« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindesagen i Københavns Borgerrepræsentation
Centralarbejdsanvisningen.
(Fortsat).
Fru Hessel. Hun vilde gerne henlede Opmærksomheden paa et Omraade, hvor der ogsaa var nogen Brug for Kvinderne. Hun tænkte herved paa en Institution, som benyttes af mange Kvinder, dels til at søge Arbejde, dels til at søge Arbejdskraft, nemlig Centralarbejdsanvisningen. Inden man fik Loven om Centralarbejdsanvisningen, sad der en Kvinde i Tilsynsraadet, nu sidder der lutter Mænd. Saa vidt hun vidste, skal der i det kommende Foraar efter det Valg til Borgerrepræsentationen, som skal finde Sted i Marts Maaned, vælges nye Medlemmer til dette Raad, og hun henstillede, at man til den Tid har Opmærksomheden henvendt paa, at der ogsaa vælges Kvinder derind.
Skel mellem gift og ugift.
Hun skulde derefter gaa over til de af Becker fremsatte Udtalelser om Kvinderne. Becker udtalte sig om Ønskeligheden af eller Nødvendigheden af i højere Grad at drage Kvinderne ind i Arbejdet i den kommunale Administration, idet han, saavidt hun forstod, mente, at Krigen bl. a. vilde medføre, at der vilde blive hentet Arbejdskraft herfra, om ikke direkte til Udlandet, saa i al Fald til Arbejde, der kunde supplere, hvad der tiltrængtes i de krigsførende Lande, naar Krigen engang er endt. Hun lagde Mærke til, at Beckers Udtalelser blev hilst med Glæde af flere af hendes kvindelige Kolleger, og hun skulde straks sige, at hun delte ikke denne Glæde. Naar hun ikke gjorde det, var det fordi, Becker vilde sætte Skel, nemlig mellem de gifte og de ugifte. Hun havde været naiv nok til at tro, at naar man kom saa vidt, som man nu er kommen, at Kvinderne fik Valgret og altsaa paa det Omraade blev ligestillede med Mændene, vilde det mere dreje sig om at slette de Skel, der muligvis kunde være, end om at sætte nye.
Gift Kvindes Skat.
Iøvrigt var der et Skel, som hun vilde benytte Lejligheden til at pege paa, bl.a. fordi det er et Spørgsmaal, som i de kommende Aar rimeligvis igen vil blive optaget ogsaa i Borgerrepræsentationen - hun vidste ikke, hvor megen Indflydelse den kan faa derpaa. Hun tænkte herved paa Beskatningen, med Hensyn til hvilken Forholdet jo er det, at Staten og altsaa ogsaa Kommunen beskatter den gifte Kvindes Arbejdsindtægt, stærkere end den ugifte Kvindes, ganske Vist ikke direkte, men derved, at den gifte Kvindes Skatteindtægt lægges sammen med Mandens, og som Følge deraf bliver hele Skatten beregnet efter en højere Skala. Det var en Uretfærdighed, som man burde søge at fjerne, naar man kommer til en Revision af Skattelovene.
Gift Kvindes Arbejdsret o. a.
Naar hun her vilde udtale sig lidt indgaaende om det Emne, som Beckers Udtalelser drejede sig om, var det fordi hun, Beckers gode Mening ganske ufortalt - hun tvivlede ikke om, at der laa en god Mening i Udtalelserne - havde den Anskuelse, at det var en ond Sæd, der her blev saaet ud, og en Sæd, for hvilken der formentlig var en ganske vel forberedt Jordbund. Det var nemlig ikke første Gang, hun havde hørt Ønsker om at faa de gifte Kvinder lukket ude fra Arbejdet, og hun kunde tænke sig Muligheden af, at det vilde komme oftere frem i kommende Tider. Spørgsmaalet om Kvinders Ansættelse i Kommunens og forøvrigt ogsaa i Statens Tjeneste var jo endnu uløst, til Trods for at der begge Steder findes et ikke saa ganske ringe Antal Kvinder - ganske vist er det vel som Regel i underordnede Stillinger, og deres Avancementsforhold staar ikke i Forhold til Mandens. Det var et Spørgsmaal, som man baade for Statens og Kommunens Vedkommende stadig gaar uden om. Mange Tanker og mange Kræfter er sat i Bevægelse for at finde Løsningen, men det var et ganske overordentlig vanskeligt Spørgsmaal, og endnu havde man, saavidt hun vidste, hverken fundet de Principper, hvorefter det kan løses, eller de Linier, hvorefter Løsningen kan fuld-
byrdes. Nu vilde hun straks forudskikke den Bemærkning, at hendes personlige Standpunkt naturligvis var det, at Kvinderne maa have Adgang ogsaa til disse Stillinger. Hun var selv erhvervende Kvinde, og følgelig var det ikke hendes Mening, at man skal stramme Betingelserne for Kvinderne eller udelukke dem, men det, som gør Spørgsmaalet saa uhyre vanskeligt, var netop Kvindernes Betydning for Hjemmet; der rører man ved selve Samfundets Livsnerve.
