Brev fra Randers.
Randers er en livlig Foreningsby, der findes Foreninger i alle Brancher og til ethvert Formaals Fremme.
Forhen var det mest Selskabelighed, der lagdes Vægt paa gennem Foreningslivet i denne By. Dog naar jeg nævner forhen, menes der kun et Tidsrum af 5 - 6 Aar tilbage i Tiden, først da begyndte den politiske Propaganda, der satte sine Rødder paa Skyggesiden af Byens Arrealer, hvor den arbejdende Stand sidder og længes efter Solskin og Varme.
Venstresagen holdt den Gang sit Indtog, og den tog til, tog til saa en Kammerherre faldt for den ved et Folketingsvalg, men saa sagtnede den af igen, den indeholdt for meget af Spidsborgerligheden, og Arbejderstanden ønskede det reelle. Konflikten viste sig, Liberalismen tabte.
Fagforeningsbevægelsen dukkede frem, og Randers tæller nu Organisationer næsten i ethvert Fag af klassebevidste Arbejdere, der har deres eget Organ.
Et af de sidste Resultater af Organisationen er en Forening ved Navn „Kvindelig Fremskridtsforening”, der stiftedes i August d. A. og har siden den Tid med sit ret gode Medlemsantal haft ugenlige Møder, vekselvis med Diskussion og Haandgerning. Dens Formaal er at vække og vedligeholde Interessen for politiske og sociale Spørgsmaal hos Kvinden, hvilket søges opnaaet ved Afholdelse af Diskussionsmøder, Foredrag, Oplæsning og Agitation for Kvindernes Organ „Hvad vi vil”.
Foreningen tæller hovedsagelig Arbejderkvinder blandt sine Medlemmer; men det vilde ogsaa være for meget at forlange af Borgerstandens „Damer” med det indskrænkede Livssyn og den konservative Opdragelse at de skulde kunne se længere end fra Haandværkerforeningens og Klubben „Harmonien”s Dansegulv og Teatersal til Bahnsons frivillige Kanonindsamling.
Maaské de dog en Gang faar Øje for Kvindens Krav og stiller sig ind i vore Rækker, - dog frygter jeg, det har lange Udsigter, dertil bader de sig for meget i Konservatismens mudrede Vande.
Men ligesom de mandlige Arbejdere har lært af Erfaring, hvor nødvendigt det er at staa paa egne Ben, er det samme Livssyn begyndt at fremkomme hos kvindelige Arbejdere. Lad os da haabe, at hun, lige som han, maa forstaa at løse Opgaven,
som er at skabe bedre Kaar; mangt og meget falder sammen for begge Parter, det, der ikke gør det, maa hun nødvendigvis søge at bibringe Forstaaelse af, og Følgen vil nok blive et rigtig Kærnetag i Samdrægtighed og Enighed.
Kvindesagen er i sig selv saa berettiget, at den bør fremhjælpes, og enhver burde af egen Drift sætte en Ære og Stolthed i at være med til at gennemføre den.
