Clara Raphael.

Der har ofte blandt Kvindesagens Venner været ytret Ønske om at kende Mathilde Fibigers personlige Liv. Den Kvinde, der fremkaldte det første Røre i Kvindebevægelsen her hjemme, og som gav Stødet til Clara Raphael Fejden, som blev kendt langt ud over Danmarks Grænser. Det vil derfor være mange velkomment, at Margrete Fibiger, en Niece af den afdøde, med en omhyggelig Haand har samlet Breve og literære Udtalelser og med Sympathi og Forstaaelse skildret os den berømte „Clara Raphael”. Som hendes nære Slægtning har Forfatteren gennem mundtlige Meddelelser haft Betingelser for at give et fyldigere Billede af denne udmærkede Kvinde, end en fremmed med den største Flid vilde været i Stand til.

Naar man læser denne 19aarige Clara Raphaels første Skriverier, hun, der ubevidst sender sine poetiske Tanker ud i Verden, begriber man ikke, at disse Tanker, formede med en vidunderlig Skønhed, fulde af en Sjæls Inderlighed og af kvindelig Ynde, kunde blive et saa kraftigt Slag i Ansigtet paa Fordomme og bornerte Samfundsforhold. Talrige Penne kom i Bevægelse; lige fra Digteren Goldschmidt til de raaeste Avisartikler, saa kastede de sig alle over den lille uskyldige unge Pige, som om hele Samfundet var i Fare og nødvendigt maatte omstyrtes, blot fordi en Kvinde havde en Mening og tillod sig at udtale denne i al Beskedenhed. Rimeligvis havde I. L. Heiberg, som paatog sig Udgivelsen af Bogen og som den Gang stod som Fører for den literære Dannelse, væsenlig Skyld i, at Spidserne i Hovedstaden tog saaledes paa Veje; eller mon ikke den egenlige Grund var den, at i Virkeligheden bar Mathilde Fibiger Spiren i sig til alle de nye Tanker i Tiden?

Stormen, der rejste sig, var imidlertid ikke stærk nok til at bryde Isen, der den Gang laa stivnende over Menneskehavets frugtbare Bølger; det blev først 20 Aar senere, at Georg Brandes med sin Oversættelse af Stuart Mill tvang Folk til for Alvor at forhandle Kvindesagen.

Mathilde Fibiger, hvis egenlige nye Tanker er, at Kvinden ikke blot er Hjemmets Kvinde, men Samfundsmenneske, glædede sig ved Brandes Bog og skrev i den Anledning: „Det har længe været min hemmelige Yndlingstanke, at Mænd og Kvinder fra Barndommen af maa lære at betragte hinanden som Kammerater - i Ordets bedste Forstand”, og hun mødtes saaledes i Forstaaelse med Stuart Mill. Thi det var navnlig Anstødstanken for Publikum i Clara Raphaels Opfattelse. Hun vilde elske mange, hun vilde trykke Verden til sit Bryst, hun følte Fællesskab som Samfundsmenneske. Men selv Digteren Heiberg, som blev fanatisk forelsket i hende gennem hendes Breve og hendes første Manuskripter, som hun sendte ham, forstod hende ikke helt. Det er noget af det mest interessante i Bogen at læse Hejbergs glødende Beundring for den endnu personlig ukendte Forfatterinde; men selve Pointet i hendes Anskuelser har han ikke fattet. Han skriver saaledes i et af sine uhyre lange og meget interessante Breve: „Den Kærlighed, der omfatter hele Menneskeslægten, er vel skøn .... Kvinden skal vel være medlidende, hjælpsom mod alle, men hun skal elske en, det er Inkarnationen af hendes Idé, hendes rette Emancipation.”

Da det for Mathilde Fibiger mere kommer an paa at være end at virke, er det kun ved at gøre Bekendtskab med hendes personlige Liv, man tilfulde lærer at forstaa hendes store Begavelse og rige Sjæleevner, der med den mest brændende Kærlighed til Frihed for Menneskets naturlige Evner bringer hende saa mange Lidelser og saa megen Misforstaaelse.

Økonomisk trykket og af den Tids Opfattelse berøvet al Uafhængighed til at leve sit eget Liv, sensibel og let saaret som alle, der giver Verden deres ædleste og bedste Tanker, sit indre Jeg, blev Mathilde kun 41 Aar gammel, ikke bitter i Sindet, men dog med sit Blik fuldstændig vendt mod Evigheden, som det Sted, hvor der først for Alvor skal leves.

Opdraget med den største Omhu og Kærlighed som det yngste Barn i en talrig Børneflok, maa hun tidligt ud i Verden og kommer derfor som 18aarig Pige ud som Lærerinde. Igennem Breve til Søstre og Veninder gør vi først Bekendtskab med de geniale Tanker, der rører sig i denne unge Kvinde. ”Tanker!” skriver hun, „hvilken Rigdom omfatter ikke dette ene Ord. Tanker om Livet, om Menneskets, Kvindens Kald. - Og disse Tankers Frugt er Handlinger, ydmyge og kærlighedsfulde, rige paa Velsignelse, Handlinger, der bringer Sjælen Fred.” Hendes Forhold til Gud kan man tænke sig ved følgende Udtalelse af hende: „Jeg tror paa Gud som den evige Kærlighed, ikke som en gammel Mand, der med en Vægtskaal i Haanden afvejer Menneskenes Synder og sorterer dem i to Dele,” og et andet Sted: „Tror Du ikke, al Kunst, al Poesi, al sand Videnskab er Gudsord, som nedlægges i vor Sjæl for at vi skulle tale dem til Verden.” Den Gang, hun arbejdede paa Clara Raphael, skrev hun : ”Tænk hvad det maa være at stille sig til Kamp mod alle de Fordomme, der som et Futeral bliver sluttet om Aanden, endnu medens den sover i Barnets Sjæl, saa den lille Stakkel, naar den vaagner, sidder som en Fugl i Bur.”