Hun vilde begynde med at omtale den økonomiske Side af Spørgsmaalet, idet det jo egentlig er denne Side, som berettiger dets Behandling under Budgetdebatten. Lønningsudgifterne for Kommunens Vedkommende - for Statens Vedkommende havde hun ikke Beløbet present i Øjeblikket - blev for et Par Aar siden opgjort til et Par og Tyve Mill. Kr., og Kvinderne faar jo deres Del heraf. Vil man nu spørge, hvad Kommunen faar for disse Udgifter, maa Svaret blive, at Kommunen efter de nuværende Lønningsprincipper, som er indrettet efter det nuværende Samfunds Behov, altsaa først og fremmest faar visse Arbejder udført, men den faar i Reglen en Ting til: der skabes Eksistensmulighed for et stort Antal Hjem af en ganske bestemt Karakter og Art, Hjem, som efter hendes Opfattelse havde en overordentlig betydningsfuld social Opgave. Det var de ugifte Kvinder, der først kom ind ogsaa paa de mandlige Arbejdsomraader, og hun tog neppe fejl, naar hun paastod, at den Omstændighed, at de ugifte Kvinder efterhaanden i ret stort Antal kom ind paa dette Ar-bejdsomraade, bevirkede, at de gifte Kvinder ogsaa blev drevet derind. De blev drevet derind fra forskellige Samfundsklasser, fordi det i Virkeligheden var nødvendigt for Opretholdelsen af Hjemmenes sociale Standard indenfor de samme Klasser. Hvis man nu undersøger, hvilken Anvendelse de gifte og de ugifte Kvinder gør af den Arbejdsfortjeneste, som de for alle disse Stillingers Vedkommende har fra Kommunen eller eventuelt fra Staten, vil man se, at i det store og hele anvendes en Hovedpart af de gifte Kvinders Fortjeneste, fordi det er nødvendigt, til Hjemmenes Opretholdelse og Børnenes Opdragelse. Mange af de gifte Kvinder er ganske sikkert drevet hid i Erhvervslivet derved, at de ser det som en Vej til at skaffe bedre Forhold for deres Børn baade i fysisk Henseende og med Hensyn til Uddannelse og Opdragelse. Hvad derimod de ugifte Kvinder angaar, vil, naar de kommer over det rent personlige Behov, som hedder Mad og Klæder, den overskydende Del af deres Fortjeneste bliver anvendt til at skaffe dem større personligt Velvære og i mange Tilfælde, forsaavidt som Stillingen er godt lønnet, ogsaa Luksus. Hvad dette Forhold betyder med Hensyn til Arbejdet og Samfundsøkonomien i sin Helhed, skulde hun ikke komme ind paa her, derom kunde der sikkert skrives en lang Afhandling.
Disse Betragtninger, hun her havde fremsat, kunde neppe modsiges i det store og hele, men hvis man desuagtet vilde gaa med til det, der, saa vidt hun forstod, var Meningen med Beckers Tale, nemlig at de gifte Kvinder trænges tilbage, maatte man ikke derfor tro, at man udelukkede dem fra Arbejdet, man trænger dem kun over i andet Arbejde; i daarligere betalt Arbejde, i mindre sikkert Arbejde, man tvinger dem til at yde mere Arbejde for den samme Løn og umuliggør derved, at de samtidig kan være noget for deres Hjem og i nogen Grad fyldestgøre deres Opgave overfor deres Børn. Følgen heraf har vist sig paa mange Omraader. Følgen vil simpelt hen blive den, at det offentlige, Stat eller Kommune, maa træde til for at løse disse Opgaver i stedse større Udstrækning. Hvis det offentlige kunde løse dem ligesaa godt, som de løses i Hjemmet af Moderen, vilde Faren maaske ikke være saa stor, men det tvivlede hun stærkt om. Man kunde heller ikke være blind for, at hvis det blev Tilfældet, vilde det økonomiske Udbytte for Kommunen blive tvivlsomt. Man kan ikke trænge Kvinderne, tilbage fra Arbejdet, og man kan ikke tvinge dem til at blive i Hjemmene. Forsaavidt der var Brug for Kvindernes Arbejde blev det nødvendigt at afpasse Arbejdsforholdene efter dem, Tvang duede ikke, Spørgsmaalet maatte nødvendigvis løses i Overensstemmelse med Udviklingen, det maatte løses dels paa Grundlag af de indhøstede Erfaringer og dels ogsaa i Overensstemmelse med selve Naturens Anvisninger. Der var i Virkeligheden høstet Erfaringer paa adskillige Omraader, og de pegede alle