« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindeligt Erhvervsarbejde og kvindeligt „Tjenesteaar"
Der er i Tyskland i Smaaskrifter og Bladindlæg blevet ført en meget livlig Forhandling om Indførelse af et »Frauendienstjahr«.
En kvindelig Medarbejder ved »Sozialistische Monatshefte« siger i et af dette Tidsskrifts sidste Hefter, at der er brudt en sand Syndflod løs af de forskelligste Skrifter om dette Emne, og søger at udrede den Idé, den Betragtningsmaade, som ligger til Grund for Flertallet af de fremkomne Forslag. Herom skriver hun:
»Den voldsomme Forandring i Forholdene, som Krigen medførte, lærte de tænkende blandt Kvinderne at se mangt og meget i et skarpere Lys; det galdt frem for alt Nødvendigheden af en dybere Sammenknytning af Kvindens Liv som Enkeltvæsen med Samfundshelheden. En hel Række praktisk saglige Problemer førte dem direkte for Øje, hvad de ellers kun teoretisk havde hørt uden Forbindelse med deres personlige Tilværelse: at ogsaa Kvinden i første Række er Medlem af en bestemt, paa den eller den Maade udformet menneskelig Samfundsorganisation, og at denne Organisations Udformning øver den stærkeste Indflydelse paa hendes Liv. De vilde ved Krigens Begyndelse i patriotisk Begejstring ofre sig for Fædrelandet, men følte hurtigt, at selv den højeste Offervillighed ikke er tilnærmelsesvis saa meget værd, som den simpleste saglige Kunnen. De saa, at de vigtigste Produktionsgrene laa stille, fordi den uskolede kvindelige Kraft ikke uden videre kunde træde ind i de Pladser, den faguddannede Mand havde forladt. De saa ogsaa, hvor uendelig vanskeligt det var at opdrage Kvinderne til at begribe selv de simpleste, samfundsmæssige Forpligtelser i huslige Sager, altsaa paa deres eget ganske særlige Omraade, fordi de netop altid kun havde lært at handle udfra deres Families Interesse. Det laa nær heraf at drage følgende Slutninger:
1) Vi maa uddanne Kvinderne til socialt Hjælpearbejde.
2) Vi maa lære dem at udføre fagligt Arbejde, for at de i paakommende Tilfælde kan erstatte Manden i hans Virksomhed.
3) Vi maa sørge for huslig Uddannelse for at opnaa en ikke blot privat men ogsaa samfundsøkonomisk fornuftigere Husførelse. Og endelig:
4) Vi maa for at give vort fædrelandskærlige Sindelag Udtryk indføre noget for Kvinderne, som kan svare til den mandlige Værnepligt."
For flere af dem, der har hævdet Ønskeligheden af et kvindeligt Tjenesteaar, synes Hovedsagen at være den, at drage Bourgeoisiets ledige Døtre ind i en social Virksomhed med Tvang fra Statens Side til at blive der en bestemt Tid (l til 2 Aar). Dr. Rosa Kempf henviser i »Archiv für Sozialwissenschaft und Sozialpolitik«, 41. Bd. S. 422 f. f. til, at hele Spørgsmaalet i Grunden kun angaar en lille Kreds af velstaaende unge Piger. Alle andre opfylder deres Samfundspligt i deres Erhverv.
I Samklang med denne Tankegang skriver vedkommende Medarbejder i »Sozialistische Monatshefte«: »En alvorlig Kamp kan ikke dreje sig om et kvindeligt Tjenesteaar, men om Spørgsmaalet: Fagarbejde eller ej?«
Heri ligger en stærk Underkenden af den Betydning, et kvindeligt Tjenesteaar vil kunne have ogsaa for dem, der er uddannet i et bestemt Fag. Men Forfatterinden har ikke helt Uret, naar hun skriver:
»Skal altsaa virkelig Bevidstheden om en social Forpligtelse vækkes til Live hos Kvinderne, saa opdrage man hver enkelt til Udøvelse af et Erhverv, og gennemtrænge hende med Følelsen af, at Pligten til at udrette et dygtigt Arbejde i et bestemt Erhverv er den grundlæggende Samfundspligt, uden hvis Opfyldelse ogsaa personlig sædelig og aandelig Fuldkommengørelse bliver en Umulighed. Men man lære fremfor alt ogsaa det store Flertal af Proletariatets Kvinder at se noget mere i deres Gerning end et tvungent Erhvervsarbejde, som man snarest mulig kaster fra sig, naar man kan eksistere det foruden; man vække i dem Interesse for den kvalificerede, teknisk fuldt tilfredsstillende Arbejdsydelse, som den arbejdende selv kan føle sig stolt over."
