3) En Moder.
Han kan snart være her, straks vist. Ja ja, jeg maa tage mig sammen ligesaa godt først som sidst. Jeg giver ikke efter, før han har forstaaet mig helt denne ene Gang og ladet mig faa min Vilje.
Hun satte sig stille ned igen. Et Øjeblik efter kom hendes Mand ind i Stuen og hilste kort Goddag. Ret længe kunde hun imidlertid ikke forholde sig rolig.
„Gustav, se her”, han kom hen til hende, og hun pegede paa Kurven.
„Hvad skal det sige, hvis er det Barn?”
„Jeg véd det ikke, en eller anden stakkels Moder har sat det paa Trappen i denne Kurv, og jeg har fundet det. Aa, Gustav, lad mig beholde det, bad hun og tog hans Haand.
„Hvad er det for noget Snak! et fremmed Barn, lad mig en Gang for alle blive fri for den Slags Narrestreger.”
Hendes Øjne fyldtes med Taarer over hans uvenlige Ord. men hun betvang sig og sagde stille: „Om du vilde, Gustav, alt kunde blive godt imellem os endnu, giv mig blot dette Barn.”
Han vendte sig halvt om imod hende og saa paa hende, hun haabede allerede, men saa satte han sig uden at sige noget paa Sofaen. Hun gik hen til ham og lagde sit Hoved paa hans Skulder; den sidste Times Sindsbevægelse havde gjort hende træt, men hun vilde ikke opgive Kampen, før hun havde vundet Sejr. Længe sad de stille.
„Minna”, sagde han endelig blidt, du har én stor Fejl. den nemlig, at den, du kaster din Kærlighed paa. elsker du over alle Grænser med Tilsidesættelse af alt muligt andet. Det var Tilfældet med din Moder i dit Forhold til hende som Datter, det bliver Tilfældet med dit Barn, om du faar et. Mig, det mellemste Led i Rækken, har du sprunget over. Nej ti, sig ikke noget nu, lad mig tale ud. Du har tidt nok kaldt mig en Egoist, fordi jeg ikke ønskede Børn, men om jeg tillod dig at tage dette Barn, saa vilde det komme dertil, at du intet blev for mig, intet for dig selv, intet for nogen som helst anden end Barnet. Og det er galt, pinende galt, at sætte hele sit Liv paa et eneste Kort, grunde hele sin Tilværelse paa noget saa skrøbeligt som et lille, spædt Barn”.
„Ja, ja, du har jo nok Ret, men ser du da ikke, Gustav, at jeg ejer kun én Tanke, kun én altoptagende Længsel, kun ét Maal i Livet, det, at faa et Barn. Jeg kan ikke leve saadan fra Dag til Dag uden noget, uden nogen Sinde at kunne naa dette Maal. Det er mig, som var det Gud selv, der gør en Ende paa min Længsel ved at sende mig denne lille Pige. saa uventet og saa besynderligt. Aa, gid jeg ejede al Verdens Veltalenhed for at kunne finde Ord, der vilde røre dit Hjerte.”
„Det har du aldrig brudt dig om før, Minna, men lige meget, lad saa ske som du vil. Barnet skal være dit, hvis ingen melder sig for at hente det. Gid det maa blive dig til Velsignelse, og ikke til Forbandelse.”
Minna slog sine Arme om hans Hals i et Udbrud af Glæde. „Os begge, Gustav, du skal se, Barnet vil bringe os sammen i Lykke. Aa, Tak, tusind, tusind Tak.”
Gustav sukkede dybt og rejste sig. Han lagde sin Haand paa hendes Skulder og sagde langsomt: „Det er som jeg siger, selve dine Kærtegn nu er mig et Bevis, saa varmt har du ikke kysset mig i mange Aar, det kan jeg allerede takke Barnet for. Mig gælder den Kærlighed ikke, før har det ikke lykkedes mig at eje dig, og vil jeg have en Smule af dig nu, kommer jeg vel til at tage den Lille der med.
Hans Hustru følte det klang som en Bebrejdelse, men hun var alt for optaget af sin nye Lykke til at tage sig det videre nær. - -
Der kom ingen Efterspørgsel efter Barnet, og nu begyndte der en ny Tid for den unge Kone. Det var Barnet først, og Barnet sidst. Om Natten stod hun vel de tyve Gange op for at se om den lille Pige sov trygt, om Dagen slap hun hende ikke af Syne et eneste Øjeblik. Nu var der ingen ensomme, ledige Timer mer. Havde hun ikke netop Stella i Hænderne, saa syede og broderede hun til hende eller sad ved Vuggen og byggede Luftkasteller for sin lille Skat - Var hun end ikke Kød af hendes Kød, saa skulde hun blive Sjæl af hendes Sjæl. Alle sine bedste Tanker vilde hun give hende i en lutret renset Form. Hun glædede sig til at se sig selv gaa igen i Barnet, men tusindfold rigere og skønnere udviklet. Hver spirende Evne vilde hun give Agt paa, hver Stump af Intelligens skulde komme til at bære Frugt. Hvor hun vilde vaage over hende, holde hende borte fra alt det stygge i Livet. Aldrig nogen Sinde skulde hun faa høre et haardt Ord, aldrig et Afslag paa en Bøn, ja en ufornuftig Moder vilde hun vist blive i mangt et Stykke, men hun skulde værne om hende, beskytte hende og vinde hendes Fortrolighed, saaledes at hendes lille Pige ikke skulde betragte hende som en fremmed, men som sin bedste Ven, naar det vigtigste Skridt i Livet en Gang skulde gøres. Ja, hun maatte se at vinde sit Barn saaledes, at der ingen fremmed Trods kunde komme op imellem dem, men at Stella i fuld Fortrolighed søgte sin Moder. Det vilde blive en haard Stund for hende, naar en Mand en Dag kom og tog hendes bedste Eje fra hende, men hun skulde bestemt ikke et Øjeblik tænke paa sig selv, aa nej, hendes lille Pige skulde blive lykkelig, om hun saa selv skulde bringe aldrig saa stort et Offer. For hun ejede Kærlighed nok dertil, Kærlighed nok for hele Livet.
Saaledes drømte hun sig Fremtiden, og Drømmene prægede hele hendes Væsen. Barnet forstod snart al den omsigtsfulde Ømhed, der blev vist det, og gengældte det paa sin Manér. Det tyede til hende i sine smaa Sorger og Lidelser, og det moderløse Barn fandt en altid rede, aldrig trættet, uendelig kærlig Støtte i denne barnløse Moder.
