« Tilbage til søgeresultaterne
Lige Løn for lige Arbejde
Foredrag, holdt paa D. K.s Fællesmøde, Juni 1916, af cand. polit Helge Smith.
Det er selvfølgelig umuligt i et kort Foredrag at udtømme et saa omfattende Emne som Spørgsmaalet om lige Løn for Mands og Kvindes Arbejde, tilmed da Stoffet er ganske raat og ubehandlet. Jeg betoner derfor, at jeg i det følgende ikke vil komme ind paa Enkeltheder, men maa overlade dem til en kommende Undersøgelse. Det, her skal gøres, er at trække den røde Traad i Spørgsmaalet op, afstikke visse Rammer for dets Undersøgelse, skabe en Plan for det fremtidige Arbejde.
Overensstemmende med Dansk Kvindesamfunds Ønske er min Redegørelse da at betragte som indledende og foreløbig. Jeg vil i denne Forbindelse gøre opmærksom paa, at det Arbejde, der skal følge efter, hvis Spørgsmaalet skal behandles tilfredsstillende er overmaade omfattende.
Der blev en Gang til statsvidenskabelig Eksamen givet den skriftlige Opgave at besvare: „Hvorfor er Kvindernes Løn lavere end Mændenes.” - En Student, som var oppe, fortalte mig glædestraalende, at han havde løst den til Bunds. Han havde - som han sagde - faaet „alle syv Grunde” til Kvindernes lavere Løn med - han følte sig fuldkommen sikker paa sit „laudabilis”. Det stod mig ikke ganske klart, hvor „alle syv Grunde” fandtes optegnede; men han oplyste mig derom, og jeg maatte ved nøjere Eftersyn give ham Ret: det doceres ved Københavns Universitet for Jurister og Nationaløkonomer, at der er syv gode Grunde til, at Kvindernes Arbejdsløn er mindre end Mændenes.
Nu er Livet vel et, Eksamensopgaverne og Lærebøgerne ofte noget andet; men nogen Forbindelse er der dog næsten altid; sikkert er det, at Kvindens Løn - Arbejdsløn, Gage - i Reglen er lavere end Mandens, Statistiken har konstateret det, og Nationaløkonomien har søgt at forklare det. Men lige saa gamle som disse Undersøgelser og Forklaringer er - næsten lige saa gamle er Kvindernes Krav om en Ændring i dette Forhold, og Slagordet, den gyldne Frase, er nu paa dette Omraade: Lige Løn for lige Arbejde.
Frasens Fordel er den at samle det centrale i en Tankegang i et kort, rammende Udtryk, der brænder sig fast i Bevidstheden - dens Mangel den at være saa lidt udformet, at Udtrykket sjældent er helt nøjagtigt. Saaledes ogsaa med „Lige Løn for lige Arbejde”. Ganske vist kan der ikke være nogen Tvivl om, hvad der menes med „Lige Løn”, men saa meget mere kan der rejses Tvivl om Meningen med Udtrykket „lige Arbejde”. Er det lige stor Arbejdspræstation maalt i Udbytte, der menes, eller lige lang Arbejdstid eller lige Stilling - eller er det alle tre Ting blot i forskellig Sammenhæng. Man vil let se, at Standpunktet til det i Frasen udtrykte Princip kan blive et vidt forskelligt, eftersom man lægger den ene, den anden eller den tredie Forstaaelse til Grund.
Klarest er Forholdet, naar Udgangspunktet for Kravet om lige Løn er ,,lige Arbejdspræstation”; her maa ifølge Sagens Natur de færreste Indvendinger melde sig. Tænkte man sig Arbejdskraften udbudt paa et frit Marked, hvor kun den økonomiske Interesse var raadende, vilde den lige Løn for Mands og Kvindes lige Arbejdspræstation være en given Ting, hvis Kvinden forlangte den med samme Styrke som Manden. - Og omvendt: ser vi Mands og Kvindes lige Arbejdspræstation betalt med forskellig Pris, kan vi deraf med Sikkerhed slutte, at der har været andre Motiver end rent økonomiske raadende i den Forretnings Afslutning, at Markedet ikke har været frit, eller at Kvinden ikke har stillet Kravet om den givne Løn med samme Styrke som Manden.