- - -
En ganske lignende Tankegang møder Læseren i et lille Skrift af Luise Zietz, udgivet af det tyske socialdemokratiske Partis Styrelse: »Zur Frage dér Frauenerwerbsarbeit während des Krieges und nachher« (Berlin 1916).
Nogle af de der meddelte Kendsgerninger giver et Begreb om, i hvilken uhyre Udstrækning Kvindernes Erhvervsarbejde er tiltaget. Allerede før Krigen gik Udviklingen i den Retning; Krigen har givet den et mægtigt Skub videre. Fra 1895 til 1907 voksede Antallet af de selverhvervende Kvinder i Tyskland fra 6 1/2 til 9 1/2 Million, eller fra 18,5 til 26,4 pCt. af alle Personer af Kvindekøn.
Alene Firmaet Krupp har i Essen efter Krigens Udbrud antaget c. 10,000 nye kvindelige Arbejdere. Tre Firmaer i Magdeburg, som før Krigen beskæftigede 800 Kvinder, har nu en Stab paa over 9,000.- I Berlin beskæftigedes før Krigen i Metalindustrien 32-33,000 Kvinder; nu er der over 50,000. - Ved Udgangen af November 1915 var der ved tyske Sporvogne 12,546 kvindelige Konduktører, 9 kvindelige Vognstyrere og 1199 Kvinder ved andet Arbejde.
Spørgsmaalet om den lavere Løn, der som Regel ydes kvindelige Arbejdere, har jeg omtalt i »Kv. o. Samf.« Nr. 6 1916. Her skal jeg blot tilføje, at det er lykkedes det store »Træarbejderforbund« at afslutte en Overenskomst med Kurvefabrikanternes Organisation, ved hvilken disse har forpligtet sig til at betale samme Løn til Kvinder som til Mænd ved Fremstillingen af Skansekurve.
De almindelige Arbejderbeskyttelses-Bestemmelser for Kvinder er under Krigen sat ud af Kraft. Og man kan derfor for Tiden møde Forhold soiri dette, afr der i en Dynamitfabrik med c. 400 kvindelige Arbejdere og regelmæssig 10 Timers Arbejdsdag med 2 Hold. Arbejdere, der skiftes til at have Arbejde om Dagen og om Natten, ofte arbejdes af samme Hold 24 Timer i Træk, ja endogsaa 36 Timer.
Efter Krigen vil de gamle Bestemmelser antagelig blive sat i Kraft igen. Og Forfatterinden hævder med Rette, at de bør udvides betydelig. Arbejdsdagen maa forkortes ikke blot til 8 Timer, men mere endnu; man maa bort fra de mange Undtagelsesbestemmelser, som hidtil har tilladt at overskride den fastsatte Arbejdsdag. Forbuddet mod Kvinders Natarbejde maa udvides, idet den som »Nat" betegnede Tid udvides. Lørdag Eftermiddag maa gives fri; der maa indføres en aarlig Ferie paa 14 Dage, i hvilke den sædvanlige Løn udbetales. Sundhedsskadelige Arbejder eller Arbejdsmaader maa forbydes.
Kvinderne maa med i Fagforeningsbevægelsen.
»Selv om den Tanke er forsvundet fra Hjernerne, at Arbejderklassen kunde hjælpes ved et Forbud mod Kvinders Erhvervsarbejde eller i det mindste mod deres Arbejde i Fabrikker, saa spøger dog endnu som en Levning af denne Tanke den gamle Opfattelse, at Kvindernes Erhvervsarbejde egentlig er et Onde, om end et uundgaaeligt. Og denne gamle Opfattelse, der enten aabent udtaltes eller viste sig mere som instinktiv Uvilje, har stedse stillet sig imod vor Agitation som en stærk Hindring, ofte ligefrem som et Bolværk. Forstaaeligt nok! Noget, man anser for et Onde, gaar man saa vidt muligt af Vejen for; og er Forholdene stærkere end Menneskenes Uvilje og Ønsker, saa er disse dog ingenlunde derved udsonet med Forholdene, saa længe de ikke tillige klart har erkendt det gode, som de fører med sig for os. Hvad organiserede Arbejdere betragter som øverste Pligt for sig selv, at være Medlem af og arbejde med indenfor Parti og Fagforennig, anser mangfoldige af dem for aldeles upaakrævet for deres Koner og Døtre. Og i de uorganiseredes Rækker ser det naturligvis endnu værre ud.«
Den Revolution, der er ved at foregaa med Kvindernes Arbejde, idet de fra de hjemlige Sysler føres ud paa det almindelige Arbejdsmarked, er der ingen Grund til at beklage. Den er et nødvendigt Led i den hele tekniske og samfundsøkonomiske Udvikling. Det er ikke selve Udviklingen, men de Misforhold, som har ledsaget den, der bør bekæmpes.
