Miss P. H. Peckover.
Det er almindelig bekendt, at Fredssagen i England har sine bedste Venner blandt Kvinderne, og at enkelte Kvinder gør et temmelig stort Arbejde inden for Fredsforeningernes Ramme; men der er vist nok faa Kvinder, der udfolder en saa energisk og omfattende Virksomhed for denne Sag, som Miss Peckover i Wisbech, England.
Det er ikke alene Pengeofre, hun i rigeligt Maal yder Fredssagen, thi man vil dertil kunne svare, det er let at yde Penge, naar man er rig; men det er hendes personlige Deltagelse i alt, hvad der kan gavne Fredssagen, der gør hende stor i vore Øjne. Hvad der maaske virker lidt bedaarende paa os, er den Kærlighed, hun har kastet paa den danske Fredsforening.
Hun har nemlig nu i sin temmelig fremrykkede Alder lært Dansk og læser alt, hvad der udkommer paa Dansk, som kan have Interesse for Fredssagen, og oversætter, hvad hun finder af almen Interesse for Freden. Hun har saaledes oversat Hr. Fr. Bajers Bog, „Fredsvennernes Krigsplan” og Redaktør Carlsens samlede Afhandlinger ”Krigen”. Dette sidste Arbejde lader hun med betydelige Omkostninger trykke med Billeder. Hun har ydet Dansk Fredsforening store Tjenester, og hun har ikke haft lidt Indflydelse paa Hr. Fr. Bajers Nærværelse paa Kongresserne i Udlandet, idet hun mener, at en Fredskongres eller Konference i Udlandet vanskeligt vil kunne undvære Hr. Bajer, der som ingen anden er inde i alle evropæiske Forhold, som kan gavne Fredssagen.
I Redaktør Carlsens Blad ”Vendsyssel-Tidende” stod forleden hendes Billede og Levnedsbeskrivelse, hvoraf vi hidsætter følgende:
Miss Priscilla Hannah Peckover er født i Wisbech, Cambridgeshire, den 27. Oktober 1833. Hun nedstammer fra en Kvækerfamilje, hvis Forfædre under de Stuartske Kongers Regimente og Oliver Cromwells Protektorat taalmodigt led Undertrykkelse, Plyndring og Fængsel som en Følge af den standhaftige Protest, som George Foxs Tilhængere nedlagde imod religiøs Ufordragelighed og borgerlig Undertrykkelse, en Protest, der fremkom som en Følge af deres samvittighedsfulde Negtelse af at aflægge Ed og at bære Vaaben, hvilken Protest de støttede paa Lydighed over for Kristus og Læresætningerne i det nye Testamente. Hun fødtes netop som det vestindiske Slaveri i de britiske Besiddelser blev stedet til Jorden, i selve den By, hvor den bekendte Menneskeven Clarkson fødtes, og netop som den første store Reformbill blev udgivet. Det er derfor ikke saa underligt, at hun og hendes Søstre i deres Ungdom tog livlig Del i Tilvejebringelsen af den store Adresse, der sendtes Kvinder i Amerika fra de engelske Kvinder, hvis inderste Følelse oprørtes, da de gennem Mrs. Stovns berømte Bog, Onkel Toms Hytte, fik et levende Indtryk af de Grusomheder, der karakteriserede Slaveriet i Amerika. Desuden ofrede hun i sine unge Aar sin Kraft til Arbejde for Bibelselskaber, Søndagsskoler og Fattigbesøg, noget, som igen affødte Ønske om at hjælpe de Fattige ved en saakaldt Working and weekly Savings Club, ved hvis Hjælp mangt et Hjem er bleven gjort hyggeligt og mangen en Fattig i Nødens Time er forsynet med Klæder. Dette er sket ved en fornuftig Anvendelse af deres egne Midler, en Fremgangsmaade, der i høj Grad styrker den Hjulpnes Forudseenhed og Uafhængighedsfølelse. Saa meget som 10.000 Kroner om Aaret er paa denne Maade gaaet igennem hendes Hænder til stor Velsignelse for de mange Fattige.