i den Retning, at der rimeligvis vilde ske en Adskillelse, en Arbejdsdeling, saa at Kvinderne efterhaanden glider ind paa de Omraader, hvor de har deres naturlige Forudsætninger. Der er dels foretaget Undersøgelser og dels ogsaa gjort Forsøg paa at lette Arbejdet for Kvinderne. I Tyskland har man i Stedet for at udelukke de gifte Kvinder, hvad heller ikke ret vel lod sig gøre, - i alt Fald var deres Arbejdskraft fuldkommen nødvendig i det industrielle Arbejde - søgt at tilpasse Arbejdsforholdene efter dem. Dels har man indrettet Modtagelsesstuer, Opholdsrum paa Arbejdsstedet, hvor Mødrene kunde modtage deres Børn en Tid paa Dagen, amme dem og sørge for deres Fornødenheder, og dels har man Hensyn til Arbejdet indført Halvdagsturnus i visse Virksomheder. Andre Undersøgelser, maaske nærmest teoretiske, men dog ogsaa praktiske, er foretaget af det bekendte Forfatterpar, Sidney og Beatrice Webb. Deres Arbejde og deres Undersøgelser er resulterede den førnævnte Anskuelse, som sikkert var berettiget, at Arbejdet efter-haanden vil specialisere sig, og at Kvinderne vil komme til at arbejde i de Erhverv, som ligger for dem. Det nævnte Par resumerer et Sted Resultaterne af deres Undersøgelser i følgende Udtalelse: „Overfor den store Hær af kvindelige Arbejdere er det uretfærdigt og grusomt at opretholde Fiktionen om Kønnenes Ligestilling i den industrielle Verden. Forsaavidt det drejer sig om Arbejde med Haanden, danner Kvinderne en særlig Klasse Arbejdere, som besidder andre Evner, andre Fornødenheder, andre Forventninger end Mændene.
For at holde begge Køn paa samme Trin med Hensyn til Sundhed og Ydeevne er det ofte nødvendigt at differentiere Arbejdet og altid at differentiere Anstrengelserne og Udkommet.
De almindelige Regler, der bestemmer Lønnen, Arbejdstiden og andre Arbejdsbetingelser, hvormed Mændene opretholder deres Standardløn, er i Almindelighed fuldstændig uanvendelige overfor Kvinder."
Der siges endvidere, at hvad det drejer sig om med Hensyn til Kvindernes Arbejde, naar det skal indpasses i Samfundshelheden, er, at det ikke benyttes til at nedsætte Mandens Arbejdsløn, og i Forbindelse hermed vilde hun gerne gøre den Bemærkning, at det ikke maatte overses, at man overalt, hvor man lader en Kvinde rykke ind paa en Mands Plads, bortrydder Muligheden for, at der skabes et nyt Hjem, et Forhold, som Manden sikkert ogsaa efterhaanden er bleven klar over. Modstanden imod, at Kvinderne trænger ind paa Mandens Arbejdsfelter, vilde antagelig vokse, men paa den anden Side var der visse Arbejdsfelter, af hvilke Manden hidtil havde været i ubestridt Besiddelse, og som maaske vilde vise sig at egne sig bedre for Kvinderne. Noget saadant har været Tilfældet paa Sygeplejens Omraade, ligesom det omvendte har været Tilfældet f. Eks. for Landets Vedkommende med Hensyn til hele Mælke- og Smørbehandlingen. Et Omraade, hvor Mand og Kvinde har arbejdet Side om Side, og hvor sikkert hver havde deres særlige Opgave at løse, var Lærervirksomheden. Ogsaa hun ønskede selvfølgelig, at Kvinderne i den størst mulige Udstrækning skal kunne blive i Hjemmet, hvis det er muligt, og navnlig at de skal kunne lægge deres bedste Arbejde der, men det var hendes fulde Overbevisning, at det opnaar man ikke ved at slaa Døren til Erhvervsvirksomhed haardt i for dem, og det vilde neppe heller vise sig at være nødvendigt. Jo bedre en Uddannelse Kvinderne faar, jo højere de i det hele taget stiger med Hensyn til Dannelse og Kultur og aandelig Udvikling, desto mere vil de ønske at give deres bedste Kræfter til deres Hjem; der har de ikke alene deres samfundsvigtigste Opgave, men der kan de naa den højeste personlige Lykke. Det vilde formentlig kunne lade sig gøre, selv om de ogsaa i Fremtiden anvender en Del af deres Arbejdskraft paa Erhvervsarbejde for at tilvejebringe det økonomiske Grundlag, som er nødvendigt for, at Hjemmet kan udfolde sig.
Krigen og Kvinderne.