Mathilde Fibigers Tanker om Kvindens Frigørelse er sete fra Ideens Standpunkt, hun mener, at Gud i hvert Menneske har nedlagt en særegen Ejendommelighed, og det er den, hun selv vil have Frihed til at leve efter. Kvindens ydre Stilling har hun ikke ret Øje for, i alt Fald ikke ved Begyndelsen af sin Fremtræden som Forfatterinde. Senere slutter hun dog selv sit Liv med at blive den første kvindelige Telegrafist her i Danmark. Det synes ogsaa, som om hun med sine ideelle Forestillinger har haft meget at kæmpe mod hos sig selv, og hun maatte vistnok taale en Del af de mandlige Funktionærer, fordi hun var den bekendte Clara Raphael, men hun siger dog: „Jeg kan godt taale at se Livet i Skjorteærmer, naar det kan give mig sikkert Fodfæste paa Jorden.”

Der gik mange Aar af hendes Liv, hvor hun maatte kæmpe med Fattigdom, og som Tusinder af Kvinder ernære sig kummerligt ved Synaalen. Og dog tiggede hun sine Brødre, der følte det som deres Pligt at tage hende i Huset, om hun dog maatte ernære sig selv og bo alene. „Thi,” siger hun, „har den ensomme først faaet sit eget Hjem, vil hun ogsaa finde sin Familje.”

Hun lagde ikke Skylden for Kvindens Undertrykkelse paa Manden; hun siger nemlig: „Vi tillægger Mændene en altfor stor Indflydelse, naar vi tror, at disse Herrer i Aandens Rige har udelukket os fra Friheden og nu gaar omkring med Nøglen i Lommen. Ingen er udelukket fra Aandens Verden, men vi sidder i Mørke. Oplysning er det, vi trænger til, Oplysning om Livet. Det er ikke Manden, der skal frigøre Kvinden, men de opvakte i Aanden, der skulle vække de sovende, det er de Rige, der skulle dele deres aandelige Ejendom med de Fattige.” At hendes pludselige Berømthed vakte Sorg hos Familjen, var naturligt, da der i Følge med den var en knusende Kritik baade af dem, der forstod og ikke forstod hende. Desuden følte hendes ældre Søskende mere Myndighedsansvar overfor hende, end de forstod at skatte hendes store Gaver.

En alvorlig Skræk fik de, da der blev Tale om, at Mathilde Fibiger skulde optræde som Taler ved en Folkefest. Hun var den Gang paa Rønnebæksholm i Fru Grundtvigs Hus, til hvem hun stod i det inderligste Venskabsforhold, og hun regner selv de Dage, hun er sammen med Pastor Grundtvig og hans Hustru, som de lykkeligste Dage, Dage, som giver hende Mod til at leve.

Det lader til, at selv ikke det frisindede Ægtepar Grundtvig er stemt for, at Mathilde Fibiger optræder som Taler, thi da hendes ældre Søster, Ida Fibiger, i sin Nød skriver til Fru Grundtvig for at faa Søsteren fra sit Forehavende, svarer Fru Marie Grundtvig: „vi anse os ikke for berettigede til at lukke Deres Søster inde, altsaa stod kun den Udvej aaben for os at vise hende bort fra vort Hus, hvis hun ikke rettede sig efter vor Vilje, for en Sags Skyld, der slet ikke kan siges at være nogen Forbrydelse” o. s. v.

Hun traadte imidlertid ikke op som Folketaler, saa den Storm drev over.

At Grundtvig bedre end de fleste forstod Mathilde Fibiger, derom vidner hans Anmeldelse af Clara Raphael. Han skriver: „Jeg vil af mit inderste Hjærte holde paa, at hun ikke ved al den Bysladder, hun maa døje, taber Modet, men vel, at hun ogsaa deraf maa lære, at Læseverdenen ikke er den Skueplads, hvor det egenlige Slag skal staa, og den virkelige Sejr vindes, men er kun den Udkigshøj, hvor Bavnen maatte tændes, som den nu virkelig ved Clara Raphael er tændt, og skal, som jeg haaber, ikke slukkes, før Dansken, altsaa ogsaa Danekvinden, har Sejer vundet.”

Men vi tør ikke give flere Citater; enhver, der vil følge den historiske Tankegang i Kvindebevægelsen, maa læse Bogen. Vi vil kun tilføje en oprigtig Tak til Margrethe Fibiger for det værdifulde Arbejde, som hun ved denne Bog har ydet Samfundet. Bogen vil blive en rig Kilde til Glæde for mange Kvinder, ikke alene for det skønne Indtryk, man faar af Mathilde Fibiger som Personlighed, men ogsaa ved de mange Guldkorn, der findes i Bogen, og som atter og atter kan tages frem til at forfriske og glæde Sindet.

Clara Raphael er udkommet paa P. G. Philipsens Forlag og tæller 251 Sider.