Helene B. Temple, Udgiverinde af "Woman’s Herald".

Det var et Par Dage, før jeg skulde rejse bort i Sommerferien, at jeg tog over til Strand 86. London W. C., for der i en Elevator at lade mig bringe op til de højere Regioner, hvor Helene Temple (eller Frøken Müller, som jeg snart fik at vide var hendes sande Navn) havde sit Blads Ekspeditionslokaler.

Paa det elskværdigste havde hun tilladt mig et Besøg for at gøre hende nogle Spørgsmaal om hendes Liv og Virksomhed og vilde modtage mig midt i sine travle Kontortimer; med fordoblet Interesse traadte jeg derfor ind i hendes Arbejdslokale, hvor jeg fandt hende flittig bøjet over Skrivebordet.

Helene Temple er en fin, sirlig Skikkelse, paa hvis Skuldre der sidder et interessant Hoved med et fintskaaret Ansigt omgivet af graat Haar og med livlige, aandrige Øjne.

„Jeg véd, at jeg i denne Time ikke tør lægge Beslag paa Deres Tid med indledende Spørgsmaal, derfor vil jeg uden Omsvøb bede Dem om at fortælle mig saa meget som muligt om Dem selv.”

„Med Fornøjelse, hvis det kan have nogen Interesse for Kvindebevægelsen”, svarede Frøken Temple og vedblev:

„Min Fader hed Müller og var af tysk Herkomst - fra Bremen - jeg blev født i spansk

Syd-Amerika i Valparaiso. Jeg elskede mit Fædreland, men maatte forlade det for min Opdragelses Skyld, og nød i England en dygtig, liberal Skoleundervisning. Saa traadte jeg som Voxen ind i Londons Selskabsverden for i omtrent fem Aar at danse og drive - udelukkende fordi mine Forældre ønskede det.”

„Begyndte De allerede, da De var meget ung, at beskæftige Dem med literære Arbejder i en eller anden Retning?”

„Aldeles ikke! Min Familie viste ikke den ringeste Interesse for Literatur, langt mindre for Kvindeemancipation; enhver Tilbøjelighed, som viste der hen imod, blev snarere undertrykt end understøttet. Men da disse Londoner-Fornøjelser i omtrent fem Aar var bruset forbi mig, kom jeg til den Erkendelse, at jeg i Længden ikke kunde udholde dette dovne, daadløse Liv.

Jeg led store, sjælelige Smerter og begyndte ogsaa legemligt at se slap og daarlig ud, saa mine Forældre betragtede mig med Bekymring og grundede over, hvormed de kunde berede mig en usædvanlig Glæde. Jeg maatte ønske mig noget, tog Øjeblikket i Agt og udtalte det Ønske at besøge en højere Skole, som det, der laa mig mest paa Hjærte.

Min Fader var afgjort imod den saakaldte højere Uddannelse for Kvinder, men hans Retfærdighedssans tillod ham ikke at lægge mig Hindringer i Vejen, og med usigelig Henrykkelse modtog jeg Tilladelse til at besøge Girton-College.

Det er nu tyve Aar siden, at jeg fuldstændig i Tanken sluttede mig til den endnu meget lidet populære Kvindebevægelse og paa samme Tid var beredt til tappert at kæmpe med for vor gode Ret. Jeg vilde hjælpe til med at levere Bevis for, at Kvinden er jævnbyrdig med Manden paa det store Arbejdsmarked, og den Beslutning stod fast hos mig, at jeg i en eller anden Form vilde tilhøre det offentlige Liv og forsøge at være med, hvor Fagmænd og Lærde trængtes.

Der gik nogle Aar med alvorlige Studier, saa tog jeg min Grad med Udmærkelse, og nu begyndte min Familie at blive stolt af mig; men de gjorde mig dog tit Livet surt med Drillerier.”

„Var De Deres Forældres eneste Barn?”

„Nej, jeg har tre Søstre og en Broder; de er allesammen lykkeligt gifte. Nu kom den Tid, da jeg beflittede mig paa at tale offentligt, hvor jeg blot kunde finde en Lejlighed dertil; jeg talte om Opdragelse og enhver Genstand, der aftvang mig en dyberegaaende Interesse.

Da foreslog Professor Favcett mig til Medlem af Londonner Skole-Kommissionen, og i den Anledning afholdt jeg ca. tredive Møder i Lambeth, hvor jeg holdt Taler. Da jeg blev valgt havde jeg forøvrigt 3000 Stemmer mere end den mandlige Kandidat.