Det kan nu næppe i Praksis falde svært at finde Tilfælde, hvor lige mandlig og kvindelig Arbejdspræstation udbydes sammen, saaledes at man kan sammenligne Betalingen for dem. Akkordlønssystemet frembyder de fleste Muligheder for disse Sammenligninger, og saa vidt jeg har kunnet opspores, betales der her i Landet normalt samme Akkordløn til en Kvinde som til en Mand for det samme Produkt, samme færdige Vare. Eksempelvis kan nævnes kvindelige og mandlige Tobaksarbejdere og Skotøjsarbejdere. Naar de tilvirkede Varer er de samme, falder det jo ogsaa naturligt at give den kvindelige Arbejder samme Løn som den mandlige. Men i Fag, der er et helt eller overvejende Kvindefag, kan der godt tænkes Akkord-lønninger, som er saa lave, at mandlige Arbejdere ikke vilde arbejde for dem, hvilket viser, at Akkordsystemet ikke i sig selv kan holde Kvindelønnen oppe.
Medens Sammenligningen ved Akkordlønnen er fuldt og let gennemførlig, er den ved andre Lønningsformer meget vanskelig og tidt umulig. - Stiller man to Par Støvler ved Siden af hinanden kan man fastslaa, at de er af nøjagtig samme Godhed eller af forskellig - men hvorledes gennemføre en nøjagtig Vurdering af Kvaliteten af en Mands og en Kvindes Undervisningsarbejde, Kontorgerning og lignende. Paa saadanne Felter vil Bedømmelsen som oftest blive mere eller mindre vilkaarlig; Undtagelser kan vel tænkes: Maskinskrivning kan nøjagtig bedømmes efter Mængden af Fejl; men man vil se, at her nærmer Præstationen sig netop ogsaa til at have Varens Karakter - dog herom senere.
Vort Udgangspunkt er altsaa det, at den lige Arbejdspræstation ud fra rent økonomiske Motiver kan lønnes lige, enten Mænd eller Kvinder har leveret den - men selv om der kan paavises Tilfælde, hvor denne Mulighed bliver til Virkelighed, saa maa det dog indrømmes, at Undtagelserne rimeligvis er de fleste, og disse Undtagelser skyldes for en stor Del andre Aarsager end de rent økonomiske.
Forinden vi nu gaar paa Spor efter disse „ikke økonomiske” Aarsager, der stiller Kvindens Løn under Mandens, vil se lidt nærmere paa Spørgsmaalet lige Løn for „lige Arbejdstid” og „lige Stilling”.
Et Krav om „lige Løn for lige Arbejdstid” maatte for at være gennemførligt, forudsætte, at lige Arbejdstid betød lige Arbejdspræstation. Nu er det i al Almindelighed givet, at de to Ting ikke er det samme: Dovenskab og Flid, Udholdenhed og Mangel derpaa, Paapasselighed og Sjuskeri
o. s. v., o. s. v., betinger et meget forskelligt Resultat af samme Arbejdstid. En Arbejdsgiver vil ikke med sin gode Vilje lønne den dovne og den flittige, den dygtige og den udygtige - eller nogen af de iøvrigt forskelligt arbejdende Arbejdere ens for lige Arbejdstid. Normalt vil han overhovedet ikke kunne lønne den Arbejder, der kun faar lidt ud af Tiden, lige saa højt som den, der faar meget ud af Tiden, uden at den sidste forurettes, idet dennes Overskud da maa dække den andens Underskud,
Det bliver da et stort og for hele vor Undersøgelse vigtigt Spørgsmaal, om der er en almindelig og tydelig Forskel paa Mands og Kvindes Udnyttelse - Udbytte - af Arbejdstiden. Er Kvindens lavere Time-, Dag-, Uge-, Maaneds-, Aarsløn i Hovedsagen bestemt derved, at Kvinden faar mindre Arbejdspræstation frembragt i en given Arbejdstid end Manden - eller er atter her de „ikke økonomiske Aarsager” eller Kvindens ringere Fordring paa Spil, eller er Markedet ikke frit, som det maa være, naar de økonomiske Forhold klart skal komme frem som de bestemmende.
