« Tilbage til søgeresultaterne
En Fagskole for Kvinder i Sverige
Fredrika Bremer Förbundet opretter til Efteraaret en højere kvindelig Fagskole i Beklædningsbranchen og for Uddannelsen af Arbejdsledere og Faglærerinder i denne Industri.
Ledere af større Syetablissementer bydes overalt en god økonomisk Stilling, saafremt de magter deres vanskelige Arbejde. Det har Imidlertid knebet overordentlig med Uddannelsen til disse Poster, og det Fr. Br. F. nu tilbyder den kvindelige Arbejdsverden paa dette Felt er en velordnet Faguddannelse af Elever, som sidder inde med et Fond af almindelige Kundskaber, og som har udprægede Anlæg for at erhverve sig de nødvendige Færdigheder.
Baade som Arbejdsleder og som Lærerinde i Faget er det nødvendigt at besidde saavel praktiske som teoretiske Færdigheder. Før Optagelse i den højere Fagskole derfor kan finde Sted, har man opstillet det Forlangende, at Ansøgerne skal have gennemgaaet en 2-aarig Faguddannelse paa en almindelig Fagskole, samt skal have arbejdet mindst 3 Aar i et Sy-Etablissement. Som man vil se er det ikke smaa Fordringer, Svenskerne med deres sædvanlige Grundighed stiller.
Efter afsluttende Skolegang gennemgaar Eleven Fagskolen,*) hvor Undervisningen forgrener sig i 3 Retninger: Kjolesyning, Konfektionssyning og Linnedsyning. Herved aabnes der Mulighed for, at Eleven allerede fra Begyndelsen kan indrette sig efter den Gren af Arbejdet, som hun har særlig Anlæg for. Haandarbejdet i Skolen og Hjemmet anser man naturligvis for et godt Grundlag for det kommende Fagarbejde, men man maa dog ikke blande disse to Ting sammen, idet Haandarbejdet ordnes efter Pædagogikens Fordringer, medens Kravet om fuld rationel Faguddannelse er det, der kommer først i Fagundervisningen.
*) En saadan er knyttet til den højere Fagskole.
Naar Eleven saa har gennemgaaet den 2-aarige Fagskole, begynder hun paa lønnet Arbejde i Branchen. Hvis hun stræber efter at komme paa den højere Fagskole, da vil det være en Fordel for hende, om hun ikke specialiserer sig for meget som lønnet Arbejder. Paa de fleste Systuer er en meget vidtrækkende Specialisering det sædvanlige, saaledes er det ofte Tilfældet, at Syerskerne ikke alene syr enten kun Kjoler eller kun Liv, men at de endog ofte uafbrudt beskæftiges med at Sy enkelte Dele af disse (f. Eks. Ærmer, Knaphuller o. s. v.). For den kommende Arbejdsleder eller Lærerinde er det vigtigt at kunne beherske hele Dragtens Fremstilling. I Stockholm har man da indrettet et Atelier kaldet „Stof og Stil", ifølge hvis Love Uddannelses-Synspunktet aldrig maa slippes af Syne.*)
*) Dette Atelier staar, saavidt vi forstaar, ogsaa i Forbindelse med den højere Fagskole, men det har allerede eksisteret i nogle Aar.
Efter de 3 Aars Atelier-Arbejde, der naturligvis lønnes i Forhold til den enkeltes Ydeevne, kan Eleven søge Optagelse paa den højere Fagskole. Efter mindst l Aars Uddannelse paa denne og efter at have naaet en Alder af 21 Aar, kan hun da erholde Afgangsbevis derfra. Uddannelsestiden bliver altsaa mindst 6 Aar, men heraf er altsaa 3 Aar beregnet til lønnet Arbejde.
Flere af Sveriges største Arbejdsgivere i Beklædningsfaget har udtalt den Anskuelse, at en saadan Fagundervisning er i høj Grad paakrævet. Følgende er de Fag, der findes paa Undervisningsplanen, og som tydelig nok viser, at det er Mennesker med gennemgribende, grundig Uddannelse, man her vil fremskaffe, idet man naturligvis anerkender, at kun saadanne faar den tilstrækkelige Overlegenhed til at være Leder for andre, og til at bære det dermed i mange Retninger forbundne Ansvar:
Syning med Mønsterkonstruktion. - Kostume-Historie og Fagtegning. - Varekundskab. - Værktøjslære. - Fysik og Kemi. - Økonomilære. - Hygiejne. -. Pædagogik og Metodik. - Samfundslære.
Til de paa Planen opgivne praktiske Opgaver beregnes en Tid af 30 Timer om Ugen.
Med den højere Fagskole er, som ovenfor nævnt, forbunden en almindelig Fagskole og et Sy-Atelier. Paa Fagskolens Arbejdsplan er optaget samme Emner som paa den højere Fagskole med Undtagelse af Fysik og Kemi (gaar paa Fagskolen ind under Varekundskab), Værktøjslære, Hygiejne, Pædagogik og Metodik.
Til Syning med Mønsterkonstruktion er paa Fagskolen afsat 30 Timer om Ugen.
Det kan ikke noksom paaskønnes, at man i Kundekredse i Sverige har faaet denne Uddannelse bragt ind under ordnede Forhold.
Vi skal ved senere Lejligheder søge at holde vore Læsere bekendt med det Udbytte, Fagskolen antagelig vil høste i Retning af en Stab af veluddannede Arbejdsledere paa et længe forsømt Felt.