Modstanden mod Kvindernes Erhvervsarbejde bør derfor ophøre. I Stedet bør der gøres et kraftigt Arbejde for at faa Kvinderne organiseret. Kun som Medlemmer af stærke Fagforeninger kan de værge sig tilstrækkeligt mod Udbytning og mod at komme til at trykke Mændenes Løn ned. Deres Organisering er derfor i lige høj Grad i deres egen og i Mændenes interesse.
Af aller største Vigtighed er det, at Kvinderne samtidig med deres Indtræden i Erhvervslivet befries for en Del af de huslige Pligter, som hidtil paahvilede dem.
Alt uøkonomisk husligt Arbejde maa afskaffes: Boligerne maa indrettes, saa de er lette at holde i Orden, med Centralvarme; elektrisk Lys o. s. v. Der maa oprettes kommunale Spisehuse med tiltalende Spisesale for dem, der ikke foretrækker at hente Maden hjem til sig selv.
Men ogsaa en Del af sine Opdragerpligter maa den kvindelige Arbejder fritages for. Det kan ske ved en videre Udvikling af Skolevæsen og Børneforsorg ad de Baner, ad hvilke disse allerede bevæger sig. Derved behøver Baandet mellem Forældre og Børn ikke at løsnes. Baade Mand og Hustru vil kunne være mere for deres Børn, give dem mere sand, personlig Opdragelse, naar Konen ikke udenfor sin Arbejdstid er overvældet med Madlavning, Vask, Pasning af Børnene o. s. v. Kvindens Erhvervsarbejde er ikke i og for sig et Onde; men det bliver det, hvis man forlanger, at hun foruden det ogsaa skal passe alt det huslige Arbejde, som Kvinderne i gamle Dage, da de ikke havde selvstændigt Erhverv, var sysselsat med.
En saa voldsom Udvikling af Kvindernes Erhvervsarbejde, som Krigen har medført, og som kun for en Del vil ophæves ved dens Afslutning, kræver som nødvendig Følge en tilsvarende Omdannelse af det daglige Livs Forhold rundt i Hjemmene.
I et Afsnit om »Frauenerwerbsarbeit und Bevölkerungspolitik« omtaler Forfatterinden de Krav om Indskrænkninger i Kvindearbejdet og Foranstaltninger af anden Art (Oprettelse af Fødehjem f. Eks.), som maa stilles af Hensyn til Kvindens Stilling som Moder og overhovedet hendes svagere Organisme. Det er allerede nævnt, at hun kræver en Udvidelse af Forbudet mod Kvinders Natarbejde. Hun gaar overhovedet afgjort imod de Kvindesagskredse, som sætter Hensynet til Kvindens fulde Ligestilling med Manden højere end Samfunds-Hensynet til Kvindernes Sundhed og de kommende Slægtleds Velfærd.
Hvad de unge Pigers Uddannelse angaar, tænker hun sig sig Sagen ordnet saaledes:
Skoletvangen udstrækkes til det fyldte 16. Aar; for den, som ikke derefter rykkes op i en højere Læreanstalt, begynder saa den faglige Uddannelse ganske paa samme Vis som for de jævnaldrende Drenge. Men denne Læretid skal ikke tilbringes hos Smaahaandværkere eller i Fabrikker, men i kommunale Læreværksteder under Ledelse af dygtige Lærere. Læretiden vil da kunne forkortes betydelig. De under Krigen gjorte Erfaringer peger i Retning af, at den ikke behøver at vare flere Maaneder, end den tidligere varede Aar.
