"Ogsaa et Besøg".

Det er ikke noget nyt, det jeg her har at fortælle, saa vist som der ikke gives noget nyt under Solen; kun en lille Episode fra forleden.

En fattig Kone kom til min Dør og bad om Almisse. Hvorledes hun saa ud? En Skygge, et levende Lig. - Hun havde med sig fire Børn, og hun var frugtsommelig. Hvorledes Børnene var? En var halv Idiot, en fuld af Kirtler og stygge Saar, de to andre over al Maade udtærede og sygelige. Men det, der gjorde mig mest ondt ved dem, var denne Fattigdommens Kolorit af Sult, som var over dem alle.

Frugtsommelig og sulte! Ja, staar det ikke i Flammeskrift for Deres Øjne, saa har jeg ingen Ord.

Hvad hun fortalte? Den gamle Historie. - Et Barn hvert Aar; dog havde Vorherre været saa naadig at dele med hende, nu havde hun knap de halve igen. Saa fortalte hun videre lidt om sine ægteskabelige Forhold, og saa sagde hun tilsidst: „De skulde sætte det i Aviserne, de, der kan skrive, saa hjalp det nok en Gang.” Uheldigvis glemte Konen at sige mig, til hvilken Avis jeg skulde henvende mig; jeg tør nok sige, at der findes ikke det Blad i København, der vilde optage en slig Artikel, om den skulde være overensstemmende med Sandheden.

Jeg sidder ikke inde med den Erfaring, der er fornøden for at drøfte j dette Spørgsmaal. De, for hvis Skyld jeg tager Ordet i denne Sag, de, der har min største Sympathi og min dybeste Medlidenhed, de, for hvem jeg vilde ønske mig en Veltalenhed, der kunde røre Stene, en Veltalenhed, jeg desværre ikke ejer, det er de smaa Stakler, Børnene, der ikke har bedt om Livet, der møder dertil, ofte allerede fra Fødselen af berøvet den vigtigste Betingelse derfor: en sund Sjæl i et sundt Legeme. De, som fødes i Sult, opdrages i Sult, og yderst sjeldent lærer blot den elementære Nydelse at kende, der hedder: at være mæt.

Jeg skal villigt indrømme, at det Hus, hvor ingen Smaafolk findes, kun daarligt kan kaldes et Hjem. Det er ikke Mangel paa Kærlighed til Børn, men netop Kærligheden til dem, Medfølelsen og Sorgen over deres uforskyldte Lidelser, der dikterer mig mine Ord; og maler jeg med grelle Farver og stærke Ord, saa er det ikke for de Par Smaastaklers Skyld, jeg her presenterer for Dem, men fordi der bag disse staar hele Legioner af lignende usle Væsener, som lidet betænksomme Forældre sætter i Verden.

Misforstaa mig nu endelig ikke. Jeg vil ingen umulig Askese, ingen, som ikke den haardeste Nødvendighed kræver. Men spørg rundt omkring blandt Høje og Lave, ikke mindst blandt de Masser af ugifte Kvinder, som findes, spørg, om der ikke maa resigneres, slaas af, undværes og tages til Takke, ogsaa paa mangfoldige andre Omraader, som jeg ikke her kan detaillere - spørg, og De vil faa Svar!

Ingen skal mere end jeg af ganske Hjerte unde enhver den højeste Livsnydelse, som han kan faa i denne fattige Verden; men naar Konsekvenserne deraf skal være ubodelige Lidelser næsten fra Vugge til Grav for saa mange uskyldige, var der da ikke Anledning til en Gang imellem at spørge, om ikke ogsaa Guld kunde betales for dyrt!