+ Folketingsmand C. Berg.
Det er ikke blot frisindede Mænd i Danmark, der i disse Dage sørger over C. Bergs Død; der er ogsaa Tusinder af Kvinder Landet over, som smerteligt vil føle Tabet.
Hvor mange Kvinder vil ikke kunne fortælle, at det er Berg, der har vakt deres Interesse for de politiske Spørgsmaal. Ingen Folketaler har som han revet den danske Landbokvinde med sig, eller som han sat Sindene i Bevægelse og tvunget Kvinderne til at føle Ansvaret paa en Valgdag; thi han havde Øje for Kvindernes Indflydelse, om han end saa paa Familjelivet med patriarkalske Øjne.
Og Kvinderne sympathiserede med Berg, de skattede netop det hos ham, at der altid var Hjertelighed i hans Tale. Taleren, Politikeren, var ikke en, og Personen en anden, han talte kun, hvad han følte. Netop derfor kom ofte de voldsomme, stærke Ord, naar Hjertets oprørske Bølger brusede; men Sandhed og Ærlighed var der i det altsammen. Og Stødet til den politiske Bevægelse blandt Bønderne, som væsenlig er givet af Berg, vil fortsættes, ogsaa blandt Kvinderne, til en Udvikling langt ud over, hvad Berg har tænkt. Og naar om nogle Aar den sindige danske Bondekone selv gaar til Valg og lægger sin Stemme i den rette Vægtskaal, da vil hun mindes den store Folketaler og varme Fædrelandsven, Chresten Berg, der først talte Ansvarsfølelsen op i hende. Ogsaa den københavnske Proletarkvindes trykkede Kaar forstod Berg, jeg mindes saaledes hans varme Deltagelse, da jeg i sin Tid fortalte ham om de kvindelige Væveres Strejke hos Ruben.
Ogsaa med Penge støttede han sin Sag. Han aabnede rundhaandet sin Pung til alle Sider, hvor Mennesket led og Demokratiet var trykket.
Fredsven var han. I November 1890 talte han varmt for Voldgiftstanken. Som Kvindesagsven har han oftere slaaet et Slag - ikke for den gifte Kvinde - hun stod endnu for ham som Hjemmets Gudinde - men for den ugifte og enligstillede Kvinde vilde han erhverve fuld Frihed og Stemmeret i kommunale Sager.
Dog skylder saa vel Kvinder som Mænd ham stor Tak, og der er vist neppe nogen By i Danmark, hvor Berg ikke blot har politiske, men ogsaa personlige Venner.
Intet Under, at hans Bisættelse blev saa storartet, at næppe nogen Mand i Danmark har set Mage.
I Helligaands Kirken, hvor et Hav af Blomster, Palmegrene og Sølvkranse dækkede Kisten og overfyldte Gulv og Stole, talte Præsterne Jensen, Bærthelsen og Bjerring.
Pastor Jensen talte over Ordene ”Kunde jeg tale med Engles Tungemaal og havde ikke Kærlighed” o. s. v. Kærligheden havde været Grundvolden i alt Bergs Arbejde. Mange kunde vel rejse stolte Bygninger ved Ærgerrighed og egen Kraft, men de maatte hurtigt synke, fordi Grundvolden manglede. Men Berg havde Kærlighed til Folket i de brede Lag, hvem han ønskede Frihedens Gave; den elskede han og troede, at dens Kræfter vilde blive til det danske Folks Velsignelse. Der var ikke den Sal saa høj og ikke den Hytte saa lav i Danmark, uden at Bergs Død var bleven omtalt, og det kunde være en aandelig Krans paa hans Baare, ti naar Dønningerne af de politiske Stridigheder havde lagt sig, vilde Mennesket Bergs Navn lyse i Historien.
„Bered dig til at møde din Gud”, talte Pastor Berthelsen over og sagde: „Han er nu gaaet til Fædres Hjem, for der at lægge sit Regnskab frem”. - Det kan være, at mange af hans Modstandere, der havde talt haarde Ord om ham (og dem havde Berg faaet alt for mange af), at de dog i Dag vilde ønske: Gid vort Regnskab dog stod saa godt som hans. Herren havde set hans store Strid for Retfærdighedens Skyld her paa Jorden, derfor skaanede han ham for den sidste bitre Strid i Døden. O, hvilken Forskel for ham Lørdag Morgen, da han gik ind til Retfærdighedens Land! - Pastor Bjerring bragte en Hilsen fra Baagø. En gammel Kone derovre havde svaret ved Budskabet om Bergs Død: „Han har gjort Baagø meget godt og ikke andet end godt”.
Da Kisten blev baaret bort ved Vennehaand brusede og bølgede de mægtige Orgeltoner, ligesom med høje Klageskrig, indtil de afløstes af bløde, sagte Vemodstoner. Udenfor Kirken ventede utallige Faner med Sørgeflor, og en Skare af Mennesker, som København aldrig ved noget Kejserbesøg har set Mage til, fulgte nu efter Vognen. Ved Jernbanestationen blæstes
saa den sidste Sørgemarsch, idet Liget blev sat i Toget for at modtages i Kolding af en ikke mindre deltagende Vennekreds.
Blandt de talrige Faner saas de kvindelige Fagforeningers smukke Faner lige som „de samlede Kvindeforeninger” havde sendt en anselig Krans med røde og hvide Sløjfer. Saa sandt som Kvinderne hører til de undertrykte i Landet saa vist følte de, at de ogsaa skylder C. Berg stor Tak.
