2) En Moder.
Den dybe Stilhed havde noget højtideligt ved sig, der gav hende en Følelse, som om de to, Mand og Hustru, var ganske ene i Verden, kun henviste til hinanden, og dreven af en uimodstaaelig Trang til Støtte af en stærkere lagde hun sin Haand i sin Mands, og han tog hende ind til sig og
lovede .....
Ak Gud ja, det var den Gang, og han havde holdt af hende, gjorde det vel endnu, men - Barnet var ikke kommet. Kort efter deres Bryllup havde hun haft et Haab, men saa en Dag var det bristet, og da hun bedrøvet fortalte Gustav om sin Skuffelse, var han næsten bleven glad derfor. Den Dag var det første Gang, hun havde begyndt at føle sig fremmed for ham. Kunde han være god, han som tydelig nok ikke holdt af Børn! Da han saa hendes Sorg, havde han rigtignok sagt, at det var for hendes egen Skyld, at han ikke ønskede Børn, fordi han vilde beholde sin lille Hustru frisk og sund og ikke udsætte hende for Farerne ved en Barselseng. Men der var jo saa mange, der fødte og kom godt fra det, saa det var jo bare noget Snak. Nej, hun vidste nok, hvorfor han ikke ønskede Børn. Han var simpelt hen skinsyg paa det Barn, der kunde komme, bange for, at hun for en Del skulde lukke ham ude, naar hun fik andet end ham at sørge for. Hun havde mærket det ofte, denne underlige, dumpe, udtalte Skinsyge mod alt, hvad hun holdt af.
Han kaldte det hendes fikse Idé, dette med Barnet, og han havde næsten Ret, eller i alt Fald kunde det nemt blive dertil; hun maatte have det, maatte, hun kunde ikke leve foruden det.
Hun gik hen til Vinduet og saa ud. Hvor de dog boede smukt her paa Dosseringen! Maanen var kommen frem og kastede sit hvide, hemmelighedsfulde, spøgelsesagtige Skær ind i Stuen. Hun lukkede Vinduet op og lænede sig ud. Et Rønnebærtræ, tæt besat med smaa runde Bær, hvis skinnende, røde Farve stod skarpt frem i det flatterende Lys, naaede lige op til hende, og dets kølige Blade viftede om hendes Ansigt. Træerne rundt omkring i de smaa Haver havde alle Efteraarets vidunderlige Farver, violet matgult, okkerfarvet, brunt, grønt, vissent og friskt, mellem hinanden, ret som en dejlig Symfoni af Farver; og over det hele kastede Maanen et feagtigt Skær af Sølv. Henne i Hjørnet af deres egen Have var der et Lysthus bevokset med vild Vin, hvis røde Blade hang ned over Indgangen i tætte Lag, der fortonede sig i mørkere og mørkere, dybe Farver helt ned mod Jorden, som et Tæppe af Fløjl. Søen, hvor Maanen spejlede sig og kastede en lang Stribe af skinnende Sølvskæl, glitrende og glimrende i Tusinde, brudte, springende, sagte glidende Bølger, passede udmærket ind i den fredelige Stilhed herude, en Stilhed, der altid betog den unge Kvinde ved Vinduet med en sælsom Magt, der tvang hende i Ro. Hun aandede dybt, som vilde hun indsuge saa meget som muligt af den friske, rene, velgørende Luft, der bragte hendes Længsler til at tie ved fuldstændig at fange hende ind med Sind og Sans, ladende hende glemme alt, betagen, som hun blev, af Stedets harmoniske, stemningsfulde Skønhed.
Pludselig opskræmt ved et Ryk i Klokkestrængen for hun sammen, og maatte ligesom besinde sig, hvor hun var, før hun hastigt lukkede Vinduet til og gik ud for at lukke op. Hvor besynderligt! der var ingen. Hun kiggede ned af Trappen. Ingen. Hun vilde lige til at lukke Døren igen, da hun blev opmærksom paa en Kurv, der stod paa Trappen. Hvem havde mon sat den der eller glemt den. I ethvert Fald var det vel bedst at tage den ind, indtil en eller anden meldte sig for at hente den. Det var dog underligt, der var noget levende i den. Hurtigt bar hun den ind i Stuen og tik Klædet af, der dækkede den.
Nej, du store Gud, hvad var dog det! Der laa et Barn i den, hendes Barn, som hun havde drømt om, med de blaa Øjne, røde Kinder og brune Krøller. Var hun ikke sig selv mægtig længer, var det et Syn, fremkaldt af hendes brændende Ønske, havde hendes inderste Tanke faaet Liv og laa der for hendes Øjne, eller digtede Livet selv det dejligste Æventyr!
Hun styrtede paa Knæ ved Kurven og stirrede og stirrede. Men det rørte sig, Barnet, altsaa virkelig et lille Liv, der var givet hende i hendes store Længsel. Uden at hun vidste af det randt Taarerne ned ad hendes Kinder. Opfyldt af en usigelig Lyksalighed betragtede hun det lille Væsen, der nu begyndte at smile og række de stumpede Arme op. En Seddel faldt paa Gulvet, der stod: Barnet hedder Stella. Stella, ja rigtig, andet kunde det jo ikke hedde. Hendes gode Stjærne havde sendt det til hende i en Stund, hvor Savnet og Ensomheden faldt tungt. Hurtigt tog hun det op og trykkede Kys paa Kys paa dets Mund, Øjne og Haar. En varm, uanvendt Kærlighed gled som en rig Strøm gennem hendes Hjerte, og gav sig Udtryk i de inderligste, ømmeste Ord og Kærtegn. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulde gøre for at vise sin uendelige Lyksalighed.
Hun klædte Barnet af og beundrede dets smaa Lemmer med en Henrykkelse uden Ord, og da det havde faaet lidt at drikke og var faldet i Søvn, lagde hun det tilbage i Kurven og satte sig paa Gulvet ved Siden af for at vaage over dets Søvn.
„Er det ogsaa mit, mit, kan det være muligt.” Hun var som i en Extase, kun tænkende paa dette ene, dette Barn, som fandtes der intet andet i Verden, uden at hun dog alligevel helt turde tro paa denne Rigdom, der saa nylig var givet hende til Eje. Men paa én Gang for hun forskrækket op.
Gustav, Gustav, hvad mon han vilde sige!
Urolig gik hun frem og tilbage. Min Gud, vil han tage Barnet fra mig og igen støde mig ud i min rædselsfulde Ensomhed. Det maa ikke ske, saa ubarmhjertig kan han ikke være. Jeg vil trygle ham, true ham, aa Snak, hvad skulde jeg true med, nej bede, kun bede ham af hele min Sjæl, og han vil høre mig, han maa, han maa.
