Fortsættelse af Rettelser 1) til Artiklen Undervisning i Fransk

i,,Hvad vi vil” Søndagen den 23de August.

Efter den i det foregaaende bestemt udtalte Paamindelse til Staten om dog at gøre sin Pligt og, i Lighed med hvad der skete i Frankrig 1880, oprette den første af Statsmyndighederne ledede

Lærer-Institution i Danmark til Uddannelse af Lærere, der besidde Evnen til at undervise med Anvendelse af Nutidens universelt anerkendte „Méthode vivante” og dennes „Faire simple”, beklager jeg, at den paagældende Artikel af 23de August tvinger mig til paany at fremdrage min personlige Virken og de dermed forbundne Forhold for det ærede Blads Læsere.

I Sandhedens Interesse maa jeg med et Par Oplysninger imødegaa enkelte Unøjagtigheder i de velmente, for mig saa smigrende Udtalelser.

Jeg kan ikke tie til, at man bebrejder Undervisningsministeriet Mangel paa Anerkendelse af min Kundskab og min Virken. Intet Steds har jeg i Danmark fundet større Hensyn og mere forstaaende Øre for mine Udtalelser end under Ministrene Hall og Scavenius. Trods min forholdsvis unge Alder lønnede Minister Hall 1874 mine dristigt fremsatte, men paa Exempler støttede Udtalelser med en Diskussion saa livlig, at han, i sit Arbejdsværelse paa Bakkegaarden - hvor jeg fremførte min første offentlige Klage over Jammerligheden i Undervisningen i Fransk, i Danmark - gik op og ned ad Gulvet i livlig Ordvexel med mig; og jeg tror, at jeg var sejrrig; thi han fulgte mig ud til Trappen og gav mig, som tidligere omtalt, det Stipendium, om hvilket jeg ansøgte.

At Beløbet kun var 400 Kroner kan ikke bebrejdes Ministeren; et af de Spørgsmaal, Hall samme Aar omsonst kæmpede for i Rigsdagen, var Forøgelse af Stipendiemidlerne.

Til min store Beklagelse afgik Hall fra Ministerposten, medens jeg, overensstemmende med min Ansøgning, under akademiske Autoriteter i Paris, studerede Strømningerne i det 19de Aarhundredes Literatur i Frankrig samt Diction og Pronunciation.

Til Bevis for, at vor nylig afgaaede, intelligente og energisk fremadstræbende Undervisningsminister, Scavenius, ikke har stillet sig mindre anerkendende overfor de af mig i Ministeriet dristigt fremsatte, til Kendsgerninger støttede skriftlige og mundtlige Paastande og Klager, skal jeg kun anføre: at samme Minister 1882 bevilligede mit Andragende om 800 Kroner til i Paris hos akademiske Autoriteter, blandt hvilke jeg skal nævne M. H. Dietez, at fortsætte det for enhver Lærer i Fransk uundværlige, højere stilistiske og literære Studium af Sproget, ligesom han 1890 bevilligede mit Andragende om 600 Kroner til Fortsættelse af samme Studium, hvortil jeg knyttede nøjagtig Undersøgelse af de i en yngre Lærerkreds herhjemme fremskudte fonetiske Vranglærdomme, om hvilke jeg andet Steds skal udtale mig udførligere.

Min første Paastand overfor Minister Scavenius var: „Det er ikke nok for Fædrelandet at Forældrene og Staten lægger Hænderne i Skødet beroligende sig med, at Børnene gaar i Skole fra 9 - 2, undertiden til 3 hver Dag i ca. 10 Aar, med Frugten Hovedpine, Næseblod osv. 2) og atter beroligende Samvittigheden med, at Skolepengene er betalt, Gymnastik afholdt, osv. 3) Det gælder at vide, om Resultaterne af denne Skolegang er til Hjælp i Livet for den enkelte og til aandelig Vækst for Nationen som Helhed.

Mit sidste Ord til Ministeren i 1890, før jeg indgav mit Andragende om 600 Kroner til nyt Studieophold i Paris, med det særlige Formaal at undersøge Værdien af de, ved Hr. Carl Michelsen i den danske Skole indførte vrange Theorier om Tonen paa sidste Stavelse i Fransk og de ovennævnte, ligeledes i dansk Skole indførte Vildskaber i Fonetik, var: „Deres Excellence, jeg vil hellere lære noget af 10 Sider, end intet af tusind Sider”, hvortil Ministeren behagede at svare : „Ja, det skal De have Ret i.”

Kammerherre Scavenius har nylig offentlig udtalt: at det var ham en Glæde, at Professor Goos var bleven hans Eftermand; jeg har ogsaa det Haab, at hvad Scavenius som Minister saa energisk har begyndt til Fremme af en forbedret Undervisning i Danmark, vil Ministeren Goos energisk fortsætte.

Skolereformen i Frankrig bestod tredive Aars Kamp med det gamle; det gamle var dér formentlig repræsenteret af Gejstligheden, der fra det 16de Aarh., ja fra Carl den Stores Tid, sad inde med al Skolevælde i Landet. Her er det til alt Held ikke Kirken, der byder Modstand, kun Lægfolk, ærligt arbejdende med deres gamle Overbevisninger og ukendte med det nyes Grundvold. Maatte Værdien og Forstaaelsen af Principerne og Methoderne i det ny gaa op for dem, saa er de for sande Fædrelandsvenner til ikke at vilde følge med.

