Socialdemokratiet og Kvindesagen.

Et Par Bemærkninger i Anledning af Social-Demokratens Artikler om „Kvinden”

Naar vi her hjemme taler om det sociale Spørgsmaal, er vi meget tilbøjelige til dermed kun at tænke paa Arbejderspørgsmaalet. Dette er imidlertid en stor Fejl. Arbejderspørgsmaalet er kun en Side af det sociale, men aldeles ikke enstydigt dermed. Vi behøver blot at nævne Kvindesagen og Spørgsmaalet om Opdragelsen for at blive klar over, at det sociale Spørgsmaal rummer mer end det, der netop angaar Arbejderne, og stiller Opgaver, der ligger noget udenfor den at skaffe Arbejderen den Løn, han fortjener. Ved at gøre det sociale Spørgsmaal til ét med Arbejderspørgsmaalet begaar man den Fejl at gøre det fra et socialt til et blot og bart Klassespørgsmaal, og dette kan kun blive til Skade for en Sag, til hvis heldige Udfald vi alle sætter vort Haab og som alle bør arbejde med paa.

Men denne Fejl begaar netop vort Socialdemokrati. Hermed være det dog ikke sagt, at dette sker bevidst, at Arbejderpartiet virkelig vil hævde, at Arbejderspørgsmaalet er identisk med det sociale, og at det førstes Løsning vil være ensbetydende med en fuldstændig og paa alle Omraader gennemført Løsning af det sidste. Men man kan være saa temmelig sikker paa, at naar der fra Arbejderpartiets Side tales og skrives om det sociale Spørgsmaal, saa er det i Almindelighed Arbejdernes Krav, der haves for Øje.

Dette kunde imidlertid meget vel undskyldes, hvis denne Side af det sociale Spørgsmaal var den eneste, der for Alvor var sat under Debat, den eneste, der havde sine Forkæmpere og sin Organisation. Det vilde da være undskyldeligt, at et Parti, der hovedsageligt bestaar af Arbejdere, ogsaa hovedsageligt satte sine Kræfter ind paa at faa disses Fordringer gennemførte som de vigtigste. Men dette er ingenlunde Tilfældet. Ogsaa Kvindesagen er oppe i Tiden; den har sine Organer, sin Organisation og sine Forkæmpere, der hævder dens Berettigelse og formulerer dens Krav. Og her ligger da vort Arbejderpartis store Fejl, at det tror at kunne - i alt Fald til Dels - se bort fra alt dette som noget underordnet, noget uvæsenligt, blot fordi det har skrevet det sociale Spørgsmaal paa sin Fane og mener sig stærkt nok til at gennemføre dette i hele dets Omfang. Det regner ikke med Kvindesagens Forkæmpere og Tilhængere som en Faktor, der kan have Betydning ogsaa for Arbejderne i Kampen mod det bestaaende. Og heri ligger - som sagt - dets Fejl. Det sociale Spørgsmaal lader sig ikke løse af en enkelt Klasse. Skal det løses tilfredsstillende, saa maa alt med, hvad der i aandelig Henseende kan krybe og gaa, alt, hvad der kan tale og skrive, alt, hvad der kan agitere og organisere, alt, hvad der har Krav at stille. Og enhver maa arbejde paa sit særlige Omraade, maa agitere for sit, maa organisere sin Sags Tilhængere og maa arbejde Side om Side med dem. der kæmper for Løsningen af andre Sider af samme Spørgsmaal. Først da kan dette blive tilstrækkelig klart belyst, først da vil det faa alle med sig og først da er der Udsigt til, at det vil faa en Løsning, der kan tilfredsstille alle.

Som sagt, Socialdemokratiet tager for lidt Hensyn til Kvindesagen; denne spiller en alt for lille Rolle i dets Kamp for et nyt og bedre Samfund. Det er ikke nok, at der henvises til, at Kvindens Fordringer staar paa Socialdemokratiets Program, naar man ikke lader disse Fordringer komme til deres Ret, ikke sørger for, at de bliver tilstrækkelig klart fremhævede. Thi at Kvindesagen kun har eller fornemmelig bør ses fra et økonomisk Synspunkt, det vil dog vel ingen paastaa? Og naar Socialdemokraterne omtaler Kvindens Fordringer, saa er det i de 99 af de 100 Tilfælde altid denne Synsmaade, de anlægger.

