Guds Vilje.

For Aar tilbage boede jeg i et stort smukt Hus i et af Byens bedste Kvarterer. Saa fint var det, at vi havde Portner. Gift var han, og hele hans Ménage førtes i to smaa Rum, Værelser kan man ikke kalde dem, nede i en ikke synderlig lys Kælder. Deraf havde han indrettet det forreste til Butik. Løn fik han ikke, men til Gengæld havde han heller intet at bestille udover at tænde Gassen paa Trappen og lukke Porten om Natten. I sin Butik solgte han Grøntsager, en Rulle stod der, men den blev næsten aldrig benyttet, undtagen naar der kom nye Beboere i Stedet, for disse sendte gerne deres Tøj derned til Rulning, men det varede aldrig længe, før de hørte op dermed igen, saa daarligt var det Arbejde, Kælderfolkene præsterede; og lige saadan var det med Handelen, Varerne, man købte, var som Regel halvfordærvede og uspiselige, saa søgte man skyndsomst andet Steds hen. Alt dernede bar Præget af den Resignation, der er saa haabløs, der kommer af, at man ikke kan kæmpe mere, fordi det hele synes saa bundløst. Og Børnene der stadig kom, Aar for Aar, og tærede paa Fattigdommen, skulde just ikke hjælpe til at gøre Tilstanden lysere. Ni var der af dem den Gang, og ingen store nok til at være skolepligtige, to Gange Tvillinger imellem som der var. Der var baade Rekrutter til Hæren og Mødre i for den kommende Slægt, men Gud hjælpe Armeen for de Soldater eller Slægten for de Mødre!

Graablege, forkrøblede, gamle allerede som spæde, det tynde lille Ansigt, bare Øjne der bad; tavse, uden Leg sad de i deres Krog og pillede med noget Kul, som de af og til puttede i Munden og suttede paa.

At se Børn lide saadan nøgen Sult!

Hvad forslog det, at der i Ny og Næ blev stukket lidt til dem; Folk bliver let trætte, især naar Forældrene ikke indgyder Sympati.

Jeg mindes aldrig at have set Konen, uden at hun var frugtsommelig. Da et af de sidste Børn blev født, var der hverken Puder eller Lagener paa Sengen. Hun beklagede sig lidt for mig over alle de mange smaa, hun maatte give Livet. „Men det er jo Guds Vilje saadan”, sukkede hun. „Dem Gud giver Børn, giver han ogsaa Brødet”, lagde Manden til.

Det var kun en Frase i hans Mund, alle de mange sultne Væsner omkring ham var jo den mest levende Protest. Desuden: de Folk var ikke religiøse, gik aldrig i Kirke, og i deres Handel og Vandel tog de det paa ingen Maade strængt med enkelte af de ti Bud, men alligevel: hele denne Rede Smaastakler, de var komne fordi det var Guds Vilje saadan.

Jeg skal være den første til at indrømme, at Børn er en Velsignelse, den sidste til at have nogen Mening om, hvad der er Guds Vilje; men ét véd jeg bestemt, at de ypperste Egenskaber, der er givet et Menneske, er: Fornuft, fri Vilje og Samvittighed; er det da slet ikke Guds Vilje at vi skal bruge dem? jeg spørger blot . . .