Kvindelig Fremskridtsforening
afholdt sin Stiftelsesfest i Mandags. Forskellige vittige Hoveder havde givet deres Bidrag til at sætte Humør ved Festen.
Festudvalget, Frk. Trier og Fru N. Larsen havde saaledes forfattet en lille Avis, ikke et Kvindeblad, men et Herreblad, der stiklede Mændene for deres Angst for Kvindernes Indtræden paa Arbejdsfeltet. Det hed heri blandt andet:
Mandens farlige Stilling.
I denne Tid trues Manden af en virkelig Fare; Kvinder samle sig for i sluttet Trop at berøve Manden alle de Rettigheder, han nu i Aartusinder har besiddet; man ser dem med kort Haar, ugenert rygende Cigaretter og tale med om Almenvellet. Bliver det saadan ved, ville de tilsidst ogsaa gøre Krigstjeneste og være Ministre.
Dette maa vi ikke finde os i, men søge at gøre Kvinderne matte. Lad os straks i Nat prøve paa at danse dem ihjel.
Ved den smukke Kotillon overraskedes de Dansende af smaa fikse Genstande, saaledes fandt Herrerne et rigeligt Udvalg af Miniatur-Støvekoste, -Stegepander. -Kasseroller, -Skurebørster m. m. til deres Damer. Kvindelig Fremskridtsforening vil ikke tillade, at Kvinderne glemmer deres Pligter og løber fra deres Gryder og Støveklude.
I en Kantate, som blev afsunget ved Punschegildet Kl. 12, foredrog Frk. Anna Meyer paa de unge Pigers Vegne følgende Solo-Vers:
Nutidens sande unge Pige
Hun er ej længer noget Barn.
Nej, hvad saa Mændene end sige,
Er hun ej dum og uerfarn.
Ikke paa Cycle blot og Skøjter
Tager vi op det med en Mand,
Men i hvad ædelt, stort og højt er,
Kunne vi ogsaa holde Stand!
Derfor en Tak vi eder bringer,
Jer, som har Vejen vist vor Aand,
Og som har laant vor Tanke Vinger,
Til den slap ud af Ledebaand.
Jer, som det første Skridt mon vove,
Eder til hvem vi sætter Lid,
Jer vil vi sværge nu og love
At holde ud i denne Strid.
Hr. Johannes Petersen sang paa Gæsternes Vegne et morsomt og virkningsfuldt Solo-Vers, der sluttede med et kraftigt udbragt Leve for Foreningen.
Frk. Jenny Lazarus havde forfattet en Sang, i hvilken der udbragtes Skaaler for Foreningen, Bestyrelsen, Gæsterne, Festudvalget og Medlemmerne. Det første Vers, der gælder Foreningen, lyder saaledes:
En Skaal for vor Forening, som idag holder Fest
Og samler os i Glædens Favn herhjemme;
Seks Vintre har den levet og virket som bedst
For Frihedskrav og Kvindesagens Fremme,
Og krones ikke altid dens Skridt med lige Held,
Et lille Skub til Stenen den gier alligevel.
Gid, som Tiden gaar,
Den Vækst af Kvinder faar,
Holder tappert Stand
Og vinder hver en Mand
For Sagen, den tjener, at snart den naaer sit Maal:
Til Held for Alle gælde skal vor Stemme!
Ved Fællesmaaltidet, hvormed Festen aabnedes, talte Fru Johanne Meyer om Foreningens Arbejde og Virksomhed for Kvindesagen. Taleren mente, at der i det forløbne Aar dog var sket nogen Fremgang i den offenlige Mening blandt Mændene til Gunst for Kvindesagen, og bad de Kvindesagsvenner, der var saa ivrige til at skænde paa Kvinderne for deres Mangel paa Energi og Villie for deres Sag, hellere selv at lade Regering og Rigsdag høre fra sig. Saaledes mente hun, det vilde være uhyre virkningsfuldt, naar Tusinder af Mænd til Rigsdagen indgav en Adresse, hvori de udtalte, at de skammede sig ved at sidde inde med borgerlige Rettigheder, som de ikke delte med deres Hustru, Søstre eller Moder. Talerne bad de unge Fremskridtsmand om at modtage de unge Kvinder paa Værksteder, Kontorer og i Embeder, ikke som Konkurrenter, men som Kollegaer. Fru Astrid Christensen udbragte Festudvalgets Skaal.
Kl. 2 endte Festen; Medlemmer og Gæster skiltes oplivede og glade med fornyet Lyst til at tage fat paa de dagligdags alvorlige Opgaver.