Et Nødskud

De gik forbi hver Dag, naar de skulde paa Skole.

Jeg var saa vis paa, naar jeg om Morgenen kom ned i Spisestuen og gik hen til Vinduet for at kigge over paa Raadhuset, om det ikke snart var Skoletid, at se Rolf Salikath komme marscherende forbi - han havde en saadan kæk, spænstig Gang, som om han gik paa Staalfjedre, - og saa staa stille paa Hjørnet og fløjte.

En skarp, langtrukken Fløjten, som naar en Jæger fløjter til en Hund.

Og jeg var lige saa vis paa, at nogle Øjeblikke efter kom Knud Vibe springende, villig, tjenstagtig, lig en vel dresseret Støver, til hvem man raaber "Apport".

Jeg ser ham saa tydeligt for mig, hans spinkle Skikkelse, lyse Haar og opvakte Ansigt, især naar han om Vinteren i sine renlige, men luvslidte Klæder, med rød Næse og forfrosne Haandled (Hænderne var altid stukne ned i Buxelommerne), og med et uldent Skjerf slynget om Halsen frysende listede sig forbi, idet han stampede Sneen af Fødderne.

Som sagt, jeg var saa vant til det, at jeg aldrig forlod Vinduet, før jeg saa, om Knud havde hørt Rolfs Fløjten.

Hvad der drog den rige og den fattige sammen, ved jeg ikke. De var ikke engang Klassekammerater. Rolf - Fabrikant Salikaths eneste Barn - gik i 4de Real, medens Knud Vibe gik i Borgerskolen.

Imidlertid - Kl. 2 - efter endt Skoletid gik de lige saa ufravigelig tilbage igen den samme Vej med Bøgerne dinglende i de Remme, der holdt dem fastspændte.

Og da gjorde de gærne et Slag ind paa Grønningen, der bredte sig foran Raadhuset. De tog sig en rask Tagfat, hylende af Glæde, (saa Duerne - Borgmesterens Duer - i stor Forskrækkelse fløj op fra Dueslaget, og kredsede med rappe Vingeslag om i Luften,) svingende Bogremmene som Slynger over Hovederne, stormende op og ned ad Raadhusets Stentrappe, ridende paa dets snirklede Jernrækværk, og tagende de brede Trin i et eneste, vældigt Hop.

Undertiden stod en lille, fattig Pige med Hænderne under det blaatærnede Tørklæde, og kiggede frem bag den udskaarne Karnap, men hver Gang Rolf Salikath under en rask Vending fik Øje paa det lille Barn med de lyse Krøller under den sorte Hætte, raabte han:

"Hvad vil du? Skrup af, din Tøs!"

Og idet hun tog Flugten, drev han hende foran sig som et Stykke jaget Vildt.

"Ih, min Gud! Det er jo Knuds Søster!" udbrød en Gang min Broder, da han tilfældigvis rejste sig op og saa ud over mit Hoved.

De forsvandt efter nogle Aars Forløb, disse Børn.

Rolf blev sendt til Kadetakademiet i Kristiania; Knud kom paa Salikaths Fabrik, og Søsteren, Maja, blev i Tidens Løb Stuepige hos Fabrikant Salikaths.

Saa var det i Midten af Tredserne, - jeg var lige kommen hjem efter et toaarigt Fravær i Udlandet.

Jeg husker, den første Morgen jeg kom ned til The, gik jeg efter gammel Vane hen til Vinduet og saa over til det alderstegne Raadhus med den spidse, røde Gavl, Svalereden, Grønningen med Dueslaget og Lønnetræet udenfor. De smalle Buevinduer funklede som Guld i Morgensolen.

Pigerne løb til Bageren efter Brød med deres Kurve paa Armen. Der var en stadig og lystig Ringen rundt om en fra Dørklokkerne i de forskellige Bagerboutikker. Duerne kurrede, og Røgen fra de mange Skorstene skyndte sig med at stige til Vejrs.

Da kom en rank, ung Officer med Kappen over den ene Skulder slentrende forbi ved Siden af en nydelig Tjenestepige med en koket Morgenkappe paa det lyst krusede Haar og et hvidt Smækforklæde.

Hun skulde ogsaa til Bageren og trippede muntert afsted paa de smaa, højhælede Sko.

Officeren trak i sine Knebelsbarter, bøjede sig ned til hende, og det varme Blod skød hende op i Kinderne.