Fattigbesøgene og hendes øvrige nævnte Virksomhed henledede snart hendes Opmærksomhed paa Afholdssagen, og efter 30 Aars Arbejde har hun nu den Glæde i sin Bog at have indskrevet 3,500 Navne paa Ædruelighedsvenner, af hvilke Hovedmassen er forbleven deres Løfte tro, og hvoraf mange er lysende Eksempler paa genrejste Menneskeliv, lige som en stor Mængde nu er dygtige Arbejdere for Sagen. Hun er for Øjeblikket Præsident for en Komite, bestaaende af fra 50 til 70 Damer, der i Egenskab af Tilsynshavende med Hensyn til Afholdssagen udøver stor Indflydelse i Wisbech, hvor fra en Fjerdedel til en Tredjedel af Befolkningen (selvfølgelig indbefattet mange Børn) staar indordnede under Afholdsorganisationen.
Da det med Hensyn til Afholdssagen var bleven praktisk godtgjort, hvilken Værdi Aflæggelsen af et Løfte har, henledede Miss Peckovers Tanker paa at indføre noget lignende med Hensyn til Fredssagen, og dette aabnede en ny Bane for hende. . Skønt hun fra sin tidligste Ungdom var fuldt overbevist om, at Krig staar i stik Modsætning med Guds Ord, saa var det dog ikke før i 1879, at hun begyndte systematisk at arbejde for Fredssagen, idet hun paa den Tid var kommen til Erkendelse af, at der fandtes overmaade stor Interesse for Spørgsmaalet, naar blot der blev kaldet paa den. Hun begyndte med at faa Underskrifter paa følgende Erklæring: „Jeg tror, at al Krig er i strid med Kristi Lære, naar han siger: Elsker eders Fjender, gør godt mod dem, som eder hader.” og jeg ønsker at gøre, hvad jeg kan, for at fremme Fredssagen.” Der forlangtes som Bidrag kun en Penny (7½ Øre) aarlig. Hun mærkede snart, at Publikums Tilslutning langt overgik hendes svage Forventninger. Hun konfererede med Londons Fredsforenings kvindelige Hjælpeafdeling og hun blev anmodet om at tale paa deres Aarsmøde i Maj i Memorial Hall, Farringdon Street, London. Dette Forslag vilde jo fremkalde Angst hos enhver, der aldrig havde talt fra en Talerstol, især hos en Dame, men det maa erindres, at Miss Peckover er Medlem af Vennernes Selskab (Kvækerne), der hævder Kønnenes religiøse Ligeberettigelse. De har ingen Rang imellem sig, men handler efter Principet: „En er eders Herre, nemlig Kristus, og I er alle Brødre.” Derfor spørger de ikke om Kønnet, og da Miss Peckover flere Aar af og til, naar hun følte Kald dertil, havde talt i Vennernes Forsamlinger, modtog hun Opfordringen.
De 144 Medlemmer, der var indtegnede, da dette Møde holdtes, forøgedes hurtigt, idet saa vel Mænd som Kvinder strømmede til. „Wisbech lokale Fredsforening” blev stiftet og tæller nu 6,000 Medlemmer fra forskellige Egne, lige som der England over er dannet lignende Selskaber med et samlet Medlemstal i 1891 af omtrent 15,000. Miss Peckover blev meget snart bekendt med, at der baade i Frankrig og i Tyskland er mange Hjerter, der slaar i Takt for denne store Sag, idet de vil virke for Fred paa Jorden og et godt Sindelag i Menneskene.
Efterhaanden som hun erfarede Fremgangen, blev hendes Arbejdsmark mere udstrakt og Antallet af hendes Medarbejdere talrigere. Hendes Navn er nu, for en stor Del gennem hendes eget Kvartalsskrift „Fred og godt Sindelag”, bleven kendt i Italien, Skandinavien og andre evropæiske Lande, saa vel som i Amerika, Avstralien, New-Zeeland og i Japan, lige som hun paa Verdensfredskongressen i Paris 1888 og i London 1890 blev personlig bekendt med mange af Lederne af denne store Bevægelse, som f. Eks. M. F. Passy, Signor E. T. Moneta, den danske Fredsven Fr. Bajer og mange andre.