Skønt Spørgsmaalet her drejer sig om den lige Løn for den lige lange virkelig anvendte Arbejdstid, møder der dog mange Vanskeligheder ved Sammenligningen. Lettest stiller Sagen sig atter ved den egentlige Vareproduktion, hvor man i talrige Tilfælde ganske objektivt vil kunne afgøre, hvor meget den mandlige Arbejder præsterer pr. Time, og hvor meget den kvindelige Arbejder frembringer - og ligeledes oftest, om Kvaliteten er den samme, eller hvor stor Forskellen er. Det vil dog ikke være rigtigt at standse med at undersøge en enkelt Arbejdstimes Udbytte. Arbejdsgiverne maa oftest tage den samlede Arbejdsdag under eet og Udholdenheden vil her spille en stor Rolle. Nu kan det vel nok betragtes som paa Forhaand givet, at Mænd og Kvinder har en ofte meget vidt forskellig Arbejdsevne, saaledes at det vilde være ganske forkert at gaa ud fra samme Arbejdspræstation i et givet Tidsrum som det almindelige. Paa den anden Side kan man ingenlunde gaa ud fra, at Kvindens Arbejdspræstation overalt er Mandens underlegen. Den mandlige og den kvindelige Arbejdskrafts Ejendommeligheder henviser paa Forhaand Kvinden til visse Arbejdsfelter, Manden til andre. Det haarde legemlige Slid vil saaledes nærmest være Mandens - helt ubetinget rigtigt er det ikke: Fanøkonerne besørgede tidligere noget af det haardeste Arbejde, Høstarbejdet, medens Mændene var paa Langfart - men dette og lignende Undtagelsestilfælde som Amazonerne bekræfter i Virkeligheden nærmest Reglen. Det ensformige mekaniske Pillearbejde er oftest
Kvindens; Rutinen, den nøjagtige Gentagelse Gang efter Gang er aabenbart ogsaa Kvindens Styrke.
Man vil vel ved en Undersøgelse næppe komme ud over at fastslaa enkelte primitive Grundtræk i Arbejdsanlæget som virkelig ejendommelig mandlige og ejendommelig kvindelige; men noget vil ganske sikkert kunne naas. Jeg tror man skulde begynde med at opstille visse Postulater f. Eks., at Kvindens dispositive Evne er ringere end Mandens - for saa gennem en omfattende Undersøgelse at faa det be- eller afkræftet. Jeg tror den vilde bekræftes. Det er i hvert Tilfælde ejendommeligt, at Kvinderne viser sig talrigere og talrigere i et Erhverv, efterhaanden som dette byder paa flere og flere Muligheder for Arbejde uden indviklede Dispositioner. Dette er saaledes ganske sikkert Tilfældet med Handelen for Øjeblikket. Dels byder den i de mange underordnede Kontorbestillinger og i tilsvarende Butiksbestillinger lønnet Beskæftigelse til en stigende Mængde kvindelig Arbejdskraft -; dels omformes Grene af Handelsvirksomheden saaledes at de bliver af mindre dispositiv Natur - og i disse Grene trænger Kvinden ind som „selvstændig” erhvervsdrivende. Se paa Detailhandelens Udvikling i de senere Aaringer, se paa Fabriksudsalgenes Opblomstring, se hvorledes faste Priser, afvejede, afmaalte Varer i mærkede Emballager, indreklamerede, indpiskede i Publikums Bevidsthed trænger frem - og man vil indrømme, at den frie Bevægelighed for den enkelte lille handlende og dermed det dispositive ved Forretningen, Gevinstens Afhængighed af heldigt Køb og godt Salg, nu er betydelig formindsket. Detailhandelen bevæger sig i Retning af at blive mere af en bunden Uddelervirksomhed - og nu trænger Kvinden ind.