Der var noget ved dette mørke Haar og Gangen - dette med Staalfjedrene, - der pludselig slog mig som en Erindring.

"Det er Rolf Salikath!" udbrød jeg.

"Ja, hvem ellers?" sagde min Broder, som sad og læste sin Morgenavis. "Han ligner sgu sig selv, hvor han gaar og staar."

"Og Pigen!"

"Stuepigen", tilføjede Rudolf lakonisk.

"Hvilken Stuepige?"

"For Pokker, hvad kommer det dig ved? Knuds Søster!"

"Knud Vibes! - Men i al Verden hvad vil han saa - !"

"Gud, hvor du er dum!" sagde Rudolf og trak paa Skuldrene.

Jeg fulgte dem med Øjnene. Henne paa Hjørnet, netop det selvsamme Hjørne, hvor Rolf Salikath hver Morgen havde staaet og fløjtet ad Knud, stod en Fabrikarbejder med noget Værktøj i Hænderne.

"Er det Knud?" raabte jeg uvilkaarligt.

Rudolf saa over Randen af sin Avis.

"Ja, - hvad saa?

"Hvad saa! - Han staar jo og venter!"

"Herregud! Hvad kommer det dig ved? Han skal paa Arbejde," sagde Rudolf ligegyldigt og tog igen fat paa sin Avis.

Det var ikke til at tage Fejl af. Der stod han og ventede - mager og bleg, med et lyst Mundskæg og glatkæmmet Haar.

Der var noget resigneret-taalmodigt i hele hans Stilling, som tydede paa en trofast, men passiv Natur.

Da Løjtnanten og den unge Maja naaede Hjørnet, tog Knud raskt sin Hue af, - det skete ærbødigt, næsten ydmygt, - medens Salikath ligegyldig-nedladende førte Haanden op til "Kepien", skødesløst gjorde Højre om og vendte tilbage den samme Vej, han var kommen.

Rollerne vare ombyttede. Han var bleven for fin til at have Arbejderen til Kammerat, men han var ikke bleven for fin til at have hans Søster, "Tøsen", til Elskerinde.

Dette varede hele Sommeren, lige saa ufravigelig som Morgenen kom.

Og hver Morgen stod han der paa Hjørnet saa paalidelig som en Skildvagt, passede paa sin Søsters Ære og fulgte hende videre.

Jeg saa aldrig Salikath række ham Haanden.

Saa saa vi i længere Tid hverken Knud eller Maja, heller ikke Løjtnanten, det vil sige paa den Tid tidlig om Morgenen; thi at han endnu var i Byen og spillede 1ste Violin i dens Selskabsliv, vidste jeg.

"Hvor er dog Maja bleven af?" slap mig ud af Munden en Morgen, som jeg vendte mig om fra Vinduet.

Vor Husjomfru lod Strikketøjet falde ned i Skødet.

"Aa, den Stakkel! Jaget bort fra Tjenesten naturligvis. "

"Hvorfor dog?"

"Hvorfor?"

Den gamle Dame fik pludselig travlt. Hun rejste sig hurtigt op og ledte efter sin Stok.

"Kære, - de siger, hun skal have et Barn."

"Med den Mand!"

"Hvem?!"

"Rolf Salikath!"

"Ja - hvem anden? Aa den Herre, den Herre! Gud dømmer nok, - han dømmer! Vær vis paa det!"

Hun fik endelig fat paa sin Stok og haltede hurtigt ud.

Naa! Saa det var Enden paa hele Redeligheden.

Og hun er jaget fra Tjenesten! Fra hans Forældres Hus! - Det var da ogsaa rimeligt nok.

I Vinterens Løb døde Fabrikant Salikath, og efter den afdødes Ønske gik Sønnen ud af Arméen og overtog Fabriken.

En mørk Novemberdag næste Efteraar kom Rudolf hjem og fortalte, der forberededes en Strejke blandt Rolf Salikaths Arbejdere. De vilde ikke arbejde for den nedsatte Dagløn, han bød dem.

"De er nogle gode Tosser", tilføjede han, "de faar ikke deres Fordring sat igennem."

"Mener du? Det er dog kun, hvad Faderen gav dem."

"Ja, men dette er Sønnen. Han er en haard Hals," sagde Rudolf. "Det gaaar bare ud over dem selv."

