Indledningsforedrag i Diskussionen om Kvindesagen ved Mødet i Seljord August 1891.

(Sluttet.)

Biskop H. og alle andre Præster maa først opfylde hvert Bud i Skriften, først da kan de faa Lov at komme og kue Kvinderne under Bogstaven. Men vi maa ikke tro, at H. ikke sætter Kvinderne højt. „Vi tillægger hende den højeste Betydning for det menneskelige Samfundsliv.” siger Biskop H.; „ja, vi siger, at Samfundslivet kunde ikke tænkes at bestaa, dersom Kvinden ikke var til.” Og deri giver vi H. Ret. „Kvinden har en Evne til at se det store i det smaa, til med Takt at finde, hvad der kan og hvad der ikke kan gøres i ethvert givet Øjeblik, til med et eneste Greb at se ind i selve Tingens Kærne; hun har en Følelsernes Finhed og en Stemningernes Rigdom og en Hengivenhedens Evne. som Manden mangler.” Det var næsten for meget, sagde Fanten, han fik en Dukat. Saa prægtige vidste vi ikke, vi var; men hvis Beskrivelsen passer paa os, tænk, hvad vi da maatte kunne udrette i Samfundslivet, i Politiken! „Alene Kvinden kan skabe et Hjem”, siger H. Det vilde naturligvis ikke blive Hjem mere, hvis Kvinder fik Stemmeret. ”Og Kvinden har Brug for alle sine Evner indenfor Hjemmets Døre”, siger H. videre. Nej saamænd om hun har. For bare at nævne et Eksempel: den Felttogsplan, som Nordstaterne i Amerika fulgte under sidste Krig var jo lagt af en Kvinde. Kan man være vis paa, at de Evner, hun der viste, vilde være kommet til Anvendelse indenfor Hjemmets Døre? Og tør Heuch, der naturligvis som alle gode Præster holder paa Krigen, sige, at i det vilde have været heldigt for denne Kvindes Fædreland, at den Plan, hvorefter Nordstaterne sejrede, ikke var kommen frem? Det er netop den Ting, at der ikke har været Brug for alle Kvindernes Evner indenfor Hjemmet, som før i Tiden gjorde en Mængde Kvinder til ulykkelige Mennesker. „Der gives ingen Kvinde”, siger Heuch, „som ikke har Evne til, hvis ikke Emancipationen eller andre Laster har gjort hende uduelig til at løse Kvindens Opgave der findes ingen Kvinde, som ikke har Sans for og Evne til at udfylde en Plads i sit Hjem.” Det nytter ikke at svare H., at der jo er en Mængde Kvinder, som intet Hjem har; H. bøjer sig ikke for Faktum. „De skal have et Hjem”, siger H., dermed er Sagen afgjort. Saa faar vi vide, hvorledes de emanciperte Kvinder er. „Hjemmets Pligter er for dette Slags Kvinder en Byrde ”; „tal med emanciperede Kvinder, læs deres Skrifter og se -- disse stakkels Kvinder, hvor store de er blevne i Verden, de har glemt deres egen Opgave, Hjemmets Opgave, og de vidner om det derved, at de bilder sig ind, at det at være huslig, at være Hjemmets Velsignelse, det er ikke noget andet, end enhver Kok eller Skrædder kan gøre dem efter. Det er for mig et Bevis paa Emancipationens Fordærvelighed, at disse Kvinder taler med Foragt om den eneste Opgave, som De er ene om i Verden, og som ingen Mand kan hjælpe dem med. Tænk om H. havde anvendt den simple Retskaffenhed først at undersøge, hvad det er for Slags Foredrag og Diskussioner, som har været holdt i Kvindesagsforeningen og saa havde bladet igennem et Par Aargange af „Nylænde”. Der vilde han til sin Forundring have fundet, at vi blandt andre Ting har behandlet saadant som Smaabørns Pleje og Opdragelse, Køkkenstel og Husstel i det hele, Tjenestepigeforholdene, Kvindens Sundhed o. s. v., og han vilde ikke have fundet et eneste Ord, som vidnede om Foragt for det, Heuch mener er Kvindens „eneste” Opgave H. kan ikke tænke sig noget frygteligere end at se sin egen Moder i Stortinget „Tænker Eder den ærværdige med sin stakkels Fistelstemme udbrede sig med al den Iver og Fanatisme, som let griber Kvinden, om hvorvidt det var rimeligt at beholde Konsulaterne i Wien og Rom! Er jeg den eneste, som vilde have flyet i Rædsel fra Salen, hvis man tænker sig sin Moder i en saadan Situation?” Ja, vi har ikke alle af Naturen faaet en vakker Stemme, men hvorfor Heuchs Moder ikke skulde kunne have sagt noget fornuftigt om Konsulatet i Rom, kan jeg ikke skønne. Var hun blevet valgt til Stortingsrepræsentant, vilde det naturligvis, have været, fordi Vælgerne ansaa hende for at have de fornødne Betingelser til at udfylde Pladsen. „Selve Sproget oprører sig mod Kvindeemancipationens Tanke,” siger H.; Ullmann talte om Købmand Wilhelmine Hansen Manden Wilhelmine Hansen, er det ikke et Monstrum? Og vi læser hver Dag om Formand Wilhelmine Hansen. Hvis H. bare havde spurgt en Filolog, vilde han have faaet at høre, at ”Mand” betyder det samme som „Menneske”, og at vi taler om Mennesket Wilhelmine Hansen, er vel ikke saa farligt? Heuch véd, hvorledes den Kvinde vil blive, som vil paatage sig Mands Gerning. „Hun bliver et vanskabt Misfoster, hun bliver et Neutrum, saaledes som det er Syn for Sagen for den, der vil have Øjne til at se med. I Emancipationens forjættede Land, Amerika, gives der Læger, som for ramme Alvor paastaar, at der, hvor Kvinderne gennem et Par Slægtled har været emanciperede og gjort Mandens Gerning, der fremkommer der en steril Kvindetype, som i mange Henseender varierer fra den ordinære Kvindetype.” Jeg har ogsaa hørt om den Type i Amerika, men jeg har rigtignok hørt, at Mænd og Kvinder var ligedan, og jeg har hørt, at Klimaet og det anspændte, urolige Liv har faaet Skylden for at have frembragt Typen. Er Kvinderne der sterile, kan umulig Kvindeemancipationen have Skylden af den simple Grund, at Arbejdet for Kvindesagen, selv i Amerika, er saa nyt, at Kvinder endnu ikke gennem et Par Slægtled har udført Mænds Gerning. Det er snurrigt, at ikke H. har gjort det meget simple Regnestykke. H. „er ingenlunde enig med dem, som af utilistiske Hensyn mener at kunne forsvare til en vis Grad Kvindens Emancipation.” Det er et Hib til Hertzberg. Nej, ingen skal kunne beskylde H. for ikke i dette Stykke at være konsekvent. Jeg har med egne Øren hørt H. sige, at Smaapiger ikke skulde gaa i Skole vilde de lære noget, kunde de bede en hjemme om at læse med sig.