Der er ikke Tid heller ikke Grund til her at komme længere ind paa dette specielle Spørgsmaal; jeg har blot villet give et Eksempel blandt mange paa et frugtbart Felt for Undersøgelsen af den kvindelige Arbejdskrafts Ejendommelighed. Undersøgelsen heraf synes mig at være et Hovedpunkt i Undersøgelsen af den kvindelige Arbejdskrafts produktive Evne og denne atter afgørende for Løsningen af Problemet: Lige Løn for lige lang Arbejdstid.
Hvad enten man nu beskæftiger sig med vort Hovedproblem: „Lige Løn for lige Arbejde” paa Stadiet: lige Løn for lige Arbejdspræstation eller Arbejdstid, maa vi væsentligst hente vort Undersøgelsesmateriale fra Arbejderklassens Arbejdsomraader. Det er Industriarbejdersken, den polske Roekvindes eller Lagerarbejderskens Akkord- eller Timeløn som er den konkrete
Undersøgelsesgenstand. Men samtidig afgiver disse Undersøgelser Grundvolden for Undersøgelsen af Spørgsmaalet i dets tredie Hovedfase: Lige Løn for lige Stilling. Konkret taget er Problemet i disse to første Skikkelser i Hovedsagen et Underklasseproblem, i sin tredie Skikkelse er det baade et Under-, Middel- og Overklasseproblem.
Der findes „Stillinger” baade for Underklasse-, Middelklasse- og Overklassekvinder. For Underklassen er Tyendestillingen den vigtigste, Middelklassens og Overklassens Kvinder indtager efterhaanden en broget Mængde af Stillinger i de liberale Erhverv: ved Skolen, Sygeplejen, i Administrationen osv., ved Transport- og Efterretningsvæsen i Handel, Industri og Pengevæsen. Deler vi i sociale Lag har vi Kvinder i Stillinger baade i Arbejdergruppen og i Funktionærgruppen, sjældnere i Driftsherregruppen og hvad der kan siges at svare dertil.
At „fylde en Stilling”. betyder nu noget andet end med visse Mellemrum at aflevere saa og saa mange Par færdige Støvler, Strømper eller Veste - eller at udføre saa og saa mange Timers, Dages Arbejde med større eller mindre Udbytte. Det kan betyde noget meget mere eller meget mindre, alt efter Stillingens Art og Vigtighed. - Arbejdsresultatet maales ikke fra Time til Time, fra Dag til Dag, men over et længere Tidsrum og bestaar ikke alene i visse Abejdspræstationer, men ogsaa blandt andet i dette at være paa sin Plads, være til Stede, være at stole paa, ikke at svigte. Skal en Skriver fylde sin Plads i et Kontors Arbejde, skal han eller hun ikke alene kunne levere saa og saa mange færdigt skrevne Skrivelser af den eller den Længde i god Stand, men skal altid være til Stede indenfor de Rammer, der er afstukket for Stillingen, skal kunne glide ind i Omgivelserne, skal „passe til Pladsen”.
