Københavns Højskole
havde i Fredags for første Gang indbudt til Foredragsmøde. Folk var mødt i saa stort Antal, som Salen kunde rumme. Selvfølgelig hørtes de tre første Talere, cand. mag. Ida Falbe-Hansen, Bager Marstrand og cand. phil. H. Trier, med stor Interesse, de var alle kendte og yndede Talere i København, men da Forstanderen Morten Pontoppidan skulde tale, saa samlede den talrige Tilhørerkreds sig ret sammen til at høre ham udvikle det store nye Skoleprogram.
Her var kommet Folk fra forskellige Lejre: gamle Grundtvigianere, faste i Kirkens Dogmer, der med egne Øren vilde erfare Morten Pontoppidans Kætteri i Grundtvigianismen, Fritænkere, der ventede en Udtalelse om Forkastelse af de gamle Dogmer. Alle kritisk oppe for at bedømme den Mands Anskuelser, der havde vovet at slaa sig ned som Højskolelærer midt i den Hovedstad, der hidtil nærmest med Overlegenhed har betragtet Højskolevirksomheden ude paa Landet.
Men Pontoppidan vandt en fuldstændig Sejr over sin Tilhørerkreds; Kritiken, baade blandt dem, der var kommen for at forkætre, og af dem, der var kommen for at faa Medhold, gav hurtig Plads for den hyggeligste Stemning og den mest velvillige Tilhørerkreds, ti Talerens simple dagligdags Billeder var helt igennem fremstillet i en saa poetisk Tone, at den greb dybt ned baade i de unges og de ældres Hjærter. Frit for alle teologiske Reminicenser og kristelige Talemaader, tog Taleren Sigte paa dette ene at være et naturligt, sandt og livsglad Menneske. Mon ikke ogsaa det var et godt Program for en Ungdomsskole?