Saa nævnede Becker Krigen. Krigen, sagde han, vilde kræve Kvindernes Deltagelse i Arbejdet. Ja, Krigen! Men hvem er det, der under Krigen har lidt, maaske neppe mindre end de, der har kæmpet paa Slagmarkerne? Mon det ikke er Mødrene, Hustruerne? Ogsaa i de neutrale Lande, hvor ikke Krigen selv, men dens Følgesvend, Dyrtiden, har virket og svunget sin Svøbe var det formentlig Moderen, der først og fremmest har følt disse Virkninger. Naar det ofte har været umuligt at skaffe Børnene tilstrækkelig Føde for de knappe Husholdningspenge, har sikkert Moderen i mange Tilfælde maattet indskrænke sin højst fornødne Kostration, og naar den Krig, som nu har ramt Kvinderne Verden over, engang er endt, skulde nødig et af dens Resultater blive en ny Kamp imod de gifte Kvinder, imod Mødrene, for at holde dem ude fra Arbejdet. Ingen ved, hvor stor en Forsørgelsespligt der i Fremtiden vil falde paa Kvinderne, ogsaa Kvinderne herhjemme. Det er blevet sagt og vistnok med Rette - alle havde sikkert følt det - at Kvinderne i nogen Grad mangler Solidaritetsfølelse. Deres Solidaritetsfølelse er ikke som Mændenes bleven udviklet gennem fælles Deltagelse i Erhvervslivet og det offentlige Liv. Men Kvinderne besidder netop i deres mere intime Forhold til Slægten en Spire til en Solidaritetsfølelse og Samfølelse, som, naar den engang kommer til Udvikling - og det var der formentlig nu Mulighed for - nok skal vise sig at være ikke mindre ædel og ikke mindre stærk end Mændenes. For Kvinderne kommer der først med Børnene for Alvor Mening og Sammenhæng og Harmoni i Tilværelsen. Vi er nylig kommet ud af en Periode, hvor Kvinderne, de gifte og de ugifte, kæmpede Side om Side for at vinde frem, og herhjemme vandt de frem. I de andre Lande har Krigen givet Kvinderne en - meget dyrekøbt - Fordel, og hun saa nødig, at Krigens Afslutning skulde give Signalet til en Fornyelse af Kampen paa nogetsomhelst Om-raade og mindst til en Kamp, hvor Mændene og de ugifte Kvinder stod Side om Side mod Mødrene og Hustruerne. Skulde det ske, vilde der maaske ødelægges ligesaa meget af Værdier, som der er ødelagt i den Krig, vi nu oplever, men hun var ikke ganske vis paa, at det alene vilde ramme Kvinderne.
Fischer fandt, da hans Gruppes Ordfører ikke var til Stede, Anledning til at gøre opmærksom paa, at Gruppen ingenlunde agtede at udelukke den gifte Kvinde fra Adgang til Arbejde. Naar Gruppens Ordfører særlig nævnte den ugifte Kvinde, var det af den rent praktiske Grund, at det selvfølgelig fortrinsvis vil være denne, der kan tage Arbejdet op. Gruppens Ønske var, at Retfærdighedens Krav opfyldes, og efter den nye Grundlovs Vedtagelse maa Kvinderne selvfølgelig have lige Adgang med Mændene til det Arbejde, der udbydes af det offentlige.
Fru Hessel. Det glædede hende af Fischers Ord at erfare, at. det ikke var Meningen at udelukke gifte Kvinder. Hun havde faaet det Indtryk af Beckers Udtalelser, at man fortrinsvis vilde aabne Adgang for de ugifte. Naar man, hvad hun ansaa for nødvendigt, indretter Arbejdet til en vis Grad efter Kvindernes Krav, ligesom man i hele Arbejderkampen har bestræbt sig for at indrette Erhvervslivet paa den Maade, at selve Arbejdet kommer i anden Række, medens der først og fremmest tages Hensyn til de Mennesker, der skal udføre det, vilde man neppe falde paa at udelukke de gifte Kvinder, og hun takkede Fischer for Udtalelsen om, at det i Virkeligheden heller ikke var Meningen.
Kvindeligt Politi.
