En Skuffelse.
Sidste Mødeaften holdt Hr. Overretssagfører Staal, som meddelt, i Kvindelig Fremskridtsforening et Foredrag, der var baade interessant og morsomt, og dog, da Fru Johanne Meyer rejste sig og paa sin elskværdige spøgende Maade erklærede, at hun dog i en Henseende var bleven skuffet, da havde jeg nær sagt. „det er jeg ogsaa”; men jeg sagde det ikke, - ikke fordi jeg i Øjeblikket var dydig nok til at mindes, at unge Piger skal pænt tie stille, naar Ældre taler, ak nej, det tør jeg ikke rose mig af, men jeg tænkte, nu kommer det, og saa behøver jeg ingen Ting at sige, men det kom ikke. Fru Meyer vilde høre lidt mere om Kvinderne, og det førte til, at hele Forsamlingen med Hr. Staal i Spidsen gav sig til at lave Mad, i Aanden servere og nyde diverse varme og kolde Retter, hvorved der udspandt sig en meget livlig Diskussion til Forsvar for den af Hr. Staal saa smukt benævnede og dristigt angrebne „bekendte danske Huslighed”. Imidlertid, det er jo saa sundt for unge Piger at høre til, og jeg var tilmed ganske enig med Hr. Staal og grumme taknemmelig for hans Udtalelser,
- men jeg havde nu belavet mig paa noget helt andet. Der kommer jeg ind for at høre et Foredrag af Bicycleklubbens Formand, havde faaet min, i Parenthes bemærket, ligesaa sportsgale Broder med der ind i samme Øjemed, og saa - saa nævner Hr. Staal ikke Ordet Cycle den hele Aften.
- Det var en Skuffelse. - Og da jeg nu saa, at ingen tog til Orde i Bladet i Dag, saa kunde jeg ikke dy mig længere.
Naar Hr. Staal, der har rejst saa meget og set saa meget og er saa godt inde i alt, hvad han har set, og fortæller derom som han gør, - som da han talte om tyske Studenters Liv og Levned, Sæder og Skikke, om Kvindernes Stilling og Optræden o. m. a., hvor maatte det saa ikke være morsomt at høre ham fortælle om Cyclesporten derude og hans Oplevelser paa dette Omraade.
Det er nu ikke min Mening at overfalde Manden, fordi han ikke har talt om det, som jeg havde tænkt mig og glædet mig til, det kan han jo ikke gøre for: men tænk hvad der netop i Fremskridtsforeningen, der tæller saa mange sportsdrivende Ungmøer blandt sine Medlemmer, rnaatte være for Hr. Staal at fortælle paa dette Omraade. Han, der har rejst i England, har set og beundret de engelske Damer, maatte kunne fortælle os meget om deres Maade at drive Sporten paa; alene paa det ene Punkt, den kvindelige Sportsdragt. Det er jo der, at den væsenlige Anke mod kvindelig Cyclesport bunder - den mildest talt utilgivelig upraktiske Køredragt. Og naar Hr. Staal er elskværdig nok til paa Opfordring at meddele sine Erfaringer paa Madlavningens Omraade og anbefale og anvise Reformer der, saa vil han uden Tvivl ogsaa, selv om Madlavningen indirekte angaar ham og hans Køn ulige mere, paa Opfordring anvise Reformer og meddele Oplysninger paa dette Omraade, hvor det trænges saa haardt. Engelske Sportsdamer er de fleste danske sportsdrivende Damers Ideal, og netop Hr. Staal som Klubbens Formand vil være interesseret i at hjælpe os nærmere Maalet. Det var i det mindste vort stille Haab, og derfor saa jeg den stille Sorg trække op i mange unge Sportskvinders Ansigt, da Hr. Staal sluttede, uden at deres Videbegærlighed var bleven tilfredsstillet paa det Punkt, og derfor ved jeg, at de vil flokkes om Talerstolen, hvis Hr. Staal en anden Gang vil lade dem høre lidt derom