Et Besøg.
For et Par Dage siden var jeg henne at se til en fattig Kone, der for ikke længe siden har faaet det fjerde Kuld Tvillinger - fjerde Kuld Tvillinger - foruden flere Enlinger, i alt 13 Børn.
Imens jeg sad og talte med Konen, der allerede var oppe, og bleg, blodfattig og anstrengt travede nok saa fort om mellem de mange Børn, hjalp den ene, retledede den anden, gav den tredie Mad, af og til seende til Tvillingerne, der laa i Vuggen, saa ud i Køkkenet for at røre i Gryden o. s. v. o. s. v., kom jeg blandt andet til at sige: „Jeg fatter virkelig ikke, hvorledes De holder det ud og slider Dem igennem med de mange smaa.” Hertil svarede hun med Taarer i Øjnene: „Ja De kan tro, det er ogsaa strængt, saaledes at blive ved Aar ud og Aar ind, aldrig en rolig Time om Dagen, ikke en eneste hel Nats Søvn. Det piner mig tillige saa meget, ikke at kunne faa tilstrækkelig nærende Mad, baade naar jeg gaar med Børnene, og naar jeg giver dem Die. Jeg kan ligefrem blive saa let og vel tilpas, naar jeg en enkelt Gang kommer hen hos gode Mennesker og faar et Maaltid god Mad.” Vi talte en Del mere sammen, før jeg tog Afsked, og ved denne fik et hjærteligt Haandtryk og forstaaende Blik.
Paa Vejen hjemad formede mine Tanker sig omtrent saa: Hvor uforsvarligt det dog er at sætte flere Børn ind i Verden, end man har Udsigt til at kunne forsørge - Børn, som Forældrene modtager med et Suk. - Børn - som Kommunen ser skævt til. - Børn, der af Samfundet hilses som en Byrde, og fra deres første Tilbliven af dette bliver behandlet haardt og stedmoderligt, for siden, hvis de paa Grund af manglende Opdragelse og uudviklede moralske Begreber kommer i Konflikt med Lovene, da at putte dem i et af de store Forbryderhuse, vi har, i Stedet for Opdragelsesanstalter. Skulde Menneskene, som tænkende Væsener, virkelig være berettiget til overfor en saadan Sag at lægge den ellers lovpriste Forstand paa Hylden. Hvornaar kommer dog den offentlige Mening saa vidt, at den tør vove at vedkende sig det umoralske i slige Ægteskabsforhold. Eller tør nogen paastaa, at det er mere moralsk at sætte en stor Flok Børn i Verden, for hvis Fremtid man i Følge de trykkende Samfundsforhold maa ængstes og grue, end - grundet paa en vaagen Ansvarsfølelse at indskrænke Antallet til dem, man kan gøre vel imod?
Dernæst gled frem for mit indre Blik den blege Moder, hende, der blev opslidt ved de altfor hyppige Barnefødsler, og det kom til at staa saa grelt for mig, hvor umenneskeligt man tillige behandler den gifte Kvinde, idet man ødelægger hende et af de bedste Forhold - Moderforholdet - ved ogsaa at paatrykke dette Trællemærket. Det hedder nemlig ikke til Kvinden i Ægteskabet: Hvor mange Børn kan Du i Følge dit Helbred og din Modertrang befinde dig vel ved at skænke din Mand og Samfundet? - Men det hedder tvertimod: Du er pligtig at føde Børn saa længe din Mand vil have det, ofre alle dine bedste Aar, dit Helbred, ja kanske Livet, det spiller altsammen ingen Rolle. Du har at føje ham saa længe han ønsker noget af dig i den Retning. Med andre Ord: vi er slet og ret vore Mænds Kønsslaver.
Skal vi Kvinder finde os i saaledes at være en Vare, som Mændene har Lov til at bruge efter egne Lyster? Nej og atter nej, vi maa kaste dette Aag af os, vi maa kræve Frihed og lige Bestemmelsesret med Mændene i alle Forhold, ogsaa i dette; ti det er i højeste Grad uværdigt og nedværdigende at sælge sit Legeme, enten det sker for Penge eller andre Ting, enten det gælder Timer eller Livstid.