Fru Welding. Paa Bilag 17 foreslaas det at give de to kvindelige Politibetjente, der hidtil har været midlertidig ansatte, fast Ansættelse fra det nye Regnskabsaars Begyndelse. Af Beretningen ses, at den ene har været ansat i Politiets 4de Afdeling, den anden i Sædelighedspolitiet. Desværre kan det ikke ses, hvori deres Arbejde har bestaaet, og heller ikke, om det har været tilfredsstillende. Muligt er det, at Politidirektøren har, som han sagde ved deres Ansættelse, taget dem som to Betjente til, der kunde gøre Kontorarbejde. Hun kunde meget have ønsket at faa dette oplyst, men da Politidirektøren ikke var til Stede her, maatte hun jo foreløbig bekæmpe sin Nysgerrighed. Hvis de har fungeret tilfredsstillende, vilde hun henstille, at der om muligt blev ansat yderligere et Par Kvinder i Sædelighedspolitiet. Arbejdet i dette virker meget let forraaende paa de mandlige Betjente, der har med det at gøre; de har Lejlighed til at se saa meget lavt, at de tilsidst ser Smuds alle Vegne. Det er formentlig derved, det kan forklares, at der ikke saa sjelden finder Fejltagelser Sted. Og dette er ikke noget, der alene er sket i gamle Dage, hun havde haft Lejlighed til at bringe i Erfaring, at det desværre er sket lige op til Dato, at Betjente har anholdt Kvinder, som intet har forbrudt. Naar sligt sker, er der Plads for Kvinder i Sædelighedspolitiet, f. Eks. til Afhøring af de Kvinder, der første Gang indbringes for Løsagtighed. Det er med disse Kvinder, Fejltagelser kan ske; de Kvinder, som tidligere har været taget, har Politiet jo Lejlighed til at kende. Men for de Kvinders Vedkommende, der indbringes for første Gang, og med Hensyn til hvilke der altsaa er Mulighed for Fejltagelse, vil det være rigtigt, at Afhøringer foretages af kvindelige Betjente. For det Tilfælde, at der har fundet Fejltagelse Sted, vil Afhøringen virke mindre haard, end om den foretages af Mænd, der som Regel vil have en noget haard Haand Hvis man vilde sige, at de kvindelige Betjente maaske tager for lemfældigt og lader en og anden slippe, ja, saa er det langt bedre, at en Kvinde slipper, som maaske skulde være taget, for hun vil blive taget senere, end at man skulde fare for haardt frem mod nogen, som ikke har gjort sig skyldig i Løsagtighed.
Centralarbejdsanvisning
Fru Arenholt vilde gerne slutte sig til Fru Hessels Ønske om, at der ved det forestaaende Nyvalg til Tilsynsraadet for Centralarbejdsanvisningskontoret blev indvalgt Kvinder. Nu er Hvervet som Medlem af dette Raad lønnet, og det vil derfor naturligvis være endnu vanskeligere for de allerede indvalgte Herrer at vige Pladsen for en Kvinde. Men der staar i Loven, at Tilsynsraadet skal bestaa af mindst 10 Medlemmer, og man kunde da maaske gaa den Vej at supplere det med 2 eller 3 Kvinder.
Lige Løn for Uge Arbejde.
Fru Arenholt. I den først Tale, hun havde holdt som Medlem af denne Forsamling - det var i 1909 - havde hun henledet Magistratens Opmærksomhed paa det rimelige og ønskelige i, at Kvinder anvendtes til forskellige Arter af Arbejder, som hidtil havde været monopoliserede for Mænd, og ved næsten hver eneste Budgetbehandling siden havde hun slaaet til Lyd for denne Opfattelse. Endelig efter 7 Aars Ventetid havde hun nu haft den Glæde at faa Tilslutning fra den borgerlige Gruppes Ordfører, Becker, ja, vist fra hele den borgerlige Gruppe, i alt Fald ogsaa fra dens Viceordfører, Fischer. Denne Tilslutning betød ganske sikkert langt mere for Sagens Fremme end hendes aarlig tilbagevendende Henstillinger, thi naar man har optaget Tanken fra konservativ Side, hvorfra skulde saa egentlig Modstanden komme? Der var ganske vist faldet enkelte Udtalelser, som kunde tyde paa, at en Modstand skulde komme fra socialdemokratisk Side.
Nu var der imidlertid et Spørgsmaal af allerstørste Vigtighed i denne Sammenhæng, som hun maatte stille direkte til Becker. Var det Beckers og den borgerlige Gruppes Mening, at Kvinder, ansatte eventuelt som Maalerkontrollører, Sporvognskonduktører, Inkassatorer, Asfaltrensere, Opsyn o. s. v. skal lønnes efter Princippet ,,lige Løn for lige Arbejde", eller mente man, at det Hovedprincip, der hidtil har været lagt til Grund for Mænds og Kvinders Lønning saavel i det private Erhverv som indenfor Stat og Kommune, skal opretholdes? Hun kunde ikke smigre sig med, at det var hendes Udtalelser i de forløbne Aar, der havde omvendt Becker, det var Erfaringerne fra de krigsførende Lande. Men netop der ser man det meget foruroligende Forhold, at Kvinder, der anvendes paa Mændenes tidligere Pladser, ved Jernbanerne, ved Sporvejene, i Fabrikker og Værksteder, med Staten eller Kommunen eller Enkeltpersoner