelse i saa vide Kredse som muligt, navnlig vilde hun gerne have fat i Kvinderne. Hun vilde gøre sit til, at Kvinderne kunde staa saa godt rustede som muligt til det Arbejde, de nødvendigvis maa tage Del i, naar de fik den politiske Valgret. Hun var i dette Tilfælde som altid rede til at tjene en god Sag.
Hendes Minde være æret.
