En kvindelig Taler.
Forfatterinden Fru Nico Beck-Meyer har i denne Tid gæstet København, og hun har her holdt nogle Foredrag om amerikanske Forhold.
Hendes store Veltalenhed og smukke Ordforraad, der helt igennem er fuldt af Poesi og en Hjertets Inderlighed, har skaffet hende en talrig Tilhørerkreds.
Hendes Skildringer af amerikanske Samfundsforhold har - trods det, at Amerika ligger saa langt her fra - en ikke ringe Lighed med vore danske Forhold her hjemme: Kapitalen paa den ene Side og den uendelige Nød og Lidelse paa den anden Side, og Foredragsholderen har, vidende eller ikke vidende, sagt mangt et rammende Ord, som vi ogsaa her i Danmark har Brug for, og vi er ganske enige med hende i, at det er en hel ny Samvittighed, vi trænger til; det er ikke længer nok at arbejde af Kærlighed og Sandhed i Velgørenhedens Tjeneste, vi maa øve Retfærdighed.
Fru Bech-Meyers Anskuelse er, at Uvidenhed - alene Uvidenhed - er Skyld i alle Menneskers Ulykke, Nød og Uretfærdighed, derfor bliver Viden Lægedommen.
Desværre rejser den udmærkede Taler allerede den 14. Oktober tilbage til Amerika, men hendes Foredrag har givet en Understrøm til bedre Forstaaelse af hendes nye Bog, der snart vil udkomme her hjemme.