Dolce far niente.

Hun skreg slet ikke, da han gyngede hende saa højt, saa højt i Gyngen henne bag Søboden, saa højt, at Vinden peb hende om Ørene og blæste hendes Hat langt op i Skoven. Og hun smilede saa varmt, da han hjalp hende ned igen, skønt hun var bleg om Kinden af Forskrækkelse. Og hun trak sine Silkehandsker af, smøgede Kjoleærmerne op over Albuen og rensede selv Fisken, de skulde have til Middag, paa en stor Sten nede paa Bakkeskraaningen.

Hvad var det ikke for en fortryllende Middag. De havde faaet dækket ude i Lysthuset, hvor Vinden smøg sig saa svalt ind mellem Kvistene, mættet med Duften af Saltvand og Birkeløv. Fisken var delikat, og Tykmælken, og Kagerne og Vinen, som han havde faaet fra Byen; og de var allesammen i straalende Humør; Amelia lo saa muntert ad hans Vittigheder og Skaaltaler, og Mama var naadigere end nogen Sinde.

Han var saa optagen af de mørke Øjne med de lange, smægtende Blikke, at han aldeles ikke tænkte paa Gretchen og de lyse, blaa Øjne før end om Aftenen, da han havde roet de fremmede til Damperen og viftet til Afsked for sidste Gang.

Da han saa kom til Stranden med Baaden, sad Gretchen paa Stenen mellem Ellebuskene og græd.

Og da han løftede hendes Hoved i Vejret og spurgte, hvad hans lille Kæreste fejlede, saa sprang hun op og stampede forbitret i Jorden.

„Kæreste og Kæreste! Aa, jeg véd godt, at Du ikke bryder Dig en Smule om mig - ikke --- en---eneste Smule.”

Og saa brød det paany løs.

„Aa, saadan en lille Tosse!” sagde han muntert og slog Armen om hendes Liv. „Hvorfor vil Du nu plage Dig med saadanne dumme Griller? Du véd jo saa godt, at der ikke findes en eneste paa hele den vide Jord, jeg elsker som Dig.”

Men hun rev sig løs af hans Arme.

„Tror Du ikke jeg saa, hvordan den sortøjede Abekat hængte efter Dig som en Burre”, græd hun fortrydeligt, „og Du - Du - Du - aa, jeg forstaar nok det hele. Jeg forstaar nok, at Du ikke kan bryde Dig om saadan en fattig Fiskerpige, som jeg er.”

Nu strømmede Taarerne ned ad Kinden.

„Se saa, vær nu fornuftig og ikke længer barnagtig. Hvad bryder jeg mig om hende og hendes sorte Øjne! Der findes blot et Par Øjne til for mig, og de er blaa”, og han kyssede hende midt paa Øjelaaget.

„Aa, - jeg kunde have Lyst at rive dem ud af Hovedet paa hende - saadan - saadan - ” og hun gjorde en højst betegnende Bevægelse med den lille, solbrændte Haand.

„Gerne for mig”, sagde han leende. „Jeg vilde --- trampe paa hende - som paa en Slange.”

„Hu, hvor min lille, fromme Gretchen lige med et er bleven grusom. Det havde hun dog vel ikke fortjent.”

Ikke fortjent? Ja, ser Du - ser Du - - jeg havde alligevel Ret. Du bryder Dig ikke om mig - ikke - ikke det ringeste---” og hun løb grædende derfra.

Da han efter Aftensmaden stod nede ved Stranden hensunken i Tanker, kom hun listende ned til ham med rødgrædte Øjne og et lille, sørgmodigt Smil om Munden, slog Armene om hans Hals og hviskede:

„Axel, vil Du tilgive mig?”

„Tilgive Dig hvad, Du lille Synderinde?”

„Jo, at jeg ikke troede paa Dig. Sig, vil Du tilgive mig?”

Han følte et Stik i sit Hjerte, strøg hendes Haar til Siden og kyssede hende paa Panden.

Lykkelige Dage! Hvor hurtigt svandt I dog ikke. Hvor Jert Solskin var klart og Jeres Enge grønne, hvor herligt sang ikke Fuglene og hvor nød de Elskende ikke Træernes Skygge. Skummende Bølger, hvor Jer Hvislen var indholdsrig. Jer brusende Røst melodisk.

Og saa disse lange, herlige Spadsereture om Aftenen, naar Dagens Arbejde og Bekymring var til Ende; Arm i Arm gik de Bakke op og Bakke ned, langs Stranden, hvor Maagerne skrigende fløj ud over Havet. Og de byggede svimlende Luftslotte, det ene højere, dristigere end det andet, og der gaves Løfter for Tid og Evighed.

For ham var det Leg, for hende Alvor. Men Legen var lige saa fristende som Alvoret dybt, og det var lige berusende at tage som at give.

Det var en brændende hed Dag i Begyndelsen af Avgust. Selv Havet laa ubevægeligt - Solstraalerne brød sig og prellede tilbage fra dets Ydre som fra et spejlblankt Skjold.

Hele Naturen gispede efter Vejret.

Da mødtes de tilfældigt udenfor Lysthuset.

Hun kom fra Engen og havde hele Haanden fuld af Forglemmigejer, hvoraf hun smilende fæstede en i hans Knaphul.

Han greb hende om Haandleddet og kyssede hende paa Fingrene. Saa antog han en alvorlig Mine.

„I Morgen rejser jeg”, sagde han.

Hun blev pludselig bleg, bed Tænderne sammen og støttede sig tungt paa hans Arm, men sagde intet.

„Ser Du”, vedblev han i en mild Tone, „mine Pligter kalder mig, og jeg maa rejse - hvor gerne jeg end vil blive”.

Hun trak Vejret dybt. Det var jo naturligt, det havde hun jo vidst fra det første Øjeblik, skønt hun ikke ret ofte havde tænkt derpaa, men altid vist Tanken derom fra sig, naar den havde villet paatrænge sig hende, og kun nydt Dagen og Øjeblikket. Hun undrede sig blot over, at det nu kom saa pludseligt og bedøvende over hende. Men hun bøjede sit Hoved og tav.

„Nu skal Du være en modig lille Pige, Gretchen”. han klappede ømt hendes lyse Haar, ikke gøre os Afskeden alfor smertelig. Det bliver smerteligt nok endda og ikke mindst for mig. Og det bliver jo kun for en lille Tid, en lille Tid, som vil gaa hurtigt med Arbejde og Forhaabninger. Til Foraaret kommer jeg igen, Gretchen, og saa --- saa”