Slutningen af Stortingsdebatten skiller sig i Tone stærkt fra Begyndelsen. Modstanderne af Kvinders Stemmeret har ikke flere Argumenter, og saa gør de, som Folk saa ofte gør, naar Argumenterne slipper op, de griber til at blive sinte. Hval glemmer rent de pæne Ord, han i Begyndelsen brugte om Kvinderne, og er saa uheldig, at han kommer til at sige, da der er Tale om at lade sig skræmme fra at handle efter sin Overbevisning: „Om en saadan Mand vilde jeg sige: han er ikke Mand, han fortjener ikke Navnet af Mand; han er en Kælling! Han fortjener ikke Navn af Kvinde en Gang.” Der kan man se, paa hvilken Plads han i Virkeligheden sætter Kvinderne. Og Heuch sætter rent alle Høflighedshensyn til Side. Der sad paa Galleriet en Række Kvinder, af hvilke H. ganske vist kendte de fleste, og saa slutter han sin Tale med at fortælle, at „Kvindeemancipationens Forfægtere de vil være fri for alle Hjemmets Baand og alle Autoritetens, jeg fatter ikke ret, hvorledes nogen kan mene, at Emancipationens Heltinder, disse redigerende, debatterende, polemiserende, prædikende, omrejsende Kvinder kan have Hjerte eller Hoved tilbage for Hjemmet og dets mangfoldige Gerning.”

Som vi ser, er det bare Skræmmebilleder og ikke en eneste reel Indvending, som fremkommer mod Kvinders Stemmeret. Kvinderne forstaar ikke sit eget bedste, men vi Mændene --- vi véd det. Der svares, som om det var Smaabørn og ikke voksne Mennesker, der kom frem med et Forlangende. Jeg for min Part vilde havt mere Respekt for den Mand. der traadte frem og sagde: „Vi har Magten, og vi gør hvad vi vil. Det konvenerer os ikke at give Kvinderne Stemmeret. Vi er bange for, at ved en Forandring vilde vor Mændenes Bekvemmelighed komme til at lide.” Et saadant Svar vilde været brutalt, men det vilde være ærligt, for det er deres Hjertes Mening.

Det, jeg har ønsket at faa frem i Dag, er:

at det, det først og fremmest gælder om, er at arbejde for at faa alle Kvinder til at forlange fuld Frihed og faa alle Mænd til at erkende dette Forlangendes Berettigelse, og saa ved Siden af Arbejde for alle de praktiske ydre Ting først og fremmest for Stemmeret, som dog tilsidst bliver Alpha og Omega i Kvindesagen.

Og naar vi ønsker og arbejder for, at Kvindesagen maa gaa igennem til Sejer, saa er det for vor egen Skyld og for Mændenes Skyld, og saa fordi vi har set og forstaaet, at Kvindernes Frigørelse ikke er en Sag for sig, men et Led i den store Udvikling, at dens Sejer er en Forberedelse til Løsningen af de store Opgaver, som Fremtiden faar at løse, at Gud, ved at vække Kvinderne til Selvstændighed og til Arbejde, forbereder det Arbejde, som kun Mænd og Kvinder kan løse sammen Arbejdet for at ophæve Fattigdommen og Nøden og Elendigheden i Verden, og Arbejdet for at faa afskaffet Krigen med alle dens Rædsler.