Fru Line Luplaus Begravelse.
Kirken fuld af Mennesker, Masser at Lys og en næsten bedøvende Blomsterduft var det første Indtryk, der mødte en ved Fru Luplaus Begravelse. Kisten fuldstændig dækket af Blomster og Krandse, hvoraf en Kæmpekrands med lange hvide Sløjfer og med Hilsen fra Valgretsforeningen faldt stærkt i Øjnene. Paa Kistens ene Side en Krands med højrød Pragtsløjfe trykt med Guld fra „De samlede Kvindeforeninger” og paa den anden Side en smagfuld Blomsterkrands med hvide Sløjfer fra „Dansk Kvindesamfund”.
De kvindelige Herreskræderes, De kvindelige Væveres, Arbejderforbundets og Tjenestetyendeforeningen „Enighed”s prægtige Silkefaner, omvundne med lange Sørgeflor, placeret ved Kisten i Kirken, gjorde et stærkt Indtryk.
Mest gribende var dog den Afdødes Mands, Pastor Luplaus, Tale. Det var jo ogsaa hans eget Livs dybeste Strænge, der her maatte klinge, og sandt og inderligt talte han om denne storslaaede Kvindes Kampliv, fortrøstningsfuldt og varmt om det evige Livs Haab, som ogsaa hun havde delt med ham.
Hendes svære Sygdomsanfald, som undertiden havde varet i Aaringer, var dog, naar hun igen rejste sig, som blæst af hende, og det mærkelige var da, at netop efter et saadant langt og smærtefuldt Sygeleje havde hun altid ny Planer fuldt færdige, som hun da realiserede. Menneskenes Dom brød hun sig ikke om, men gik uforfærdet sin Gang og arbejdede for, hvad hun troede, der var det rigtige, og hvor hun saa Uretfærdighed og Løgn, traadte hun kraftigt frem med aaben Pande.
Pastor Luplau sluttede paa en saa underlig skøn Maade, som sikkert greb alles Hjærter, idet han sagde: Hun havde mange Særheder og Fejl, og dersom hun har saaret nogen, saa beder hun nu gennem min Mund „vær ikke vred paa mig”.
Der var ikke mange Mænd mødte, dog saas for Fagforeningernes Formænd Maler I. Jensen, lige som „Socialdemokratisk Forbund” var repræsenteret ved Hr. Landstingsmand P. Knudsen.
Kvindeforeningerne var mødte fuldtallige, Bestyrelsesmedlemmer fra alle Foreninger var til Stede, fra Dansk Kvindesamfund Redaktør Elisabeth Grundtvig og Formanden Frk. Kirstine Fredriksen og talrige andre Foreningsmedlemmer.
Da Liget blev baaret ud af Kirken, slap Kvinderne hende ikke dér, et bølgende Folketog fulgte fra Frederiksberg Kirke til Fasanvejskirkegaarden, hvor Pastor Luplau forrettede jordpaakastelsen, og det var et underligt gribende Syn under den dejlige stille Efteraarshimmel at se de kvindelige Fanebærere træde frem ved Graven og lade deres mægtige Faner sænke sig ærbødigt ned over Graven som den sidste Hilsen og Tak fra de kvindelige Arbejdere, til hvis Befrielse og Sejer hun ogsaa havde givet sit Arbejde.
Efteraarssolen blinkede paa de guldbroderede Faner, og Taarerne blinkede i de mange Kvinders Øjne, der havde kendt og forstaaet hende.
Fru Luplau tilhørte ved sin Opdragelse og Alder en svunden Tid, men hun var fremsynet nok til fuldt ud at forstaa Arbejderbevægelsen og de nye Tanker.