Det er jo endda gaaet saa vidt, at Førerne offenligt har erklæret, at Socialdemokratiet ikke anerkender nogen speciel Kvindesag. Det er ikke underligt, at der med en saadan Opfattelse ikke arbejdes mere for denne, end der gøres. Hvad man ikke anerkender, vil man heller ikke anstrenge sig for at gennemføre. Men Spørgsmaalet er: har vore Socialdemokrater vedblivende Lov til at stille sig saaledes? Kan de stadig afvise Kvindesagens Forkæmpere med dette Svar: Vi anerkender ikke nogen speciel Kvindesag. Kvinderne vil med lige saa stor Ret kunne sige: Vi anerkender ikke nogen speciel Arbejdersag; og dette vilde vist Socialdemokraterne tage meget ilde op. Det vilde de ogsaa have Grund til, de to Spørgsmaal er jo som allerede nævnt Sider af samme Sag.

Hvor ensidigt Socialdemokraterne opfatter Socialismen, faar man et Begreb om ved at læse et lille Skrift, som er udgivet af „Socialdemokratisk Forbund” under Titlen: „Den socialistiske Stat i Virksomhed”. Her var man da berettiget til at vente nogle Oplysninger om, hvorledes Socialdemokratiet tænker sig Kvindens Krav fyldestgjorte, hendes Virksomhed bestemt, hendes Forhold til Mand og Samfund ordnede o. s. v. Men nej! Der findes intet om alt dette. Ja, der findes end ikke den ringeste Antydning af, at der overhovedet skulde findes Kvinder i den socialistiske Stat; saa godt er det lykkedes Forfatteren at glemme, at der eksisterer Væsener af et andet Køn end hans eget. Man faar virkelig efter at have læst dette lille Skrift en trykkende Fornemmelse af, at Medlemmerne af den socialistiske Stat skulde være et Slags forstørrede Bakterier, der aander ved Lunger og formerer sig ved Deling.

Socialdemokratiet staar i Gæld til Kvindesagen. Dette er ved at gaa op for det, særlig efter at Kvinderne er begyndt at optræde i større Mængde og at sætte sig i Spidsen for Foretagender, der angaar den hele Offenlighed. Der har i den Anledning for nylig staaet nogle Artikler i

Social-Demokraten angaaende Kvindens politiske Stilling, og her har man da et Forsøg paa at gøre Kvindens Stilling til Genstand for Betragtninger ud fra et andet Synspunkt end det, hvorfra den sædvanligvis ses, nemlig det økonomiske. Nu skulde man da tro, at Bladet vilde gaa til denne Opgave med Interesse og med alvorlig Bestræbelse for at belyse dette Spørgsmaal, særligt da med Hensyn til de danske Forhold. Man skulde tro, at naar Bladet endelig tog sig for at behandle en Sag som denne, der sandelig har ventet længe nok, saa var det, fordi det havde noget at sige os herom, noget at lægge os paa Hjærte, at det var, fordi det havde fordybet sig i Undersøgelser om dette Spørgsmaal og nu vilde meddele os sine Resultater, give os sine Oplysninger, gøre os delagtig i den Indignation, den Harme, der havde grebet det ved Erkendelsen af al den Uret mod Kvinden, som det havde sporet. Man skulde tro det, men man bør ikke tro det. Ti nu kommer det mærkelige: I disse Artikler, der som originale Ledere er sat i Spidsen for Bladet, har dette end ikke den ringeste Meddelelse at gøre, ikke den simpleste Oplysning at give, ikke det mindste, det fattigste Ord, som det selv skal have sagt. De 3 Artikler er nemlig - med nogle Forkortelser - en fuldstændig ordret Gengivelse af det tilsvarende Kapitel i Bebels: Kvinden i Fortid, Nutid og Fremtid. Saaledes mener altsaa „Social-Demokraten” at kunne behandle et Spørgsmaal af denne Art og denne Vigtighed, saaledes mener den at have fyldestgjort de Krav, som Kvindens Stilling har paa at blive taget under Behandling netop af Socialismens Forkæmpere: et simpelt Aftryk af en andens Ord - og intet videre.

Og saa endda et Optryk uden Kildeangivelse.

I Sandhed! Dette tyder ikke paa nogen synderlig ivrig Bestræbelse for at faa Arbejderne til at forstaa Betydningen af Kvindens Deltagelse i den sociale Kamp. Det tyder overhovedet ikke paa, at der hos vore Socialdemokrater rører sig nogen Lyst til eller nogen særlig Betingelse for at give sig af med Spørgsmaal af denne Art.

Det har man Grund til at beklage.

For at sige det endnu en Gang: Socialdemokrater staar i Gæld til Kvindesagen. Og Gælden betales ikke paa denne Maade. Bestaar nemlig det socialdemokratiske Parti lige saa vel af Kvinder som af Mænd, maa den socialdemokratiske Presse ogsaa have Ord for den uretfærdige Behandling, Kvinden lider. Ja - den bør endogsaa i en endnu højere Grad tale Kvindens Sag, da hun i dobbelt Forstand er trykket, baade som Kvinde og som Arbejder.