Indledningsforedrag i Diskussionen om Kvindesagen ved Mødet i Seljord August 1891.

(Fortsat.)

Er ikke det Kvindesag, at Mængden af Mænd endnu i Tanke og Opfatning staar lige overfor Kvinden, som Herren lige overfor Slavinden? Er det ikke Kvindesag det, at Mængden af Kvinder endnu akcepterer denne Rolle? Er det ikke Kvindesag, at for Mængden af Mænd - i Teori i alt Fald, om de kanske ikke er saa konsekvente i Praksis, fordi Virkeligheden, Livet træder regulerende til - men at for Mængden af Mænd Kvinder kun eksisterer saa længe, de er unge og vakre, at det snart i Spøg og snart for Alvor udtales, at de gamle Kvinder, de burde helst ikke være til? Er det ikke Kvindesag, at Mængden af Kvinder selv synes, at det er Livet det at være ung og kurtiseret, og naar saa det er forbi, saa er der intet mere for dem? En saadan Svaghed som den f. Eks., at Kvinder ikke vil være ved sin Alder - hvad andet kommer det af, end at den Opfatning er indforlivet i dem, at det eneste, der giver dem Værd som Mennesker, det er, hvorledes de behager Mændene, og det kan de ikke, uden saa længe de er unge. I sin Opfatning af Kvinden som Menneske mødes de gamle konservative Theologer med dem, som i andre Henseender er de gamle Theologer en Gru f. Eks. med Nietzsche og Strindberg. Det vil sige, de gamle Theologer, som er over Ungdommen og dens Forelskelse, dem ligger det mere paa Hjærtet, at Kvinderne skal sørge for deres legemlige Velvære, stoppe deres Strømper, passe deres Børn, lave deres Mad o. s. v. De har naturligvis ikke mere nogen Brug for dem som de „vilde, fine, underlige, søde Fugle,” de uansvarlige, de unyttige, de overfladiske Væsener, der kun er til for „at den dybe Tænkers anstrængte Hjerne et Øjeblik kan faa Hvile ved at lytte til deres sorgløse, legende Plapren”. Ja, det er Citater af Nietzsche, det er ikke mig. Nej, den gamle Præst, som sidder i det hyggelige Sofahjørne med sin Pibe, han har virkelig endogsaa en venlig Tanke at sende Mor ude i Køkkenet, forudsat da, at Mor forstaar sin Plads, forstaar, hvad hendes Bestemmelse i Verden er. Og det er ikke en Gang alle af dem, der er saa grusomme mod de ugifte Kvinder, som en af vore mest bekendte Højremænd, en, som indtager en meget høj Stilling i vort Samfund, som, da der var Tale om Kvinders Stemmeret, sagde: „Lad bare de gifte Kvinder faa den, hvis det kan more dem - de kommer saa bare til at stemme som sine Mænd; hvad de ugifte angaar, saa anser jeg dem for abnorme Væsener, hvem man ikke behøver at ænse,” - enkeltes Liberalitet lige over for Kvinderne kan endogsaa strække sig til de gamle, ugifte Kvinder. I Statsraad Hertzbergs Bog „Kvindens Kald, Uddannelse og Gerning” taler han meget pænt til de ugifte og trøster dem med, at de slet ikke behøver at synes, at de har forfejlet deres Kald i Verden - der vil nemlig altid være nogle i deres Omgivelser, for hvem de vil kunne opofre sig, arbejde, lide og forsage. Ja, der er jo rigtignok Kvinder, der synes det er tungt at blive henvist til Forsagelse som Livskald, men det er dog efter andres Mening bedre end ikke at faa Lov at eksistere længer, naar man er over de femogtyve. De gamle konservative er ikke saa aandelig hovmodige som Nietzsche og Konsorter, men de mødes i sin Indignation over, at Kvinder begynder at fordre at faa være noget i sig selv, og at de rent ud melder, at det er dem totalt ligegyldigt, om de gamle Konservative og alle ældre og yngre Herrer Nietzsche finder dem „tækkelige” eller ikke. Lad os en Gang undersøge: Hvad er det, Nietzsche sætter op som Manden? Det er det ophøjede, sandhedssøgende, stolte, frie, uendelig overlegne Væsen, alt det skabtes Konge og Behersker. Og hvad er for ham Kvinden. Den vakre, jaalede, letsindige, uudviklede, kokette 16-aars Pige. Vi Kvinder bliver saa ofte bebrejdet, at vi ingen Sands har for det generaliserende; vor Ejendommelighed skal være altid at stirre paa Enkeltheden, paa Detaljen, vi har ingen Sans for de store Overblik. Men i al Verden, har vi da ikke Ret, naar vi siger, at det her ikke gaar an at generalisere? Deles den menneskelige Slægt virkelig i ham - den store, ophøjede, Kongen - og i hende, den lille overfladiske Tosse, Fuglen, Slavinden? Naar vi ser paa Virkeligheden, er der da ikke Mænd og Kvinder om os, kloge og taabelige, sandhedssøgende og løgnagtige, elskværdige og uelskværdige? Er der ikke Mænd, som fortjener Foragt og har den, Kvinder, som fortjener Agtelse og faar den, lige saa vel som omvendt. Og saa videre i det uendelige med en Uendelighed af Typer og Nuancer og Blandinger. Hvor er han henne. Kongen, Guden, som fra sit ophøjede Stade har Lov til at se ned paa sine Slavinder, de „fladhodede, letsindige, katteagtige, yndige, uansvarlige” Væsener? Det skulde være morsomt at vide, hvorledes Nietzsche selv stod lige over for sine Omgivelser. Mon der ikke har været en eller anden Kvinde i hans Omgivelser, som har bristet i en naturlig, hjærtelig Latter, da hun læste hans Mening om Kvinden og Kvindeemancipationen og har sagt: nej, kære Nietzsche, lad os nu være Mennesker - dette her er rent ud sagt noget Vrøvl. Og vi andre har Lov lige overfor en saa kolossal Hovmod at sige: Du stakkels lille Fnug af et Menneskebarn, hvad er det, du indbilder dig?

At frigøre Kvinderne fra denne Opfatning af sig selv, det er i mine Tanker Kvindesagens første Opgave: den Opfatning, som er den gamle jødiske, at Kvinden kun er til for Mandens Skyld. Om den da prækes af de gamle Theologer, som i dette Stykke holder Kvinderne under det gamle Testamentes Trældom, medens de for sin egen Part saa sagtelig har frigjort sig, eller den prækes af moderne Bohemer, hvem det er aldeles ligegyldigt, hvad de ældre Kvinder gør med sit Liv, naar bare de unge lever, føler og tænker dem til Behag - det kan være os Kvindesagskvinder det samme, vi véd, at Resultatet bliver ens.

(Fortsættes.)