Salomon Davidsen jun.
1841-1891.
FFr 50 Aar siden kunde man intet Steds i København købe sine Kraver, Halsstrimler, Coiffurer o. s. v. færdige; man forarbejdede dem selv, eller forskrev dem. Salomon Davidsen tog sig paa at afhjælpe dette Savn. Han aabnede den 7de Decbr. 1841 paa Købmagergade Nr. 11 en Butik med disse Sager, og Folk strømmede til i Massevis. Sagnet fortæller, at man stillede sig op i queue udenfor, blot for at komme til. Faa Aar efter købte han den store Gaard, Østergade 49, dér, hvor Forretningen nu er. Den Gang bestod hele hans Personale af hans Hustru og dennes Søster. Dens nuværende Indehavere, hans Døtre, beskæftiger over et halvt Hundrede Damer, som Expeditricer, Broderersker, Tegnersker o. s. v. Forretningen indtager en meget fremragende Plads her hjemme, og har vundet sig et stort Ry i Udlandet. Det skyldes i første Række dens Chefers Dygtighed, deres Ikkesparensigselv, og deres sikre Smag. Men ved Siden deraf har den noget for sig karakteristisk. Det er det Klientel, den har erhvervet sig, og som omfatter alle Aldre. Den ejer for den gamle Dame Mindernes vemodige Ynde: Her købte hun som lille Pige sit første Broderi, her blev hun pyntet til Brud, og her bandt man det sorte Enkeslør om hendes Hoved. For den unge Pige betyder den Tilfredsstillelsen af ethvert nok saa ekstravagant Lune, og for Barnet endelig har den et sandt Eldorado oppe paa første Sal, hvor bidske Elefanter holder Vagt, Legetøj ligger omkring, og Miniatur-Sofaer og Stole indbyder til Hvile. Davidsens klæder paa fra Vugge til Grav; de vogter med Nænsomhed paa deres Huss Traditioner og følger og følges med Interesse af den store Kundekreds, de har skabt.
Ved stadige Rejser til Verdenscentrerne holder de sig à jour med hvad der fremkommer af nyt paa deres Omraade; deres Forretning er derfor en af de faa her hjemme, der ejer et „evropæisk” Tilsnit, og den minder i meget om de elegante londonske Magasiner, og staar i intet tilbage for disse.
For deres Personale og talrige Vennekreds gav Davidsens i Mandags en vellykket Fest i Anledning af Firmaets 50 Aars Jubilæum. Som Tak for den Humanitet og Trofasthed, der har været et Særpræg i Forholdet til deres Folk - baade dem, der forlængst er afgangne fra aktiv Tjeneste og dem, der for Øjeblikket er i deres Brød - modtog de i Løbet af Dagen en Mængde Gaver, blandt andre en Buste af deres Fader, forskellige Mapper og Adresser, Utal af Blomster, Breve og Telegrammer o. s. v. Frkne. Davidsen kunde paa denne Dag med Stolthed og Glæde se tilbage paa den Tid, der er gaaet. Paa ingen mer end paa dem passede det gamle Ord: Salig den, der finder sit Arbejd.