Men, som tidligere sagt, hvad man kun kender „von hören sagen” og gennem Bøger og Dagblade, det kender man ikke.

Danmark maa selv opdrage sig en tidssvarende Lærerstand, der lige som den franske kan være Aktiven i Undervisningen, medens Bogen bliver Passiven.

Hos os gaar ulykkeligvis de nyere Bestræbelser ud paa at gøre Bogen til Aktiven og Læreren til Passiven.

Se kun det Utal af Bøger, Forældrene maa anskaffe efter hver Eksamen.

Med Hr. Otto Jespersens poetiske Læsebøger kan kun være tilstræbt, næst det, at Drengen bliver sin egen Lærer i et fransk „Jargon”, det, at enhver Handelsrejsende kan etablere sig som Lærer.

Frøken Thora Goldschmidts Billedgloser til Billedundervisning er en ren Misforstaaelse. Naar jeg endelig tilføjer, at jeg ingenlunde er ældre, end at jeg godt kunde have taget en Doktorgrad, om denne havde tilsmilet mig; men at jeg, opdragen i min Faders Theorier, har søgt Kernen, ikke Skallen, samt at jeg ingenlunde anser en Doktorgrad i de levende Sprog, tagen paa Dansk, som tilstrækkelig Borgen for en Lærers Kundskab i Fransk, og dertil, at dybtgaaende pædagogisk Uddannelse for mig er en Hovedbetingelse hos en Lærer, vil man forstaa, at jeg ikke har kunnet tage Sæde i nogen Sprogkomité eller nogen Lærerkomité i Danmark, skønt Tilbud om

Komité-Virksomhed oftere er gjort mig.

De smaa Hentydninger til Bagtalelsens Udfald imod mig, kan jeg kun besvare med: Lykkelig den, der har været Genstand for Skinsyge og Bagtalelse, lever man paa en god Samvittighed, kan man dø med Bevidstheden om at have udrettet noget.

Hvad angaar de ved mig, fra de ærede klassiske Pariser-Firmaer: Armand Colin, Godcheau og Hachette til den danske Skolekongres 1890, for de ærede Firmaers egen Regning med „grande vitesse” ekspederede, værdifulde Skolesager saa vel som Sløjdsagerne fra den berømte Skole i la rue Tournefort, hvoraf intet blev udpakket under Skolemødet og for hvilke det ikke har været mig muligt at opdrive en sømmelig skriftlig Taksigelse fra nogen af de paagældende Skolemyndigheder i København, skønt jeg har tilbudt at oversætte denne paa Fransk, lige som det heller ikke har været mig muligt at opnaa disse Sagers offenlige Udstilling, hvilket var Betingelsen for, at de skulde komme til at tilhøre det pædagogiske Museum i København, saa ligger derunder en Hensynsløshed og en Skolehemmelighed, der overgaar min Horisont, maaske Hr. Brøchner-Larsen eller andre kunde løse Gaaden.

De mig personligt skænkede Skolearbejder medbragte jeg selv, og opnaaede efter en Del Kamp en lille Afkrog i Skolemødets Lokaler, hvor jeg selv maatte holde Orden i dem; men hvor dog adskillige danske, norske og finske, maaske ogsaa svenske Deltagere i Skolemødet var meget glade ved at se dem.

Med de bedste Ønsker for Lys i Skolesagen i Danmark!

København, den 23. September 1891.

Mélanie Borring.

Det har været os kært at optage Frøken Borrings „Rettelser” og interessante Udtalelser om den franske Undervisning her hjemme, da disse kaster et Lys over, hvor meget der kunde og burde gøres for vore Børn, der selv skal lære sig Sprog efter døde Bøger i Stedet for at nyde en levende undervisning.

Og endskønt vel de færreste er kompetente til at dømme om selve Sprogets Udtale og tilfulde skatte Værdien af Frøken Borrings Kritik, saa vil vist alle være enige om, at Kvindebladet „Hvad vi vil” er det rette Sted, hvor den burde komme til Orde, og vort Blad vil fremdeles staa aabent for enhver Kvinde, der har noget paa Hjertet overfor uheldig Undervisning og Opdragelse af de Unge og overfor andre Meningsløsheder i vore bestaaende Samfundsforhold.

1) I første Del af denne Artikel (se Bladets Nr. 37) er indløbet følgende Trykfejl: 1ste Spalte, 14de L., læs Lærerstudium; 2den Sp. 8de L., læs Min Fader. - I Anm. til 1ste Sp., læs Me. Charrier-Boblet i Paris.

2) Til Eksempel gode Lokaler. Vi maa ikke glemme, at den Frue, som var sendt fra Ministeriet i

Paris for at undersøge Skoler i Norden, svarede, da man i København kun vilde vise Lokaler: „ Vi har ogsaa Lokaler; jeg vil se, hvad der foretages i Lokalerne.”

3) Se Lægekongressens statistiske Opgivelser af 1885: „En halv Procent syge Skolebørn i Danmark og Sverrig.”