"Men hvor kan det være muligt! De fordrer jo kun, hvad de har faaet i aarevis."

"Ja, pas nu paa, hvad jeg siger! Han viger ikke en Fodsbred."

Lampen var tændt samme Dags Aften, og vi var samlede om Pianoet. Jeg spillede netop en gammel, skotsk Ballade, og Rudolf nynnede Omkvædet: "Der gaar hun, der gaar hun, den stolt Adelgund!"

Pludselig hævede vi alle Hovederne og lyttede. Der var et eller andet Steds en dump Larm, der i Begyndelsen lød meget fjærnt, men som lidt efter lidt rykkede nærmere og nærmere.

Rudolf rejste sig pludselig med ét, gik hen til Vinduet og trak Rullegardinet op.

Snevejret var løjet af. Uden for var det skinnende hvidt. Maanen kiggede netop frem bag Raadhusets Gavl, og i dens klare Lys saa vi flere mørke Skikkelser klynget sammen ved Hjørnet.

Det var Fabrikarbejdere der talte ivrigt og pegede op mod den Gade, hvorfra Larmen kom. Det var en Summen af Menneskerøster, der efter Haanden trak forbi hen ad Vesterkanten til. Lidt efter lidt opløstes Klyngen paa Hjørnet; der blev kun to igen.

Jeg lukkede sagte Vinduet op.

"Du er dog et Fæ, Knud, at du ikke gaar med os."

"Jeg kan ikke," sagde Knud Vibe. Det var, som om han med Besvær stødte Ordene ud.

"Du tør ikke sulte," lo den anden haanligt.

"Jo, jeg kan sulte, men jeg har min fader- og moderløse Søster og hendes lille Barn at forsørge. Hun er syg, siden det Barn kom, og kan vist aldrig mere arbejde i sit Liv. Jeg maa hænge i."

"Saa hæng i. Men blier du Skruebrækker, vil vi banke sønder og sammen hvert evige Ben i din syndige Krop!"

Rudolf lukkede Vinduet, og vi hørte Skridtene fjærne sig.

Han blev imidlertid staaende en Stund endnu med Haanden paa Rullegardinsnoren og lytte, men Larmen i det tilstødende Kvarter stilnede mere og mere af, - tilsidst hørtes den kun som en utydelig Mumlen.

Rudolf lod Gardinet glide ned.

Da vi den næste Dag ved Frokostbordet læste i Morgenavisen om Strejkens Udbrud, sagde jeg:

"Mon han gik med?"

"Det er dog ogsaa forbausende, som den Fabrikdreng interesserer dig!" raabte Rudolf.

"Ja, saa meget, jeg er ikke rolig, før du skaffer mig at vide, hvor Maja bor."

"Naa - det kan jeg jo sagtens."

Uden for var Sneen optraadt af mange Mennesker.

Strejken var, som sagt, udbrudt, og Rolf Salikath veg ikke, han satte haardt mod haardt; men han var saa hadet blandt sine tidligere Arbejdere, man sagde, han gik med en Pistol i Lommen.

At Knud Vibe ikke havde havt Mod til at være Skruebrækker, naar det kom til Stykket, var tydeligt nok, da jeg hver Dag saa ham fra Tid til anden med flere arbejdsløse drive frem og tilbage udenfor Vinduerne. Det var, hvad man paa Svendesproget kalder for at "spadsere".

Men medens han saaledes under forgæves Søgen efter Arbejde "spadserede" Tiden bort - Gade op og Gade ned - , bankede frygtsomt paa hver anden Dør og blev afvist, - hvem vilde have en strejkende Svend i sit Brød? - var det, som om han svandt ind.

Fattigdommen, denne Virkelighedens Vampyr, der suger Blod og Marv, sad ham aabenbart paa Nakken og bøjede hans Ryg.

"Den rider ham til Wandsbeck," sagde Rudolf.

Det gør mig endnu ondt i Sjælen at mindes, at hver Gang, vi i de Dage havde set ham gaa forbi, endte vor Samtale altid med ét:

"Ja, hvor bor han?"

Rudolf glemte nemlig altid at spørge ad. Og naar jeg lukkede Vinduet op for at kalde paa ham, var det bestandig for sent. Han var forsvundet om Hjørnet.

Saa havde vi naaet Julen. Den kære Jul, da alle Mennesker burde have lidt Glæde.