som Arbejdsgivere, lønnes med ca. Halvdelen af den Løn, som Mændene fik, før de drog til Fronten. Denne meningsløse Uretfærdighed vil let kunde betyde en Sænkning af Arbejdslønnen i dens Helhed altsaa blive til den allerstørste Ulykke for mange Mænd, naar de vender hjem fra Krigen. Der er paabegyndt et stort Agitationsarbejde, særlig fra fransk Side, for at undgaa denne Ulykke, og denne Agitation vil sikkert, ja, maa nødvendigvis faa en international Karakter. Ogsaa i de neutrale Lande vil, som Becker allerede har paapeget, de unormale Forhold paa alle Arbejdsomraader have til Følge, at Kvinder i større Udstrækning vil blive efterspurgte som Arbejdskraft. Men hvis det skal undgaas, at dette volder Ulykke, maa Princippet „lige Løn for lige Arbejde" hævdes, og Stat og Kommune maa være forpligtede til her at gaa i Spidsen. Og hun vilde gerne have Lov til i al Beskedenhed at sige Arbejdernes Repræsentanter i denne Forsamling, at skal Stigningen i Antallet af kvindelige Lønarbejdere ikke blive en Aarsag til Nedpresning af Lønnen for Mændene, maa Arbejderne, Mænd og Kvinder, forstaa at forene sig til Forsvar for deres Interesser i Stedet for, som det nu desværre ofte er Tilfældet, at optræde som hinandens Konkurrenter. Naar man gennemlæser Budgettet og hefter sin Opmærksomhed ved dette Forhold, vil man se det ene Eksempel efter det andet paa Misforhold mellem Mænds og Kvinders Løn. Det gælder først og fremmest Lærere og Lærerinder, dernæst hele Hospitalspersonalet, lige fra Sygeplejerskerne til Vagtopsynet, Personalet ved de forskellige kommunale Badeanstalter o. s. v., o. s. v. Arten af Arbejdet er den samme, Arbejdstiden den samme, kun Lønnen er forskellig. Vel lønnes paa mange Omraader indenfor Kommunen Mænd og Kvinder ens, men her brænder saa Tampen, som hun saa ofte havde paavist med samme Virkning, paa et andet Punkt - hun tænkte her paa de daarlige Avancementsforhold for Kvinderne. Hvis der nu blev Tale om at ansætte Kvinder som Maalerkontrollører, Sporvognskonduktører o. s. v., saa skulde Hensigten dog ikke være den at skaffe Kommunen billigere Arbejdskraft, men skaffe den bedre eller ligesaa velegnet Arbejdskraft. Hun var slet ikke blind for de saavel teoretiske som økonomiske Vanskeligheder, der rummes i Kravet om lige Løn for lige Arbejde, men det var hendes Overbevisning, at Gennemførelsen af dette Krav var det eneste Middel til at opnaa en naturlig Ligevægt i Fordelingen af Arbejdet mellem Mænd og Kvinder. Det er det eneste Middel til at opnaa, at Kvinder og Mænd især netop kommer til at udføre det Arbejde, hvortil de bedst egner sig. Den empiriske Fremgangsmaade, som Fru Hessel anbefalede, var efter Talerens Mening ganske ufarbar, hvis man da ikke vil regne med Aarhundreder eller Aartusinder. Ved at specialisere Erhvervsarbejdet efter Køn vil man uvægerlig fastslaa det nu bestaaende, at Kvindearbejdet er det, der er daarligt lønnet, Mandsarbejdet er det, der er vellønnet. Gennemførelsen af Princippet „lige Løn for lige Arbejde" vil naturligvis til en Begyndelse drive en Mængde Kvinder ud af Erhvervsarbejdet, men det vil ogsaa til Gengæld paa en heldig Maade formindske Kvindernes Flugt fra Hjemmene. Hjemmene vil faa den Arbejdskraft tilbage, som de har Krav paa, og som aldrig burde have forladt dem. Lige Løn for lige Arbejde er det „Fremad", som Fru Bang haabede og ønskede. Det er det „Fremad", som Fru Bang aabenbart ikke selv turde eller vilde nævne, for helt er den Tanke jo endnu ikke forsvundet, at Arbejderklassens sociale Kaar kan fremhjælpes Ved Forbud mod Kvinders Erhvervsarbejde. Endnu spøger vist i selv Fru Bangs Hjerne en Reminiscens af den Opfattelse, at Kvindernes Erhvervsarbejde egentlig er et Onde, om end et uundgaaeligt. Taleren saa som bekendt ikke saaledes paa denne Sag. Hun betragtede ikke den Revolution, der foregaar med Kvindearbejdet, som en Ulykke, men som et Led i hele den tekniske og samfundsøkonomiske Udvikling. Det er ikke Udviklingen selv, men de Misforhold, der har ledsaget den, der bør bekæmpes. Og et af Midlerne hertil er lige Løn for lige Arbejde. Hun var enig i meget af, hvad Fru Bang udtalte, og hun ansaa det for et vigtigt socialt Problem at finde Udveje til at bevare et saa nært Samliv som muligt mellem Moder og Barn. Men dette Problem løses sandelig ikke ved at yde Modstand mod Kvinders erhvervsmæssige Arbejde, langt snarere, løses det ved en økonomisk Højnelse af Kvindearbejdet, ved at organisere Kvinderne, saaledes at de gennem stærk Sammenslutning kan værge sig mod Udbytning og mod de kapitalistiske Tendenser, der tilsigter gennem Udbytning af Kvinderne at trykke Mandens Løn ned.