Nu fulgte seks Aar, hvori jeg arbejdede haardt, undertiden 15 Timer om Dagen, der var Komitémøder og andre Forsamlinger og et Utal af Skoler at inspicere. Nuvel, efter seks Aars Forløb havde jeg faaet nok deraf, og jeg tilfredsstillede nu min Længsel efter at se Verden. Jeg berejste Ægypten, Nord-Amerika, Algier, samt alle Evropas Lande med Undtagelse af Rusland, der har jeg ikke været. - -

For tre Aar siden begyndte jeg saa at udgive Womans Penny Paper . . .^”

„Efter at De andet Steds havde sat Dem ind i Journalistiken? ... .”

„Nej, jeg begyndte uden nogen som helst Erfaring. Jeg forespurgte paa forskellige Kontorer om det kunde tillades mig at arbejde som Volontær, men alle Vegne blev jeg afvist, fordi jeg var Kvinde. Saa maatte jeg selv samle Erfaringer, og - betale dem dyrt; det vil sige, min Moder betalte dem, hvis ikke hun offervillig havde stillet en Sum til min Raadighed, havde jeg ikke kunnet udgive Bladet.”

„Nuvel, men nu er Deres Foretagende da ogsaa bleven kronet med et glimrende Held.”

„Kun ikke i pekuniær Henseende! The Womans Penny Paper, for et Aar siden omdøbt til Womans Herald, betaler sig endnu ikke, men jeg vil ikke opgive det - det maa betale sig en Gang, og foreløbig vil jeg glæde mig ved de Opmuntringer, der bliver mig til Del fra alle Sider.”

„Lever begge Deres Forældre endnu.”

„Kun min Moder; hun bor her i London; min Fader døde for 10 Aar siden. Jeg bor paa Landet - her er mit Hus,” - Frøken Temple pegede paa et henrivende Fotografi over sit Skrivebord - jeg kommer kun en eller to Gange om Ugen til Byen for at besøge mit Kontor og min Moder. Den øvrige Tid arbejder alene mine Medredaktører, de unge Damer, De saa her ved Siden af, og jeg maa endnu tilføje, at jeg som Kvinde hylder den Grundsætning kun at beskæftige Kvinder. Paa mit Landsted findes ingen Tjenestefolk, jeg optager kun Damer i min Husholdning; selv min Gartner er nu en Dame, og Haven har aldrig været bedre passet.

Den Snak, at der gerne er Sladder og Uenighed, hvor der er mange Kvinder i et Hus, gør vi til Skamme; vi lever fredeligt og lykkeligt med hverandre.”

„Men hvorledes lader et saadant Princip sig gennemføre, hvem udfører de svære, smudsige Arbejder?”

„Mit Hus er saaledes indrettet, at saakaldte svære og smudsige Arbejder slet ikke er nødvendigt; jeg befinder mig overordentligt vel derved, thi alt er første Klasses Arbejde, saaledes som det aldrig bliver udført af Tjenestefolk.”

„Lader Deres redaktionelle og literære Virksomhed, der dog maa være meget omfangsrig, Dem Tid til private Liebhaverier?”

„Skønt jeg selv udfører det meste og det vanskeligste Arbejde, saa har jeg dog, da jeg staar tidlig op, Tid til at køre, ride, ro og løbe paa Skøjter, og naar jeg er paa Rejser, holder jeg fremfor alt af at bestige Bjerge; jeg anser frisk Luft og Bevægelse for en nødvendig Livsbetingelse.”

Jeg tog nu Afsked, idet jeg hjerteligt takkede Frøken Temple for hendes elskværdige Imødekommenhed. Det er en Kvinde, som hører til de fremmeste i Kvindebevægelsen, offerberedvillig og daadskraftig som hun er, hun har hverken skyet usigelig Møje eller Omkostninger for at skaffe og opretholde et Central-Organ, i hvilket ikke alene hvert Skridt fremad bliver bemærket og raabt langt ud i den vide Verden, men i hvilket Kvinder, og kun Kvinder i offentlige Breve kan diskutere alle mulige politiske og sociale Spørgsmaal. Et Organ, som hverken tager ensidigt politisk Parti eller ved Frygtsomhed lader sig afholde fra skarpt at belyse de mest skrigende sociale Skader, og som lader alle Meninger komme til Orde.

„Womans Herald” opdrager Kvinden til den Tid kommer, da vi moralsk og politisk vil blive befriede. Udstyrelsen er fortrinlig, saavel Tryk som Papir lader intet tilbage at ønske. Bladet udkommer en Gang om Ugen og bringer da et Portræt med Biografi af en eller anden interessant Kvinde.

Abonnementsprisen er 6 shilling aarlig.