1) En Moder.
Op og ned, op og ned! Den samme Marsch fra Vinduet til Kakkelovnen. Saaledes havde hun gaaet hver Eftermiddag i Tusmørket i sine egne Tanker, der ligesom en Karussel stadig drejede rundt og rundt uden Begyndelse og uden Ende. Saa alene hun følte sig! Hvorfor mon hun var mere ene end andre? Bar hun eller Gustav Skyld for, at det var saaledes? Naar hun skulde være oprigtig, kunde hun ikke frikende sig selv. Hvorfor kunde hun tale med alle andre f. Ex., kun ikke med sin Mand? Havde hun noget paa Hjerte, der gik over de rent daglige nødvendige Ord, saa valgte hun altid et Tidspunkt til at sige det, naar der var andre til Stede. Gustav bar sig, maaské ubevidst, lige saadan ad. Hun, hans Hustru, forbavsedes ofte ved i Trediemands Nærværelse at høre ham udtale Tanker, som hun aldrig havde tænkt, han ejede. Han paa sin Side kunde undertiden sætte et overrasket, halvt ironisk Ansigt op, naar hun vovede sig frem med en eller anden selvstændig, maaské ofte for dristig, ikke altid helt overlagt Mening. Hun gad nok ogsaa vide, om alle Mænd kun betragtede deres Hjem som et Sted, hvor de baade legemligt og aandeligt kunde iføre sig deres Slobrok og Tøfler, og saa for Resten slet ikke bekymre sig om, hvad Slags Liv Hustruen førte, om hun var glad eller bedrøvet, tilfreds eller længselsfuld. Eller var hendes Mand maaské netop saaledes, fordi hun ikke bar ham den rette Sympati og Forstaaelse i Møde? For det gjorde hun ikke, og hun var heller ikke overbærende med hans Fejl og Mangler, som hun maalte med et skarpt, kritisk Øje. Det var vel ikke sjeldent, at hun tænkte at komme ham i Møde med Kærlighed, naar han træt af Dagens Arbejde kom hjem, men saa havde han altid noget ved sig, der slog en Laas for hendes Mund, og de venlige Ord døde paa hendes Læber eller blev til ganske trivielle Bemærkninger. De havde aldrig noget at tale sammen om, og ofte sad de Timer igennem stumme, han med en Cigar og hun med sit Sytøj. Der var ingen Ting, der forbandt dem. Det manglede, det! det! -
Da, der var det igen, denne Tanke, der pinte hende saa meget; denne Længsel efter et Barn! Det havde ført dem sammen, om noget havde kunnet, eller maaské fjernet ham endnu mer fra hende, for han holdt ikke af Børn; men saa var i det mindste hun bleven lykkelig. For et Barn, gaves der noget større i Verden end at eje et Barn! Hun syntes hun havde været Moder, allerede den Gang, hun selv var Barn og legede med Dukker.
Det var en Slægtsejendommelighed, næsten en Arv, der var gaaet fra Moder til Datter, denne store Kærlighed og Længsel efter Børn. Hun huskede sin Moder, hos hvem denne Følelse var i den Grad fremherskende, at den ikke levnede Plads i hendes Hjærte for noget andet, end hvad der angik hendes Børn; mens hun var uden Medlidenhed, ligegyldig og kold mod alle fremmede, var hun fuld af den ømmeste, mest selvfornægtende, opofrende Kærlighed for sine egne Børn Og nu hendes Moders Moder, hendes søde, velsignede Bedstemoder.
Hun kunde endnu blive ganske rørt ved at tænke paa den elskelige gamle Kone. Hun mindedes hendes sidste Time, hvorledes Bedstemoder, der havde elsket hende saa usigelig højt, sandsynligvis fordi hun var den yngste af alle Børnebørnene, havde ønsket at holde hendes lille Haand i sin, naar hun blev kaldt bort. Skønt hun var saa lille, knapt seks Aar, forstod hun dog godt, at nu skulde hun aldrig mere se den forgudede Bedstemoder, og hun græd saa lidenskabelig hæftigt, at den Døende næsten glemte sine Lidelser for at trøste hende, og med sine matte Arme knugede hende til sig Gang paa Gang, som var det umuligt, at de to kunde skilles. Aldrig, om hun saa blev hundrede Aar gammel, vilde hun glemme det Udtryk, der var i Bedstemoders Øjne, da hun for sidste Gang saa rundt paa sine Børn og Børnebørn, der alle var forsamlede om hendes Leje. Det var som laa der i hendes Blik en Sum af Kærlighed, Ømhed, Sorg og Fortvivlelse, fordi hun nu skulde lade alle disse mange blive tilbage, alle sine, dem hun havde ofret hele sit Liv og som nu maatte leve videre, uden at hun længere kunde skærme dem og stride for dem. Aa, hvor hendes egen sidste Time sikkert vilde blive forskellig fra hendes Bedstemoders. Ene, grufuld ene vilde hun blive, hun, som selv ikke en Gang kunde blive Moder, endsige Bedstemoder.
Nu havde de været gift i ti Aar, hun og Gustav, hun turde næsten ikke mere haabe, og det var dog underligt, hun havde saa bestemt troet at faa Børn i sit Ægteskab. Saa besynderligt hun ogsaa havde drømt, lige kort før de blev gift! Det var naturligvis kun en Følge af den Spænding og Forventning, hun gik i før Brylluppet over alt det nye, hun skulde ind til, der havde sat hende i en saa eksalteret Stemning, at hun hver Nat saa ved sin Side i Sengen et lille yndigt Barn med blaa Øjne, røde Kinder og brunt krøllet Haar. Ja, det havde kun været en fantastisk Drøm af hendes overanspændte Hjerne, men hun havde dog taget det for et godt Varsel, og da de Bryllupsaftenen kom hjem til sig selv, og hendes Mand blødt og inderligt bad hende velkommen i sit Hjem, da forekom det hende straks, at der fattedes noget, uden at hun rigtig kunde gøre sig klart, hvad det var, men senere maatte hun smile af sig selv, da det gik op for hende, at hun i sin Fantasi havde tænkt sig det lille Barn med de blaa Øjne komme springende dem i Møde.
Hvor der havde været smukt hos dem den Aften! Det var, som om alt var lagt til Rette af kærlige Hænder for at give de Unge et festligt, harmonisk Indtryk af det nye Hjem. Alle de kostbare Møbler og bløde Tæpper, som Fødderne næsten blev helt borte i, det dæmpede Lys, som skinnede fra de skærmbehængte Lamper og kastede et diskret Lys over de mange dejlige Blomsters friske, straalende, rige Farver, højrøde og matgule Roser, hvide, prægtige, store Kalaer, og Kamelier, indfattede i mørke Rammer af de fine, duftende Violer, som fyldte Stuen med en bedøvende, sansberusende Vellugt.