Jo højere, jo mere betroet en Stilling er, des mere springer disse Momenter frem, des mindre ligger Vægten paa bestemte Præstationers Udførelse, paa Udfyldelsen af en vis Arbejdstid. Det kvalificerede Arbejde, det der forudsætter et større Maal af alsidige eller specielle Erfaringer eller teoretisk Uddannelse, eller Arbejdet, som medfører et ganske særligt Ansvar - alt dette har saa lidet med en bestemt Arbejdspræstation at gøre, er saa lidet maaleligt i de enkelte Tilfælde med hinanden, at den Grundmaalestok, vi her har antaget, den lige Arbejdspræstation, i adskillige Tilfælde er uanvendelig. Bedømmelsen af den Maade, paa hvilken de forskellige udfylder deres Stillinger, beror paa et rent Skøn og først i dets lange Løb paa Resultaterne af den paagældendes Virksomhed. Vi maa da utvivlsomt opgive at gennemføre Undersøgelsen fra det givne Udgangspunkt for disse Stillingers Vedkommende. Det vil saa godt som aldrig være muligt at faa skønnet saa upartisk, at der kan bygges noget derpaa. Men den Dag Kvinden rykker ind i Dommersædet, vil hun sikkert ogsaa faa samme Løn som Manden. Den kvindelige Arbejdsløshedskasse-Inspektrice har samme Løn som en mandlig Efterfølger af Th. Sørensen vilde have faaet. - Dette Problem spiller heller ikke saa stor en praktisk Rolle; det er saa lille et Tal af Stillinger det drejer sig om - men det er ganske vist de bedste.
Jo længere vi rykker ned ad Rangstigen, des bedre bliver Grundlaget for at bedømme de Ydelser, som de forskellige præsterer i deres Stillinger. For det første bliver Arbejdet mere og mere mekanisk og ensartet, bestaar i visse ejendommelige Funktioners regelmæssige Udøvelse og kan da bedre vurderes. Dernæst Bliver der flere og flere Stillinger og Personer at sammenligne og alene de mange Tilfælde giver større Mulighed for Sammenligning. Det er selvfølgelig lettere at sammenligne to Postekspedienters Arbejde end to Generaldirektørers; det kan ikke siges at være nogen uløselig Opgave at skaffe en nogenlunde paalidelig Bedømmelse af mandlige og kvindelige Post-, Jernbane-, Telegraf- og Toldfunktionærers almindelige Præstationer, deres Udfyldelse af Stillingen. Endmere bliver dette Tilfældet, naar Talen er om de helt underordnede Stillinger; Vanskelighederne vil aldrig høre op, men Grundlaget bliver bredere og bredere og derfor ogsaa sikrere og sikrere. En Tjenestepiges Præstationer vil de fleste føle sig kaldede til at kunne bedømme - om Dommen altid vil blive tilfredsstillende fra et mere almindeligt Synspunkt, kan vel betvivles; men Opgaven lader sig sikkert løse. For Undersøgelse af Forholdet mellem det mandlige og kvindelige Tyende bliver der nu ikke ret megen Brug. For Hustyendets Vedkommende er Kvinderne saa godt som eneraadende og for Erhvervstyendets Vedkommende er Beskæftigelserne som Regel ganske forskelligartede. Enkelte Sammenligninger vil dog kunne anstilles: kvindelige Opvartere og mandlige, Malkepiger og Malkekarle.
Det er et stort og broget Arbejdsfelt, der aabner sig for Forskerne her. I det store og hele ser jeg ingen anden Vej at slaa ind paa end Enkétens. Egentlig Statistik lader sig næppe lave over Mænds og Kvinders Evne til at udfylde samme Stilling; men Dansk Kvindesamfund maatte kunne spørge
Stats- og Kommunaladministrationen, de store private Selskabers Styrelser om Mændenes og Kvindernes Evne til at udfylde samme Stilling, Jo mere specificeret man spørger, des bedre Svar faar man, og Spørgeskemaernes Affattelse bliver derfor en Hovedopgave i Undersøgelsens Udførelse. Man skal ikke bede om færdige Domme ved f. Eks. at spørge: Hvem er dygtigst, de mandlige eller kvindelige Funktionærer? Men man skal udbede sig visse positive Oplysninger og spørge Postvæsenet ud om Postekspedienters Arbejdsevne ved f. Eks. at bede om Oplysninger om følgende Forhold:
1) Arbejder mandlige og kvindelige Ekspedienter lige længe i samme Ekspedition?