Tvungen Fortsættelsesundervisning for begge Køn indtil det 18. Aar skal sørge for den videre aandelige og teoretiske Uddannelse, for Legemsøvelser samt for Uddannelse i Husførelse og Barnepleje. De, der vil have Husgerning til deres Fag, maa gennemgaa særlig Uddannelse deri.
Ogsaa de unge Mænd - mener hun - bør have noget Kendskab til Husførelse og Pædagogik. Børnenes Opdragelse skal nemlig ikke være Moderens, men Forældrenes Opgave; og det er ikke mere end rimeligt, at Manden kan række sin selverhvervende Hustru en hjælpende Haand ved en Del af det huslige Arbejde, som bliver tilbage.----------
Der er for mig ingen Tvivl om, at Udviklingen gaar i den her skildrede Retning. Men Overgangen fra de gammeldags Forhold til de nye er yderst vanskelig. Om den gifte Kvinde skal nøjes med at passe sit Hus, eller hun skal øve selvstændigt Erhverv, er en Sag, som maa afgøres efter nøje Overvejelse i hvert enkelt Tilfælde. Der spiller saa mange personlige Forhold ind. Det er let at opstille som Hovedregel, at der maa tjenes mere ved Selverhvervet, end der tabes i Hjemmet. Det er derimod yderst vanskeligt at følge denne Regel, fordi meget af det, der tabes, ikke kan udregnes i Penge. Men jo stærkere Udviklingen presser paa i Retning af et forøget Antal selverhvervende
kvinder, des mere betydningsfuldt bliver det, at der gøres et kraftigt Arbejde for at faa Hjemmene saaledes indrettet, at de huslige Pligter kan indskrænkes mest mulig. Ellers vil vi faa endnu flere overanstrengte Kvinder, end der allerede er.
Andreas Boje.
»Det sociale Sekretariat & Bibliotek«
d. 6/5 1916.
Bemærkninger til ovenstaaende.
Alle med Dansk Kvindesamfunds Arbejde fortrolige Læsere af ovenstaaende Artikel vil straks bemærke, at Louise Zietz, Forfatteren af Skriftet: »Zur Frage der Frauenerwerbsarbeit während des Krieges und nachher", paa et Punkt er i afgjort Modstrid med de af Dansk Kvindesamfund og Nordens andre Kvindesagsforeninger hævdede Synspunkter, nemlig i Kravet om Beskyttelse af det kvindelige industrielle Arbejde i Form af Særforbud for Kvinder mod Arbejde i sundhedsfarlige Virksomheder, samt Arbejde ud over en vis Tidsfrist og indbefattende Nattens Timer. Da det tilmed fremgaar af Hr. Andreas Bojes tilsluttende Ord, at han ligesom Louise Zietz mener, at man i Kvindesagskredse i denne Sag »sætter Hensynet til Kvindens fulde Ligestilling med Manden højere end Samfundshensynet til Kvindens Sundhed og de kommende Slægters Velfærd«, maa Redaktionen af Hensyn til de Medlemmer, som endnu ikke har haft Lejlighed til at gøre sig fortrolige med Dansk Kvindesamfunds energiske Modstand mod Natarbejdsforbudet og dets Grunde for at bekæmpe dette, bestemt benægte, at D. K. »sætter Hensynet til Kvindens fulde Ligestilling med Manden højere end Samfundshensynet til Kvindens Sundhed og de kommende Slægters Velfærd«, hverken i det her omhandlede Spørgsmaal eller i noget andet. Dette fremgaar bedst af den Resolution, Dansk Kvindesamfunds Københavnskreds i Forening med Kvindeligt Arbejderforbund og Kvindelige Trykkeriarbejdere 16. Marts 1911 vedtog og indsendte til Rigsdagen, og hvori Hensynet til Kvindens og Slægtens Sundhed giver Anledning til følgende Udtalelse:
»Det er ikke muligt ved Særforbud at beskytte hende (Kvinden) mod Misbrug af hendes Arbejdskraft; Indskrænkning af hendes Arbejdsfelt vil kun bevirke, at hun tvinges til at sælge sin Arbejdskraft billigere. Hensynet til hendes egen og hendes fødte og ufødte Børns Sundhed kan saaledes ikke tale til Gunst for Særforbud, thi Sundheden fremmes ikke ved Forringelse af hendes økonomiske Stilling.”