Det var Juleaftens Middag. Luften var straalende klar, og det faste Snetæppe bredte sig over den sorte Jord som et Festklæde til Ære for Højtiden. I den friske Vintersol ilede Folk travle frem og tilbage, alle belæssede med Pakker, Gaver til Juletræet, Delikatesser for Julebordet. Entréklokken lød uophørligt. Saa kom en Kasse ind ad Døren, saa en Kurv, saa et Brev.

Gaasen og Ludefisken duftede ind fra Køkkenet, i Spisestuen lugtede det af Granbar og Harpix fra Juletræet.

Udenfor jog imidlertid den ene Kane forbi efter den anden under Pidskeknald og lystig Bjældeklang.

Jeg stod netop og hæftede Istapper og Rim paa Grenene, da jeg gennem Vinduet fik Øje paa Juleneget, det store, rigtfyldte Kornneg, der af "Kommunen" var rejst oppe i Lønnetræet foran Raadhuset. Det var pudret af Snefaldet fra den foregaaende Nat, og Graaspurvene, de smaa Julegæster, som tidligst kom til Bords, sloges under geskæftig Kvidren om, hvem der først skulde komme til ved det kommunale Gæstebud.

Da saa jeg pludselig midt i den festlige Færden ude paa Gaden Knud Vibe, der bleg og forfrossen i tynd Frakke og med Hænder blaa af Kulde listede sig forbi med et Rugbrød under Armen.

Han trykkede sig næsten ind til vor Husvæg og saa sig sky om til alle Sider, som om han var bange for, at nogen skulde se ham.

Saa sagde jeg til mig selv: "Nej, nu skal Rudolf holde Ord! Jeg sætter mig ikke til Julegrøden i Aften, før Knud og Maja har faaet sin Julekurv!"

Og i Følelsen af at have en god Samvittighed blev jeg ved at pynte Juletræet.

Men det fik en brat Ende.

Jeg stod netop paa en Stol og fæstede Lyset i Toppen, da Raabet: "Stop Tyven! Stop Tyven!" lød gennem Gaden.

At hoppe ned og ile til Vinduet var et Øjebliks Sag. Og da saa jeg Knud Vibe mellem Hænderne paa to Politibetjente, der førte ham til Raadstuen.

"Jeg sprang ud, - i det jeg vilde ud af Gadedøren, kom Rudolf, der ogsaa havde hørt Raabet, løbende ned ad Trappen fra 2den Etage.

"Hvad har han stjaalet?" raabtes der.

"Brødet!"

"Rugbrødet!"

"Der var ingen i Bagerbutiken."

"Han svuppede ind gennem Døren!"

"Listede sig bort som en Hønsetyv!" lød det rundt om en i Munden paa hverandre, medens Folk stimlede til.

Han krøb sammen, dukkede Nakken endnu dybere end før, da - i det han var ved at sætte Foden paa Raadhusets Trappe, hævede han pludselig Hovedet og rev sig løs.

Der - om Hjørnet kom Rolf Salikath i "Anstandspels", foret og kantet med kostbart Pelsværk, og i Fortvivlelsens Selvtægt styrtede Knud Vibe mod ham.

"Du! Du!" skreg han mellem de sammenbidte Tænder. "Her skal jeg slæbes som en ussel Tyv op paa Raadstuen, fordi jeg tog det Brød, der skulde frelse min Søster og dit Barn fra at dø af Hunger! Du har stjaalet hendes Ære og Sundhed, du har stjaalet mig Brødet af Munden, - skal du, Tyv, gaa fri!"

Og inden Politibetjentene kunde naa ham, rev han Pistolen ud af Salikath s Brystlomme.

Der lød et Skud.

„Det var et Nødskud!” lød det fra en af de omstaaende, - ingen vidste fra hvem.

Spurvene i Juleneget fløj opskræmte bort, og Rolf Salikath sank til Jorden som en død Mand.

I næste Sekund stak Knud Vibe Pistolen i sin Mund og fyrede af.

Da det andet Nødskud faldt, vendte imidlertid alle de gode Borgere Ryggen til og tyede slagne af Skræk ind i deres egne Huse.

Indenfor de lunende Døre drejede de Gadedørsnøglen om og lukkede ude det, de havde flygtet for.

Og saa ringede Byens Kirkeklokker Juleaftenen ind.