2) Anvendes der til ensartede Funktioner samme Antal mandlige og kvindelige Ekspedienter?
3) Er Antallet af Sygemeldinger af Sygedage lige stort?
osv. osv.
Vil man sætte tilstrækkelig Energi ind paa og vove Omkostningerne ved en saadan enkétemæssig Undersøgelse i Forbindelse med de allerede foran nævnte Undersøgelser, tror jeg man vilde faa ikke ringe Fornøjelse deraf - og i hvert Fald vilde man bringe Diskussionen i Gang paa et rationelt Grundlag.
I alle tre Skikkelser, hvori Spørgsmaalet om lige Løn for lige Arbejde optræder: lige Løn for lige Arbejdspræstation, lige Løn for lige Arbejdstid og lige Løn for lige Stilling, er der visse rent økonomiske Grundforhold der gør sig gældende - dem vi nu har søgt at belyse. Vi har stillet os paa Kvindens Stade og forudsat, at Kvinderne under ét kræver lige Løn for lige Arbejde, vi har haft til Opgave at undersøge: kan dette Krav imødekommes. Mit Svar dertil er, som Damerne længe vil have mærket, dette: Ja, naar Kravet forstaas som lige Løn for lige Arbejdspræstation kan det fuldt ud imødekommes. Om et Par Støvler er syede af en Mand eller Kvinde eller en Cigar rullet af en Mand eller Kvinde, berører ikke Arbejdsgiverens Evne til at betale; han kan betale Mand og Kvinde lige højt for samme Arbejdspræstation. I hvilken Grad der kan betales lige meget for lige Arbejdstid eller lige Stilling; beror paa, i hvilken Grad Produktiviteten er ens og Evnen til at udfylde en Stilling er ens - og det er her Undersøgelserne: Statistiken og Enkéterne maa tage fat. Nu er Spørgsmaalet imidlertid ikke alene, hvad kan der forlanges med Mulighed for at faa det honoreret, men ogsaa: Hvad er det berettiget at forlange. Til Forstaaelse heraf bør man se paa de to Grundsætninger, der er opstillede for Fordelingen af Livets Goder og Udbyttet af den økonomiske Virksomhed: Vi finder dem i den franske Socialisme hos St. Simon, der hævder Grundsætningen: Arbejde efter
Evne, Løn efter Arbejde og hos Louis Blanc, der siger; Arbejde efter Evne, Nydelse efter Behov -eller i den tyske Socialisme, hvor der i Eisenacher Programmet af 1869 kræves: „det fulde Arbejdsudbytte for enhver Arbejder” men i Gothaer Programmet af 1875 „Fordeling af Arbejdsproduktet efter det fornuftsmæssige Behov.”
Hvor svært Valget er, fremgaar maaske bedst deraf, at de tyske Socialdemokrater i deres tredie Program af 1891, Erfurter Programmet tier stille om Spørgsmaalet. Men givet er det, at der ved Fordelingen maa tages et vidtgaaendle Hensyn til Behovet, Fornødenhederne!
Om alle Kvinder, der erhverver, virkelig med Liv og Sjæl - ikke blot med en billig Underskrift paa en Adresse men med tunge Ofre i trange Kampe - vil staa bag Dansk Kvindesamfund i Kravet om lige Løn for lige Arbejde forstaaet som lige Arbejdspræstation, beror i høj Grad paa om Kvinder har - eller under friere Livsudfoldelse end nu kan tænkes at faa - samme Fornødenheder som Mændene. De rent fysiologiske Forhold peger paa, at Kvinden vil have mindre Fordringer til Livet; hendes Forbrug er mindre end Mandens, 8/10 eller 9/10 deraf, og indtil videre vil sædvanemæssige Forhold ogsaa paa andre Punkter spille en saa stor Rolle, at hendes Fordringer i lange Tider maa regnes at være mindre. Hun vil hurtigere blive tilfreds end Mændene, og dette vil for den, der skal holde Tropperne samlede under Fanen, blive et saare vigtigt Forhold. Skal Kravet virkelig gennemføres, maa Kvinderne sætte deres Fordringer til Livet op. I denne Forbindelse vil man ikke kunne undgaa at komme til at berøre de Fordringer, der stilles til Kvinden af andre - jeg mener Forsørgelsespligterne. En Gennemførelse af Fordringen om lige Løn for lige Arbejde vil, selv om den forstaas som lige Løn for lige Arbejdspræstation, kræve en samtidig Ændring af Reglerne om Forsørgelsespligten, saaledes at den bliver lige for Mand og Kvinde.
