Som man gifter sig.
Ægteskaber sluttes i Himlenja saamænd, men saa har Himlen Filialer rundt omkring, paa Baller, Danseboder, Theatre, Gader og Stræder.
Hvorfor gifter man sig? Af hundrede Grunde. Fordi man skal have en Forsørger, fordi man elsker, fordi man elskes, fordi andre vil have det, fordi man selv finder det rigtigt, fordi andre gør det, fordi, fordi.... fordi, hvad skulde man ellers?
Det er netop Sagen; hvad skulde man ellers? Man opdrages dertil, vel at mærke ikke til at leve i Ægteskab, men til at tro, at sidder først den glatte Guldring paa ens Finger, saa kommer Ringens Aand og fører en ind i Aladdins fortryllede Have, hvor Blomsterne er Safirer, og Frugterne ædle Stene. Hvis er saa Skylden, naar man opdager, at alle de funklende rige Skatte, er det bare Glas?
Det er deres, der lærer deres Børn, Pigebørnene, at Livets eneste attraaværdige Maal er Ægteskabet. Det hedder ikke: Du skal lære noget, for at Du kan staa paa dine egne Ben, naar Du bliver stor, men det hedder: Se bare at faa dig en Mand. Og den unge Pige, der alt for ofte opdrages indenfor en kinesisk Mur af Fortielse og Fordrejelse, med Vilje holdes borte fra alt, hvad der kan give hendes Tanker Vækst, tror paa sine Kæres Ufejlbarhed uden Kritik. Hun spilder sine bedste Aar med at vente, vente paa det store Lod i Ægteskabets Lotteri.
Mon nogen er tjent med den Slags Opdragelse? Mon Ægtemanden, der faar en Hustru, uvidende om alt, hvad der duer i Livet, uforstaaende selv for sine Pligter over for ham, eller Hustruen, der møder uden Begreb om det Ansvar, hun tager paa sig, opfødt og næret med Illusioner, som intet har tilfælles med det reelle Livs Krav. Visselig ingen af dem. I Følge deres forskellige Opdragelse, der afføder et hinanden modsat Levesæt, Vaner og Tanker, bliver der en Kløft imellem dem, saa dyb, at Ægteskabet bliver en Mesalliance for begge Parter, større, end nogen Standsforskel kan gøre det.
Men sæt ogsaa, at Ægteskabet er det, det burde være: et Samliv mellem to jævnbyrdige, ligestillede Mennesker; sæt ogsaa, det er Idealet af en Livsform, bliver da alle Kvinder gifte? Paa ingen Maade, kun en Del. Hvad gør da de andre?
De sidder rundt omkring paa deres Hybel som vingestækte Fugle i Bur, elsket af ingen, set ned paa af mange, selv uden Interesse for noget. Trist og ensomt lever de deres indholdsløse Liv, kun optaget af Erindringer fra deres kortvarige Ungdoms gyldne Tid. Kan hænde, de laaner for en Dag eller to Hjemmets Hygge hos en eller anden, ellers er de gemt og glemt, ingen bryder sig om, om de kommer eller gaar. Men det er Synd.
Hvad kan de gøre for, at de skød forbi det Maal, der sattes dem som eneste Opgave af dem, der mente dem det bedst? Hvad kan de gøre for, at ingen har lært dem at bruge deres Aand og deres Haand? Vel er der mange, hvis seje Energi skaffer dem den Plads, de behøver, men mange fler sidder nytteløse hen. Den Gang, da Fader og Moder faldt fra, og de stod ene, vege uselvstændige i Kampen, der kom, bøjede de Hovedet for Stormen, og Blæsten fejede dem til den store Bunke, der hedder de gamle Jomfruers sære Hob.
En klog Gartner støtter i Tide det unge Træ, at det kan staa der kækt og frejdigt igen, naar Uvejret er forbi.
Er da den unge Pige mindre værd end den spirende Plante, og har mon ikke hver eneste en herskende Evne, der kan plejes, støttes, opmuntres og faa Vækst til Gavn og Tilfredshed for hende selv og til Glæde for andre?
Ganske sikkert. Det gælder blot om at søge den og holde den fast, som man vilde gjort, om Pigen havde været en Dreng. Lad hende blive det, hun duer til, intet andet. . . Ikke klimpre paa Klaver, naar hun har Lyst til at studere, ikke staa ved Komfuren, naar hun har Anlæg for Handel, ikke stirre sig blind paa et Sytøj, naar det er et Friluftsliv, der lokker og drager. Frygt ikke for, at der skal blive for mange om Budet paa Arbejdet, Konkurrencen skal nok skille dem ud, der ikke kan gøre Fyldest.
Saa be'r jeg da for alle de unge, for Døtrene, at det maa være Slut med den Opdragelse, hvis Kvintessens er den at faa en Mand, for det sker ikke, ikke for alle i det mindste. Fortæl dem i Stedet for, at de skal lære noget nyttigt, at de kan blive dygtige Mennesker, ogsaa om de ikke bliver Hustruer og Mødre. . . Svært er det altid at leve, hvorfor gøre det dobbelt vanskeligt for dem, der blev Kvinder?
