5) En Moder.
(Fortsat.)
En Dag havde Minna været hjemmefra en halv Times Tid, og da hun kom paa Trappen til sit Hjem, hørte hun Barnet græde. Hurtigt for hun ind i Stuen og rev i en Fart Stella fra Barnepigen, uden at give sig Tid til at tage sin Hat og Kaabe af.
„Hvad er der i Vejen”, spurgte hun forskrækket.
„Fruen maa ikke blive vred, men da jeg et Øjeblik var ude i Køkkenet, har Stella faaet Overbalance og er faldet baglæns ned fra sin høje Stol. Da jeg kom ind, laa hun paa Gulvet og græd. Hun har ogsaa kastet lidt op.”
„Gaa straks efter Lægen, De, De.” Minna maatte støtte sig ved en Stol, hun var bleven ganske bleg ved Pigens Beretning.
Knæene rystede under hende, og hun kunde knapt nok faa Ordene frem.
Faldet altsaa, med Hovedet mod Gulvet, og kastet op bagefter, du gode Gud, hvilke forfærdelige Følger kunde det ikke faa. Hun turde ikke tænke derpaa. Barnet blev ved at græde, mens hun rastløs gik op og ned med det i Armene stadig med Hat og Kaabe paa.
Hvad skulde hun gøre. Blot den Doktor dog vilde komme. Maaske han ikke var hjemme, ikke kom før til Aften, hvad skulde hun saa finde paa imens. Hvert Minut kunde være kostbart. Maaske havde Stella allerede Feberen.
Aa, Gud ske Lov, der er han, Doktoren! Febrilsk klædte hun den lille af, for at Lægen kunde undersøge hende. Det var hendes gamle Ven, deres Læge, ham hun havde kendt og stolet paa fra hun selv var Barn. I dette Øjeblik forekom han hende som en Gud, der skulde give hende Livet eller Døden. Det varede længe, forfærdelig længe, inden han blev færdig med Undersøgelsen. Tilsidst sagde han sagte og langsomt:
„Barnet har stødt Hjernen, Opkastningen er et af Beviserne derpaa, det maa være faldet haardt med Nakken mod Gulvet. Der er Symptomer paa Hjernebetændelse, ganske vist, det er ikke absolut nødvendigt, at det maa blive dertil, men De maa være fattet derpaa, kære Frue.”
Var hun ogsaa vaagen eller var det hele kun en skrækkelig Drøm. Var det virkelig et Menneske, oven i Købet hendes egen gode Doktor, der stod der foran hende og sagde de forfærdelige Ord. Med Døden i Hjertet stirrede hun paa ham. Med Fortvivlelsens Energi bed Ordet Hjernebetændelse sig fast i hendes Øre, som en truende Klang, hvis Betydning hun først maatte besinde sig paa, sanseløs forvildet, som hun var. Hjernebetændelse, det vilde sige død, maaske allerede inden en Uge. Fattet paa det værste, var det ikke saadan, han sagde.
Og han blev ved at sysle med Barnet, lagde det til Sengs, han, Morderen, aa Snak, det var jo Lægen. Hun strøg sig med Haanden over Panden som for at jage noget bort, og gjorde en Kraftanstrængelse for at synes rolig og høre paa Doktorens Forklaringer.
Hvis alt gik, som han frygtede, vilde Feberen komme inden to Gange fire og tyve Timer. Hun skulde hvile sig nu, bad han, for hun vilde faa alle sine Kræfter behov senere. Han tvang hende blidt ned paa Sofaen og lagde selv Tæppet tilrette om hende, inden han gik.
Men hun kunde ikke finde Hvile, og med et Ansigt, der var rødt af Ophidselse, styrtede hun som et vildt Dyr op og ned i Stuen.
Saa var det der alligevel, det hun havde gaaet og frygtet og ventet paa, det mangehovedede Uhyre, Sorgen, Sygdommen, Tilintetgørelsen. Døden for hendes Stella. For hun skulde ikke være mer, hendes lille Pige, hun vidste det bestemt, hun var dømt uden Barmhjertighed, uden Naade. Kun nogle faa Dage skulde der gives hende, saa skulde hun rives fra hende, hendes Lys, hendes Liv, saa vilde alt, alt være forbi. Aa, hvor det vilde gøre ondt! Tusinde Gange værre Lidelse end nogen Kvinde gennemgaar, der føder i Jammer og Kval. Rives fra hende, uigenkaldelig, uden Skaansel!
Nej, det var ikke til at holde ud!
Om hun gik fra Forstanden, hvilken Barmhjertighed det dog vilde være, en sælsom Naade. Men det gik vel næppe saa hurtigt; først skulde hun se Stella lide, sikkert forfærdeligt, uden at kunne hjælpe hende. Aa, havde hun tusind Liv, med Glæde vilde hun give dem hen, et for et, hver Draabe Blod i sin Krop, om hun kunde fri sit Barn et eneste Øjeblik for det forfærdelige, hun gik i Møde.
Lægen havde haft Ret, allerede den næste Dag begyndte Feberen. Den skrækkelige Sygdom skred frem med usædvanlig Raskhed.
Hun veg ikke fra den lilles Leje hverken Nat eller Dag. turde ikke røre sig derfra, for at det værste ikke skulde ske, mens hun var borte. I sitrende Rædsel og Gru ventede hun angst for at hun ikke selv skulde være ved sit Barns Side for at hjælpe det at tømme Lidelsens Kalk ud til Bunden, bange for, at der skulde være om blot et Sekunds Pine, som hun ikke tog sin Del af. Den lilles Legeme, som før var saa rundt og buttet, som hun havde hæget og skærmet om med en Moders aldrig
svigtende Trofasthed, det svandt ind og blev gult og magert, saa hun næsten ikke mer syntes, det var det samme. De før saa straalende, glade, blaa Øjne var uden Glans. I forfærdelig Lidelse kunde hun kun knuge det stakkels Barn til sig i et fortvivlet Favntag.
For første Gang i sit Liv stod denne ulykkelige Kvinde ramt af et Slag, hvis Vægt hun ikke kunde bære, og som hun stred imod at underkaste sig med en utøjlet, vild Lidenskabeligheds hele Styrke. Stella maatte ikke dø; alt, alt skulde forsøges. Flere Læger fik hun tilkaldt, men de kunde ikke hjælpe, aa, hun kunde gerne rive sit Hjerte ud af sit Bryst, give sin egen Sundhed, sin Ungdom, sit Liv i Bytte for sit Barns, hvad brød hun sig derom, kunde blot Stella frelses. Men ingen var der, der forlangte et saadant Offer.