Med denne Variation og med dette Forbehold maa jeg anse Kravet for berettiget.
Overfor Spørgsmaalet: er det da muligt at gennemføre Kravet om lige Løn for lige Arbejdspræstation, vil jeg, for saa vidt angaar den rent økonomiske Mulighed henvise til det allerede sagte. Iøvrigt vil den i høj Grad bero paa de tidligere nævnte ikke økonomiske Forhold:
Blandt disse skal jeg i første Linie pege paa Organisationen: Evnen til at gennemføre et Lønkrav beror næst efter Hovedfaktorerne Tilbud og Efterspørgsel, saaledes som selve Tingenes Tilstand, Teknikkens, Hjemmets og Livsforholdenes almindelige Udvikling former dem, i høj Grad paa Muligheden af at holde Tilbudet tilbage eller begrænse det ved gennem Organisation at optræde samlet. Her staar Kvinderne indtil nu langt tilbage baade med overhovedet at danne Organisation og med at bruge den. En god Maalestok herfor har man deri, at medens 50 pCt. af de mandlige industrielle Arbejdere har faaet deres Lønforhold fastsat ved Arbejdsoverenskomst mellem Fagforeninger og Arbejdsgiverforeninger, gælder dette kun 20 pCt. af de kvindelige Arbejdere i Industrien. Og dette Billede kunde paa forskellig Maade yderligere uddybes.
Ikke mindre betydningsfuld vil Valgretten - den kommunale som den politiske - vise sig at være; jeg venter mig for mit Vedkommende de allervigtigste Virkninger af denne Valgret netop paa dette Omraade.
At Fordomme og Sædvane spiller en stor Rolle vil enhver Kvinde indse; men Fordomme kan udryddes og Sædvaner ændres; - disse to sejge Kammerater faar Kvinderne sagtens Bugt med.
Tilbage staar nu at spørge: er det ønskeligt, at Kvinderne faar samme Løn som Mændene for det samme Arbejde? - og at svare derpaa. De interesserede Parter er Kvinden, Manden og Samfundet.
Manden ønsker det i Almindelighed ikke, det er et nogenlunde uangribeligt Faktum -; men det beror ofte paa, at han ikke har forstaaet Spørgsmaalet - og sin egen Interesse. Jeg tror, at hans velforstaaede Interesse er, at lige Arbejdspræstation, lønnes ens for Mand og Kvinde; hans Konkurrence med Kvinden vil i hvert Fald i første Omgang lettes - og senere, naar Kvinden paa Grundlag af sine bedre Lønvilkaar er bleven ham mere jævnbyrdig, vil han maaske forstaa, at det maatte og burde være saadan - og Forsørgelsespligtens Ændring vil svække hans Indvendinger væsentligt.
Kvinden vil ikke i første Omgang vinde ved Ændringen, selv om man nøje fastholder Synspunktet lige Løn for lige Arbejdspræstation. I mange Tilfælde vil Arbejdsgiveren i hvert Fald foreløbig tro, at han kommer til at betale for meget for, hvad han faar, og Fordommene vil her spille en stor Rolle. Men i Længden vil Kvinden vinde i personlig Selvagtelse i Menneskeværdighed og i Dygtighed. Og hun vil forhaabentlig i mange Tilfælde opdage, at det Sted, hvor hendes Arbejde i hvert Fald i lang Tid endnu er mest værdifuld, er Hjemmets Gerning, det huslige Arbejde.
