« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Lønningskommissionen
Vi tillader os at aftrykke følgende efter „Vor Stand” for 16. Januar 1918.
Vel nok de allerfleste mandlige Tjenestemænd venter sig større eller mindre Fordele af „den store Lønningskommission”s Virksomhed og ser fortrøstningsfuldt hen til, at dens Arbejde vil skaffe den i høj Grad tiltrængte Forbedring af Tjenestemændenes Stilling.
Hvad venter nu Kvinderne af Kommissionen?
Naturligvis vakte Nedsættelsen af Kommissionen ogsaa vore Forhaabninger; vi saa deri, at Kommissionen dog kom til at rumme ét kvindeligt Medlem, en Forhaands-Tilkendegivelse af, at man ved denne Lejlighed ønskede at lade de Synspunkter, som Kvinderne maatte lægge særlig Vægt paa, komme frem med Hensyn til alle Spørgsmaal, i hvilke Kvinderne var interesserede.
Dette, fandt vi, var at forstaa Tiden. Nu har vi Valgret, alle Partier har skønne Ord om Kvinderne paa Programmet og Valg skal vi have i en nær Fremtid. Øjeblikket var ikke daarligt valgt til at søge bragt Klarhed over Kvindernes Stilling i Etaterne, at faa oplyst, om intet var forsømt, som Kvinderne med Rette kunde kræve, og eventuelt at raade Bod paa Fejl eller Uretfærdigheder, som i tidligere Tider mulig var begaaet overfor Kvinderne.
Danset paa Roser har disse, som bekendt ikke inden for Statsbaneetaten, - den der har gennemlevet den sidste Snes Aar ved vor Etat som kvindelig Tjenestemand, kan tale med derom.
Holdt ude fra Avancement (endog til Assistentstillingen var Avancementet kun ret sjældent, og Kvinder har været holdt nede paa de gamle Skriver- og Telegrafiststillingers usle Lønninger i indtil 25 Aar inden Forfremmelsen til Assistent), fra tjenstlig Uddannelse (Historien om den ivrige Kvinde, der søgte Adgang til Assistenteksamen og som 2 Aar efter Ansøgningens Indgivelse fik at vide, at Spørgsmaalet overvejedes, er ikke ukendt), ansat paa andre Betingelser, undertiden med anden Foruddannelse end Mænd, og navnlig i en meget senere Alder (ikke saa faa i 40-50 Aars Alderen!) - skulde Kvinderne tage Konkurrencen op.
Naa, Kvinderne tog fat, saa godt de kunde. Bestræbelserne for at opnaa samme Ansættelsesvilkaar og faglige Uddannelse samt lige Avancement til Assistentstillingen med de mandlige Kolleger gik jævnsides og fulgtes ogsaa omtrent samtidigt af Heldet, da Kvindernes Repræsentant i 1907-08, kraftigt hjulpet af Jernbaneforeningens Bestyrelse og daværende Formand, opnaaede store Fordele paa disse Punkter, og de kvindelige Tjenestemænd naaede paa dette Tidspunkt ud af den Usseldom, hvortil de hidtil havde været henvist, Stillingen er nu den, at Kvinderne har
1) samme - normerede - Ansættelsesvilkaar (dog højere Ansættelsesalder),
2) samme Tjenstalder inden Forfremmelsen til Assistent,
3) nogenlunde samme faglige Uddannelse - dog ikke fuld Lighed paa dette Omraade,
4) lavere Løn (Slutløn ca. 500 Kr. aarlig mindre)
i Forhold til vore mandlige Kolleger.
Men dette opnaaedes først i 1907 og 1908, - altsaa: alle de Kvinder, der var tjenstgørende forud for den Tid, har været væsentligt ringere stillede end de mandlige Tjenestemænd.
Og nu kommer Kommissionen, hvis første Handlinger for Kvindernes Vedkommende ikke virker egentlig opmuntrende. Den udsender et Spørgeskema, paa hvis Affattelse det kvindelige Kommissionsmedlems Indflydelse øjensynligt har været ganske minimal, og den nedsætter for Kvindernes Vedkommende et Udvalg, hvis Arbejdsprograms Tone faar det til at løbe koldt ned ad Ryggen paa den kvindelige Læser!! Til Formand for dette Udvalg vælger Kommissionen en Mand, som væsentligst er de kvindelige Tjenestemænd bekendt som Sekretær for Statsbanekommissionen af 1911, hvis Beretning indeholder en Sygestatistik, opstillet for eet Aar, som viser at 4 (fire) kvindel. Tjenestemænd*) har (haft lange Barselfraværelser, hvilket foranlediger en Bemærkning i Betænkningen om, at gifte Kvinder bør udryddes af Etaten - medens den Omstændighed, at samme Statistik viser, at den ugifte Kvinde havde færre Sygedage end Mænd, trods alle Uligheder i Ansættelsestider og Lønforhold - - - ikke foranlediger nogen, særlig Slutning.
Affattelsen af Programmet for det nævnte Udvalg har det kvindelige Medlem af Kommissionen aabenbart heller ikke præget i nogen overvældende Grad - og heri er hun formentlig lovlig undskyldt, da hun ikke har opnaaet at faa Plads i Forretningsudvalget, „det staaende Udvalg”, som vel nok har lavet Programmet. Af dette faar man iøvrigt mere Indtryk af, at man samler paa Grunde til ikke at give Kvinderne lige Løn med Mænd, end af nogen Interesse for den anden Side af Spørgsmaalet, som jo dog for den upartiske Undersøger maa have samme Aktualitet.
