Er det Krig, vi vil?

« Se emneord

Naar Mænd i vor Tid tillader sig den Opfattelse af Kvindebevægelsen, at den er rejst og fremdeles bæres frem af Grunde som den: at vi Fremskridtskvinder skulde hade Mandkønnet, og derfor finder en særlig Fornøjelse i at trævle deres Skødesynder op kritisere dem og deres Færd, kort sagt: føre Krig mod dem da maa dette bero paa et meget overfladisk Kendskab til denne Bevægelse; thi Sandheden er tvertimod denne, at vort stærkeste Ønske, vort Arbejdes Maal, det er: Fred mellem Kønnene.

Men at naa dette under de nuværende Forhold, hvor det ene Køn betragter det andet som født til at være Tjener for sig, anser vi for en Umulighed. Af den Grund er det, vi søger at paavirke og omskabe den offenlige Mening, saa det efterhaanden maa lægges ind i denne, at det er baade uretfærdigt og naragtigt at forbeholde os vore Menneskerettigheder alene af den Grund, at vi er fødte Kvinder. Af den Grund er det, vi drager frem for Lyset Stykke for Stykke vort Køns Undertrykkelseshistorie, ja vi skaaner end ikke de intime Forhold, naar det gælder Retfærdighedens Sag. Har Kvinderne kunnet bære Aaget, saa kan Mændene vel ogsaa taale at høre lidt om, hvad det er, de byder os.

I Sandhed; man skulde ikke tro, at Mændene nogensinde havde haft nogen Frihedskamp, da de saa daarligt fatter, hvad det er, vi vil. Og dog behøver vi ikke at gaa saa grumme langt tilbage, før vi møder den Tid, da Flertallet af Mænd sled og led som Livegne under et Mindretal: Herremændenes Tyranni. Hvor disse lavede Love, som de ikke selv, men kun deres undergivne, var underkastede, bestemte disses Levevej, blandede sig med en uhørt Frækhed i alle deres Forhold fra det største til det mindste, indtil endelig dette til Trods for Magthavernes sikre Forvisning om et: „Vi alene ved, hvad der tjener til Folkets sande Gavn” dog alligevel blev de undertrykte saa utaaleligt, at de brød Lænken og kastede Aaget af sig.

Vi deler fuldt ud Mændenes berettigede Harme mod Ridepisken og Træhesten, og vi glæder os med dem, hver Gang de naar et Skridt videre fremad mod deres Maal; men vi fatter kun ikke, hvorfor de bestandig glemmer at tage os med, naar de arbejder saa ivrigt for og taler saa kønt om Frihed og Lighed. Hvis dette bare gælder dem selv, da synes jeg rigtignok, at vort Maal er større og mere ideelt, thi vi vil ikke hverken Klasseregimente, Mandfolkeregimente eller Kvindetyrani; men det vi vil, er, at „Mennesker skal Landet raade.” Naar dette en Gang naar sig, saa Mand og Kvinde i Forstaaelse og gensidig Agtelse kan række hinanden Haanden som gode Venner og Kammerater til ligestillet og virksomt Samarbejde, det være sig i Stat, Skole eller Kirke, da først da bliver der virkelig sand Fred og Lykke mellem de to Køn. Og ingen vil hilse den Dag med større Jubel end netop vi Fremskridtskvinder; thi da har vi naaet vort Maal.