Hun vilde altsaa meget gerne have en Udtalelse fra Becker ligesom ogsaa fra Fru Bang om, hvorledes de saa paa Princippet „lige Løn for lige Arbejde". Det undrede hende, at man her i Borgerrepræsentationen i disse Dage havde kunnet føre en, hun havde nær sagt, rigtig Kvindesagsdiskussion uden at en eneste af de Talere, der havde berørt dette Emne, var kommen ind paa dette dog det mest afgørende Spørgsmaal i hele denne Sag. Naar hun ogsaa gerne vilde have en Udtalelse herom fra Becker, var det fordi hun saa tydeligt mindedes den Stilling, som Becker i sin Tid indtog til Spørgsmaalet om Lønnen for de kvindelige Politibetjente. Mod en enstemmig Ud valgsindstilling, mod Politidirektøren, mod Borgmesteren for 1ste Afdeling fik Becker væltet Forslaget om, at de mandlige og kvindelige Politibetjente i 3die Afdeling skulde lønnes ens. Vel fik Becker ved en vis, ganske vist noget anstrengt, juridisk Manøvre Diskussionen drejet derhen, at Udvalgets Forslag stillede Kvinderne bedre end Mændene, hvilket i den Grad oprørte Flertallets Retfærdighedssans, at Forslaget forkastedes, bl. a. ved Fru Bangs Stemme, trods megen Protest fra Ordføreren for Udvalget, Politidirektøren og Borgmesteren. Forhaabentlig vilde den Retfærdighedssans, som dengang raadede hos Flertallet, ogsaa give sig Udslag, naar ved Lejlighed Spørgsmaalet vendes om.
Kvindeligt Politi.
Medens hun var ved de kvindelige Politibetjente, vilde hun gerne føje sin Anbefaling til de allerede tidligere fremkomne om en Udvidelse af det kvindelige Politi. Navnlig i Sædelighedspolitiet maa det vist siges at være ønskeligt for at opnaa det tilsigtede Resultat at Antallet forøges. Siden Kontrollen med de prostituerede Kvinder er ophævet, er Antallet af de ganske unge Piger, som søger Erhverv ved Utugt, stigende, og det Arbejde, som fra Politiets Side udføres for at redde disse Pigebørn, er selvfølgelig meget vanskeligt. Det var - i alt Fald for hende - indlysende, at en Kvinde med de nødvendige Kvalifikationer har bedre Chancer for at naa et godt Resultat paa dette Omraade end en Mand. Hun haabede ligesom Fru Hessel, at Forsamlingen ved Lejlighed maa blive bekendt med de Erfaringer, som man har indhøstet i de forløbne 3 Aar, man har haft kvindelige Politibetjente. Naar Politiet efter et opgivet Signalement skal efterforske en saadan ung Kvinde, skal det bl. a. hjemsøge og i kortere eller længere Tid opholde sig i Københavns mere eller mindre uhyggelige Natbeværtninger. Reglen er vistnok af forskellige Grunde den, at Politiet ved saadanne Efterforskninger gaar to og to, men den kvindelige Politibetjent maa færdes der alene, hvilket naturligvis i høj Grad vanskeliggør hende Arbejdet. Nu vil man naturligvis mene, at det netop var heldigt, om hun havde en mandlig Betjent med sig, og det har hun, saa vidt vides, ogsaa haft mange Gange. Men derved ophæves jo netop den Virkning, som tilsigtes med at have kvindeligt Politi til dette Arbejde. Hun vilde derfor slutte sig til det Ønske, der var fremsat af Frk. Blom, og som ogsaa udtales i det fra Dansk Kvindesamfund til Kommunalbestyrelsen sendte Andragende, at man søger at fremskaffe Udtalelser fra de forskellige Institutioner, der arbejder sammen med Politiets 3die Afdeling paa dette Omraade, for at høre deres Syn paa Sagen; eventuelt vilde maaske Budgetudvalget - hvilket hun naturligvis ganske skulde henstille - søge en Forhandling eller i alt Fald en Sammenkomst med den nuværende kvindelige Politibetjent i 3die Afdeling.
Kvindelige Sporvognskonduktører.
