« Tilbage til søgeresultaterne
„Kvindesagens Beskytter"
„Politiken" har i Anledning af Fru Lassens Kandidatur til Kbhvns. Borgerrepræsentation i sin Udgave for 24. Februar beæret „Kvinden og Samfundet" med at citere den Artikel, som vi bragte i vort Nummer for 30. Marts 1916 om Fru Lassens Foredrag i Studenterforeningen.
„Politiken" har ellers overordentlig sjældent haft Brug for at citere vort Blad, og vi skal saavist ikke lade os vildlede til at tro, at Bladet ved at bringe dette Citat har ønsket at tjene Kvindesagen. Vi, som alle andre, ved selvfølgelig, at „Politiken" kun har ønsket at tjene sit Parti. Den har gravet vor aargamle Artikel frem for at bruge den som et Vaaben mod en politisk Modstander i den uværdige Valgkampagne, som saa godt som samtlige københavnske Dagblade allerede er midt i.
Vi ønsker dog at tilføje, at hvis „Kvinden og Samfundet" tager Afstand fra Fru Lassen som Kvinde-sagskvinde, og det gør vi, saa tager „Kvinden og Samfundet" ikke mindre Afstand fra den af „Politiken"s Parti opstillede Fru Munch. „Politiken" er velkommen til at bringe denne vor Anskuelse til sine Læseres Kundskab, hvis den da ikke foretrækker at citere en af de Artikler, hvori vi forlængst har fremsat vor Opfattelse af Fru Munchs Forhold til Kvindesagen.
Kv. og Samf. har naturligvis intet imod at blive citeret, men naar dette sker i den tydelige Hensigt at tage os til Indtægt for et politisk Parti, vækker det dog blandede Følelser hos os.