« Tilbage til søgeresultaterne
Lige Løn for lige Arbejde
Vi finder følgende Annonce i jydske Blade:
En Plads som Politibetjent her i Byen er ledig fra den 1. April d. A.; den kan søges baade af Kvinder og Mænd, en kvalificeret kvindelig Ansøger, vil blive foretrukket.
Den aarlige Løn er: For en Kvinde 1600 Kr., stigende med 50 Kr. hvert 4. Aar indtil 1800 Kr., for en Mand 1800 Kr., stigende med 200 Kr., hvert 4. Aar indtil 2600 Kr. foruden fri Uniform. Der afdrages 5 pCt. af Lønnen til Pension.
Pladsen besættes af Byraadet efter Politimesterens Indstilling.
Egenhændig skreven Ansøgning, stilet til Byraadet, indeholdende Oplysninger om tidligere Stillinger, herunder Militærtjeneste og Uddannelse i Kontorarbejde, ledsaget af Daabsattest, Ædruelighedsattest og Lægeerklæring, der ikke er over 3 Maaneder gammel, om, at Andrageren er kraftig, af godt Helbred og ikke lidende af Tuberkulose i Lunger og Strubehoved, samt bekræftede Afskrifter af Anbefalinger indsendes her til Kontoret inden den 1. Marts d. A.
Fredericia Borgmesterkontor, d. 14. Februar 1918.
G. Valentiner-Branth.
Ovenstaaende taler for sig selv. Her er ikke en Gang den formildende Omstændighed tilstede, at det kunde tænkes, en Kvinde paa Grund af ringere fysisk Kraft, ikke vilde kunne opfylde helt de Fordringer, Stillingen som Politibetjent kræver, - nej, en Kvinde vilde ovenikøbet blive foretrukket, rimeligvis fordi det Arbejde, som fordres, bedst kan tænkes udført af en Kvinde - men ikke desto mindre skal hun begynde med en Løn, der er 200 Kr. mindre og slutte med en Løn, der er 800 Kr. mindre end den, en Mand paa samme Plads vil faa. Man søger altsaa ganske Simpelt en billigere, men fuldt kvalificeret Arbejdskraft, og Arbejdsgiveren er - det demokratiske Byraad i Fredericia!
Vi haaber, at ingen Kvinde vil byde sig til paa disse Betingelser.