Hun vidste ikke, om det var Forsamlingen bekendt, at der siden i Foraaret har været ansat kvindelige Sporvognskonduktører i Christiania. Politidirektøren fik jo i sin Tid fra Christiania Oplysninger og Underretninger, der i høj Grad animerede ham til at gaa med til Ansættelse af kvindelig Politi her i København - og ganske omstemte ham forøvrigt - og hun vilde derfor henstille til Sporvejsdirektøren ogsaa at søge Oplysninger hos rette vedkommende i Christiania om, hvorledes man dér er tilfreds med de kvindelige Sporvognskonduktører. Saa vidt hende bekendt har baade Politikamret, Vejvæsenets Overingeniører, Vejudvalget og Magistraten udtalt sig med Tilfredshed om de nye kvindelige Sporvognsfunktionærer, og Publikum skal, efter hvad hun havde bragt i Erfaring, være særdeles glad over at have faaet kvindelig Betjening i Sporvognene, hvad hun selvfølgelig mente var saa naturligt. Hun fandt, at det er et Arbejde, der paa de allerfleste Punkter langt bedre egner sig for en Kvinde end for en Mand. Det er altsaa ikke alene i de krigsførende Lande, man benytter Kvinder i Sporvejenes Tjeneste - i Tyskland er der i Øjeblikket beskæftiget over 12,000 kvindelige Sporvognskonduktører - ogsaa i de neutrale Lande har man ment, at Forholdene nødvendiggjorde i alt Fald et Forsøg. Det havde glædet hende at se, at det kvindelige Politi nu foreslaas lønnet lige med deres mandlige Kolleger, og efter de Udtalelser, hun her havde fremsat, vilde hun blot slutte med at sige, at hun ansaa det for nødvendigt, at man ved en kommende Lønreform af blivende Karakter tager Spørgsmaalet om lige Løn for lige Arbejde paa alle Omraader indenfor Kommunen op til en alvorlig Drøftelse.
Gift og ugift Kvinde.
Becker vilde gerne overfor Fru Hessel, hvis lange og sikkert interessante Tale han altsaa paa Grund af Statsbanernes Uefterrettelighed var gaaet glip af, bemærke, at naar han særlig havde nævnt de ugifte Kvinder, var det, fordi han mente, at man ikke bør gøre Springet for stort straks og ikke give Magistraten for meget at spekulere over, og at man derfor burde begynde med de ugifte. Men deri laa naturligvis ikke, at ikke ogsaa de giftes Arbejdskraft skulde kunne anvendes. Hvad det i første Række kom an paa for ham, var, at man ikke ved at udnytte den kvindelige Arbejdskraft kommer til at forurette Børnene. De Fruer, som er saa heldige eller uheldige, som man nu ser paa det, ingen Børn at have, maatte for ham gerne arbejde ligesaa meget de vil, han blandede sig aldeles ikke i deres Forhold. Kun naar det samfundsmæssige Hensyn til Børnene spiller ind, bør det Offentlige være meget varsomt med at lægge Beslag paa Kvindernes Arbejdskraft. Han var ganske enig med Fru Bang i, at det er paa Børnene, hele Fremtiden i Virkeligheden hviler, og at det derfor er dem, der først og fremmest skal tages Hensyn til. Da han kun havde Ordet for en kort Bemærkning, skulde han ikkte komme ind paa, hvad der paa andre Omraader var sagt til ham; det var jo muligt, at der kom en anden Lejlighed hertil.
Lige Løn.
Fru Arenholt kunde ikke erkende, at Lærerinderne skulde koste Kommunen mere end Lærerne, thi de er jo betydeligt lavere lønnede end disse. Men forøvrigt er Lønningsprincipperne et meget omstridt Diskussionsemne i Øjeblikket, og hun skulde villigt indrømme, at der kan anlægges forskellige Principper for den Maade, hvorpaa man skal lønne Funktionærerne. Man kan lønne efter Behovsprincippet, man kan lønne efter Forsørgelsesprincippet, og man kan naturligvis ogsaa lønne efter, hvordan Arbejdspræstationen er baade i det daglige og i det lange Løb. Men der er et eneste Lønningsprincip, som man absolut ikke kan benytte, og det er Lønning efter Køn.
Becker fremhævede, at Fru Arenholt jo ganske havde givet ham Ret: som Følge af, at det er dyrere at holde Vikarer for Lærerinderne, giver man dem en lavere Løn. Det, som skal overvejes fra Magistratens Side er netop: Hvad er den Arbejdsydelse, der præsteres, værd? Om Arbejdsydelsen er stor eller lille, om det er en Mand eller Kvinde, der præsterer den, var ham ganske ligegyldigt, og han mente ikke, at man der skal sondre efter Køn. Men man skal rette sig efter, hvad de paa-gældende i det lange Løb er i Stand til at præstere. Det er det lange Løb, man skal have for Øje, og ikke blot det øjeblikkelige.
Lærerindernes Sygelighed.
Fru Arenholt vilde gøre opmærksom paa, at den Statistik, der foreligger over Læreres og Lærerinders Sygelighed, jo netop er delt efter Køn. Man maatte formodentlig nok kunne finde en Lærer, hvis Sygelighedsprocent oversteg selv den højste Procent for Lærerinderne. Vilde det ikke være rimeligt, naar man lønnede efter Beckers Princip, at det blev dem med den største Sygelighed, der fik den laveste Løn?
Becker hævdede, at selv om der er enkelte af Lærerne, som har en meget høj Sygelighedsprocent, er Lærerindernes gennemsnitlige Sygelighedsprocent betydeligt større end Lærernes, og Konsekvensen maatte nødvendigvis blive, at Lærerinderne faar mindre Løn.