Besvarelsen af Udvalgsprogrammets 1. Punkt (Bestemmelser og Praksis med Hensyn til Kvinders Adgang til Ansættelse) kan maaske bringe for Dagen, hvorfor man i den senere Tid har fundet det rigtigt og forsvarligt at ansætte de kvindelige Elevemner i Kontorhjælperstillingen, og at kræve Studentereksamen af Kvinder, men ikke af Mænd, som Betingelse for Ansættelse som Elev - Spørgsmaalet, der ialtfald interesserer Kvinderne meget; men Besvarelsen af Punkterne 2 (Anvendeligheden),
3 (Anvendelse til samme Arbejde som Mænd), 4 (Arbejdsydelsen) maa jo være i den Grad bunden af nuværende og tidligere Tiders Ulighed i Mænds og Kvinders Vilkaar, at den formentlig ikke vil kunne tilføre Kommissionen Oplysninger af Værdi.
Spørgsmaalene er vel forøvrigt allerede delvis besvarede ved den stærkt stigende Anvendelse af Kvinder.
Til Belysning af Spørgsmaal 5 (om Kvinderne ved tidligere Afgang bliver dyrere Arbejdskraft end Mænd og deres Uddannelse derfor uøkonomisk (!) er der næppe tilforladeligt eller tilstrækkeligt Materiale forhaanden i nogen af Etaterne. Kun meget faa Kvinder er i Statsbaneetaten afgaaede med Pension, og færre uden - altfor faa til, at der kan etableres en virkelig oplysende Statistik paa dem.
Dette Spørgsmaal og det 6. Punkt i Programmet (i hvilket Omfang Principet „lige Løn for lige Arbejde” er gennemførligt) opfrisker vistnok hos de fleste kvindelige Tjenestemænd i 13. Lønningsklasse det lille Regnestykke, som vi formentlig alle har opstillet, og hvis Facit er, at naar vi forlader Tjenesten, mere eller mindre betyngede med Barselfrihed eller Sygeperioder, saa har vi ialtfald betalt dem, og betalt dem mangefold - vi har nemlig, (hver af os, (regnet efter nugældende Lov og Forhold) faaet ca. 10,000 Kr. mindre udbetalt end en mandlig Tjenestemand i samme Lønningsklasse i Løbet af en normal Tjenestealder
(35 Aar).
Faren for, at det skal vise sig at have været uøkonomisk at anvende os, er derfor næppe umiddelbart overhængende.
Resultaterne af den Undersøgelse, som Udvalget nu agter at iværksætte, vil næppe tilføre Kommissionen Stof af Værdi, og Grunden hertil ligger lige for: Der er ingen Basis for en direkte Sammenstilling af Mænds og Kvinders tjenstlige Ydelser, fordi Kvinderne ikke er bleven anvendt paa lige Vilkaar med Mænd, ialtfald ikke i tilstrækkelig lang Tid. Det er derfor indlysende, at det ikke vilde være retfærdigt at indrette Kvindernes fremtidige Forhold efter en saadan Sammenstilling, ligesom det ikke bør kunne forbavse nogen, hvis det almindelige Skøn skulde vise sig at gaa ud paa, at Kvindernes Indsats i Etaternes Arbejde -
f. Eks. helbredsmæssigt set - ikke menes at kunne staa Maal med Mænds, da dette ikke vilde være andet end den naturlige Konsekvens af, at man tidligere gennem mange Aar har budt Kvinderne overordentlige trange og nedbrydende Leve- og Arbejdsvilkaar.
Altsaa - over Udvalgets Program er de kvindelige Tjenestemænd kun i ringe Grad begejstrede: Hvis vi troede, at vor fremtidige Eksistens virkelig skulde afgøres efter en saa enkel Metode og uden andre - historiske eller sociale - Perspektiver end dem, som Kommissionen hidtil har oprullet med Hensyn til os, saa maatte vi være utilladeligt sangvinske, hvis vi tog Del i de almindelige Forventninger til Kommissionens Arbejde, og vi vilde mene, at denne kun slet havde forstaaet sin Tid og kun lidet agtet paa dens Tegn!
Men saa galt er der næppe heller Grund til at tro, at det vil gaa. Baade selve Kommissionen og Udvalget saavel som dets Formand er sikkert besjælede af den bedste Vilje til at finde det Rette, og vi tør følgelig ogsaa forudsætte, at det ikke kan være Meningen at afgøre de kvindelige Tjenestemænds Fremtid efter det, der nu foreligger fra Kommissionen eller efter de Svar, der kan gives paa Spørgsmaalene i Udvalgets Arbejdsprogram.
Kommissionen vil sikkert forstaa, at en Sammenligning mellem Mænds og Kvinders Arbejdsydelse ikke har nogen Værdi, før Betingelserne for Mænds og Kvinders Anvendelse - Ansættelsesalder, Løn og Avancement m.v. - i lang Tid har været ganske ensartede.
Hertil kommer, at vore Organisationers Repræsentanter inden for Kommissionen naturligvis vil føle sig absolut forpligtede overfor os og sikkert vil faa en ikke ringe Indflydelse paa Arbejdets Gang i Kommissionen.
De kvindelige Tjenestemænd bør da ikke tabe Tilliden til, at Kommissionen vil arbejde ogsaa for vort Vel - selv om dens første Skridt kan have bibragt os nogen Tvivl om, at den som Helhed er besjælet af den Lydhørhed over for det kvdl. Medlems Ønsker, som maa have været forudsat, da man nøjedes med at give Kommissionen eet kvindeligt Medlem.
