Nytaarshilsen.
Enhver, der med Interesse følger med Kvindesagen, har ogsaa erfaret, at det er en Livsbetingelse for vor Sag, at have et selvstændigt Organ, hvor Kvinder kan faa fuld Frihed til at udtale deres Meninger.
Vi indtræde nu i et nyt Kvartal, og "Hvad vi vil" tør nok glæde sig ved at have vundet mange Venner i de to Kvartaler, det har bestaaet, Venner, som føler, de har hjulpet lidt til at klare det store Samfundsspørgsmaal "Kvindesagen" og frigøre Kvinderne. Disse Linjer skulde derfor nærmest være for at minde vore Holdere om at hjælpe til at bringe vort Abonnentantal et godt Stykke fremad.
Husk, at Mænd alene sidde inde med Pressen, og det er altsaa dem, der danner den offenlige Mening, men vi Kvinder tror, at Samfundet er bedst tjent med, at begge Røster høres. Vi føler, at de borgerlige Rettigheder ogsaa er en Menneskeret for os Kvinder; vi vil ikke, at Landets Sager skal styres af Mænd eller af Kvinder alene, men af Mennesker, baade Mænd og Kvinder. Derfor, hjælp os alle Kvinder og Kvindesagsvenner, hjælp "Kvindelig Fremskridtsforening" i dens Bestræbelser for at oplyse og udvikle selvstændige Kvinder, der tænke, før de tale, og som har Mod til at handle, som de siger. Hjælp Bladet, som er dens Organ, ind i de "tusind Hjem", at Lyset kan falde tydeligt over Kvindernes Stilling og vække Ansvarsfølelse i dem til Lykke for vort Folk.
Derfor, Kvinder og Mænd, alle I, der føle, at "Hvad vi vil" udtale Eders Tanker, vis Eders Tilslutning ved at skaffe Abonnenter, bring det ind i mange Huse og lad det være Eders Nytaarsgave til den gode Sag, at enhver Holder skaffer tre Abonnenter til i dette Kvartal.