« Tilbage til søgeresultaterne
De taalmodige Kvinder
Som Stemmelistefører ved Folkeafstemningen den 14. ds. havde undertegnede Lejlighed til at konstatere en absolut stor Fejl ved Valglisternes Udfærdigelse, den nemlig, at de gifte Kvinder stod opført umiddelbart efter deres Mænd. Ganske sikkert er det gjort ud fra den tilsyneladende praktiske Tanke, at lette Arbejdet for Valglisteføreren, idet man er gaaet ud fra, at Mand og Hustru kommer paa engang til Valgstedet; Erfaringen viser imidlertid, at dette snarere er Undtagelsen end Reglen. Følgen var da, at man maatte indlede enhver Eftersøgning af en Kvindes Navn i Valglisten med det nærgaaende Spørgsmaal: „Er De gift, for saa maa vi bede om Deres Mands Fornavn." (Kun de ugifte stod opført under deres eget Fornavn i rigtig Bogstavorden). Svaret lød undertiden: „Jeg er fraskilt." Enhver vil forstaa, at det for mange kan have været meget pinligt i en hel Del Menneskers Paahør at skulle skrifte for en tilfældig Valglistefører, mandlig eller kvindelig, og jeg kalder Kvinderne taalmodige, fordi dette Forhold har faaet Lov at gentage sig, - ved Kommunevalgene har den samme Fremgangsmaade været fulgt. Mændene skulde saasandt nok forlængst have faaet sat en Stopper for den Utilbørlighed, som det er paa offentligt Sted at blive udspurgt om deres intimeste Forhold med Pligt til at svare. Dette bør altsaa forandres, og vil sikkert ogsaa let lade sig gøre, blot de rette Vedkommende bliver oplyst derom.