4) En Moder.
(Fortsat.)
Minna vilde helst aldrig gaa hjemmefra. Hun fandt ikke Ro ude, var altid bange for, at der hjemme skulde ske en eller anden Ulykke, medens hun var borte. Men hændte det undertiden, at hendes Mand fik hende overtalt til at gaa med i Selskab, sad hun der stille, næsten som en Avtomat med et høfligt aandsfraværende Smil om Munden. Hun, der før havde mange Interesser og havde været meget talende, var nu tavs og indesluttet, men traf det sig saa, at nogen spurgte til Stella, var det som om man trykkede paa en skjult, elektrisk Knap, der pludselig kunde sætte hele hendes Væsen i Bevægelse. Der kom paa en Gang Liv i hendes Ansigt, Fart i hendes Tale; hun vaagnede som af en Drøm, men sank atter tilbage i sin forrige Tavshed, saasnart Emnet var udtømt. Folk fandt hende kedelig, hun selv morede sig ikke ude, og lod tilsidst Gustav gaa alene ud om Aftenen. Selv sad hun hjemme hos sin Stella; saaledes vilde hun helst have det, saa blev Barnet ene og alene hendes, det var netop det, hun ønskede. Hende skulde det skylde alt.
Om sin Mand bekymrede hun sig meget lidt. Havde han før kun været lidt for hende, var han nu saa godt som slet intet. Hvad ham angik, kunde han aldrig rigtig vænne sig til Barnet, endsige elske det. Det var jo heller ikke saa forunderligt, eftersom det Time for Time, med hver Dag, der gik, mer og mer berøvede ham hans Hustru og tog hans Plads i Hjemmet. Desuden er jo som bekendt enhver Kvinde født Moder hvorimod Manden som Regel først lærer Kærligheden til Børn gennem sit eget Afkom.
Gustav gjorde, hvad han kunde for ikke helt at lade Minna glide fra sig, og søgte at fængsle hende ved at indvie hende i sine Planer og Foretagender, noget han aldrig før havde gjort, hvor meget hun saa havde bedet ham derom. Nu gjorde hun sig vel Umage for at forstaa ham, men det var tydeligt for ham, at hendes Tanker var langt borte, og mange Gange rejste hun sig midt i hans Tale, netop, naar han var bleven varm over noget og bildte sig ind, at nu havde han dog én Gang fanget hendes Interesse - for at gaa hen og se til Barnet. Spurgte han saa om hendes Mening om det Emne, han havde talt om, ja saa havde hun kun hørt til med et halvt Øre og kunde ingen Besked give. Da kunde det hænde, at han blev vred og brugte haarde Ord baade mod hende og Barnet, men han skammede sig altid bagefter over sin Heftighed, saa meget mere, som den var til ingen Nytte. Han følte bestandig, at han stødte Hovedet mod en Mur, som han ingen Magt havde til at komme over eller til at rive ned. Hen paa Sommeren flyttede Minna og Barnet paa Landet. For en Fryd det blev, da Stella sagde sit første ”Mo” og saa, da hun begyndte at gaa de første smaa, usikre Skridt. Moderen syntes, der var ikke dejligere Barn til i Verden, men de to forstod ogsaa hinanden, som havde de én Sjæl. Ganske stille kunde Stella sidde timevis paa sin Moders Skød og lege med et Par Blade eller Blomster, mens Minna ikke gjorde andet end betragtede hende med henrykte Blik for ligesom at optage i sit inderste et uudsletteligt Billede af sin lille Yndling. Naar Solen skinnede rigtig varmt og dejligt, kastende straalende Skær og Forgyldning paa Træerne, og Blomsterne duftede, Fuglene sang med deres jublende glade Stemmer, og hele Naturen var stemt til Fest, da syntes det Minna, at hun var alt for ufattelig rig og lykkelig; hvad havde hun dog gjort for at fortjene al denne Lykke: Sidde her i Græsset i al den velsignede Sommerpragt med sit elskede Barn i sine Arme, uden Sorger for Fremtiden, altid denne Kilde til evig Lykke i sin Favn. Nu følte hun sig aldrig ensom mere, selv ikke naar Stella var bragt til Ro. Saa satte hun sig ned ved sin lille Piges Seng og saa paa hende. Hun kunde ikke gaa fra hende, vilde ikke undvære et Minut af hendes Tilværelse.
Om Søndagen kom Gustav ud til dem. Han hørte med Taalmodighed paa de uendelige Lovtaler over alle den lilles Fuldkommenheder, og da Stella virkelig var et artigt og stille Barn, begyndte han efterhaanden at vænne sig mere til hende, og idet han gjorde en Dyd af Nødvendigheden, fandt han sig i Tingene, som de nu én Gang var og opgav, uden dog at gøre sig selv rigtig Rede derfor, den ulige Kamp han stred med Barnet om sin Hustru. Minna savnede ham slet ikke de Dage, han var inde i Byen, og naar han kom om Søndagen, kunde hun ikke begribe, at der allerede var gaaet en Uge igen. Dette „allerede” stødte ham, og en Dag kunde han ikke lade være at gøre en Bemærkning derom.
”Aa, vær ikke vred, kære Gustav”, bad hun, ,,du véd jo nok, at for den lykkelige gaar Tiden altid for hurtigt, du maa ikke tro, at du ikke er mig velkommen, det er jo dig, hvem jeg kan takke for den Glæde at maatte dele Livet med Stella. Jeg er saa lykkelig, som jeg aldrig har været før.” Saa kyssede hun ham og løb fra ham - til Barnet.
Da det blev Vinter tog de ind igen til deres gamle Hjem i Byen. Men Forandringen af Luft var ikke helt gunstig for Stella. Hun skrantede stadig lidt, og Minna var om muligt endnu mere paa sin Post end før for at værne om Barnet. Hun havde som en Anelse om, at naar man er helt lykkelig, saa er man aller nærmest ved Ulykken, og hun bildte sig ind, at den stod paa Lur, Ulykken, som en Fjende, bag Dørene, i Krogene, alle Vegne, og vilde styrte sig over hende og ramme hende paa det ømmete Punkt, ved at tilføje hendes Barn noget ondt. Hostede eller nøs Stella et Par Gange mere end almindeligt om Dagen, mente hun straks med en næsten sygelig Nervøsitets overdrevne Ængstelighed, at Barnet havde Difteritis, viste der sig en rød Plet paa den lilles Krop, maatte det være Mæslinger, var hun lidt hed i Hovedet, var det Skarlagensfeber, og saaledes i det uendelige; altid var den paapasselige Moder beredt til at udfinde og fordrive enhver nok saa ringe Spire til Sygdom. Livet havde for hende kun én Lykke, stor nok til at fylde hele hendes Tilværelse med Glæde, og hun vaagede over denne sin dyrebare Ejendom med hver Nerve, hvert Aandedrag, hver Tanke i sin Sjæl.