Og endelig Samfundet. - Blandt vor Tids sociale Spørgsmaal forekommer Kvindespørgsmaalet mig at være et af de vigtigste. Hjemmets Opløsning som Følge af den tekniske og økonomiske Udvikling som Produktions-, Konsumtions- og Indtægtsenhed har affødt Kvindespørgsmaalet som økonomisk-socialt Spørgsmaal og for en Del ogsaa som personligt Spørgsmaal.
At løse dette store Kvindespørgsmaal, der gaar langt ud over den organiserede Kvindebevægelses Rammer er den største Opgave, Kvinder kan sætte sig. Den lige Løn for det lige Arbejde er en af de vigtigste Løftestænger i dette Arbejde. Jeg tænker her mindre paa den lige Løn for den lige Stilling, selv om dette i sig selv er saare betydningsfuldt - mere tænker jeg paa den lige Løn for den mandlige og kvindelige Industri- og Landbrugsarbejder, den mandlige og kvindelige Handels- og Trafikarbejder, hvad enten Talen er om Time- eller Akkord løn - og først og sidste paa Hjemmearbejderskerne.
Paa disse Omraader gælder det at sætte en forsvarlig Bom for den kvindelige Arbejdskrafts hensynsløse Udbytning i Storkapitalens og den lille erhvervsdrivendes Interesse. Her er
et Livsspørgsmaal for Samfundet, et Hovedproblem for Bevarelsen af Folkesundheden. Gennem lige Løn for den mandlige og kvindelige Arbejdskraft og gennem en Forhøjelse af de særlige kvindelige Arbejdsbeskæftigelsers Lønning maa der skaffes en Begrænsning af Kvindens Anvendelse til Arbejde udenfor de Hjem, der trænger til hende.
Diskussionen.
Marie Egeberg: Som Lærerinde hører jeg til en Stand, hvor Mænd og Kvinder har samme Uddannelse og samme Arbejde, men Kvindernes Uddannelse er langt dyrere end Mændenes. Lærerinderne Landet over vil sikkert snart rejse sig mod denne Uretfærdighed og vil ogsaa kræve fuldtud samme Løn som Mændene i vort Fag.
B. Berg-Nielsen; Indlederen har givet os alle meget at tænke paa, Spørgsmaalet kan ikke drøftes igennem i Dag. Det maa frem paa næste Aars Fællesmøde og i Mellemtiden maa alt, hvad der eksisterer af Materiale samles.
Kath. Bjerre: Skal der tages Hensyn til Forsørgelsespligterne maa dette ske uden Hensyn til, om Forsørgerne er Mænd eller Kvinder.
Riising-Rasmussen: Der maa yderligere tages Hensyn til, at Kvinden har det Arbejde at føde og opdrage Børnene; det i nedsætter hendes Arbejdsevne.
Cand. Helge Smith: Beklager at Spørgsmaalet om Forsørgelsen synes at komme i Forgrunden, han havde kun skænket det en Parenthesbemærkning. Betragter ogsaa Lærerfaget som det Fag, hvor Ligheden først kan gennemføres. Støtter Forslaget om, at hele dette Spørgsmaal i Aarets Løb grundig belyses og undersøges.
Karen Johansen: Kvinder saavel som Mænd bør lønnes saaledes for deres Arbejde, at de igen kan lønne et Menneske til at udføre deres huslige Arbejde.
Camilla Nielsen; Man maa slaa til Lyd for at velstillede unge Piger ikke tilbyder deres Arbejde for en lavere Løn end de mindre velstillede, der skades gennem denne illoyale Konkurrence.
Efter nogle korte Bemærkninger vekslede mellem B. Berg-Nielsen og Helge Smith angaaende Børnearbejdet afsluttede Dirigenten Diskussionen med en Tak til Indlederen. -